Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 18. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dem, der bor i „Rettelien" — til solsiden —
og dem, oer legemlig og aandelig talt bor i
„Vaglien".
Jeg har Lyst til at dele Vem paa en an
den Maade. Nemlig i den Alasse Mennesker,
der kun fordyber sig i livets skyggesider, og dem, der
formaar at kaste Lys og Varme omkring sig —, selv
om de bor i „Vaglien". Til den sidste Alasse Menne
sker horer Fru Lassen. skjsnt „rykket op af sin egen
Jordbund og plantet om i sten og sne," formaar hun
at forlene sin lille Vog med et Humor og en Fristhed,
som er nær sagt enestaaende.
Man kan læse den atter og atter, og hver Gang er
det som at faa sig et foryngende sjcrlebad i hendes
„Aongeriges" rene, sunde Fjeldluft. Med sin smittende
Freidighed og aldrig svigtende Humor er Vogen desuden
helt gjennemvcrvet af den fineste Ooesi — ja, ikke mo
derne lummer „Zulimentapoesi" — men en foll og
egte. En saadan, som man kun kan prcrstere, naar man
har havt Hoifjeldenes storslagne Natur at ose af.
sig selv uafvidende har Fru Lassen givet os en
ypperlig Karakteristik af sig selv — saadan som man
kan lcrse sig til den mellem Linierne i hendes Vog — i
sin rorende Veffrivelse af „den lille lysegrsnne
gaard, der igrunden var for liden og lys til at ligge
saa alene op mod Fjeldet," men som kjæmper saa tap
pert mod Ensomheden. „Du gir dig ikke til at klage
over, at du ingen Trcer har til selskab, men trøster dig
med, at du har flere kvaler og mere 3>ne omkring dig
end alle andre jDrcrstegaarde i Landet. Gg saa længe
har du set paa de Aameraterne, du har, at du er blit
munter som en Tvale og nsisom som en snehaug, endda
du ser ud til at være kommet fra lysere Egne, som om
ou var tænkt til Villa med Veranda ud mod stille, skvul
pende 55."
Ja, netop saadan maa hun være denne j)ræstefrue,
som alle maa faa kjær, der læser hendes Hkisser. Blot
meget, meget kjcekkere ; thi medens resig»
nerer og ydenygt finder sig i sin Hkjcebne, knytter hun
modig sine smaa Hænder mod snestorm og Aulde og
ler dem lige op i Ansigtet.
„Haalænge maler og gnager snestormen paa det
stmime, soger med stig ertende Tydelighed at piste Tung
sindet i mig, til den opnaar netop det modsatte : Jeg
blir lystig og faar Trang til at le."
Ret saa, gamle Grinbider af en Fjeldstorm, driv
bare paa; mig skal du ikke faa overende! Jeg har i
det hele taget holdt op at tro, at stormen blæser noget
overende; alt staar jo paa sin Alads endnu, trods tre
Ugers uafladelige Htorm ....
Hom hendes „Uveirshumoreste" er frist og freidig,
saa sin og yndig er hendes Historie om Arestegaardens
eneste Birketrce.
„Vjerken er det haardføreste Trce, som vokser længst
tilfjelds, staar det saa tort i Naturhistorien. Men vent
lidt, saa stal jeg fortælle det paa en anden Maade; for
ikke stal nogen faa mig til at tro, at den sine, blode
Bjert af Naturen skulde være af et grovere Hlag end
den haarde, stikkende Gran eller Furu. Naturligvis var
det disse robuste mandhaftige Naaletrcer, som stulde klat
„Skisser fra Fjeldbygden".
er er to Hlag Mennesker, siger Fru Tassen
Af Helene Lassen.
URD
lige Tinje ned fra sin cedle stammoder. Den er Aræste
gaardens barmhjertige Hoster og stinke lille Orædikant om
Ydenyghed, om Helvfornægtelse og om Mod. Ven er
det, som har lært os, at det gaar an at plantes om
i sne."
Gg hvor taalmodig og resigneret hun selv tager
imod Hneen, der altid kommer for tidlig, medens Bir
ken endnu er gron, førstaar vi af hendes venlige Grd,
endog til den. „Aa fald da, hvide Hne! vi stal ikke
stjcende paa dig. Det er jo du, som pynter saa pent til
Jul og glitrer krystalklart omkap med Himmelens
stjerner. Det er du, som lager vore herlige skibakker
med de muntre Hop, og du, som blir til Vaarens bru
sende Bcekker — hvad Tyngsel der maatte folge med
dig, har du sonet med alt dette. Fald, hvide Hne! Oist
mod vore Ruder, fyg over vore Tager, driv sammen til
Hkavler og Taarn ! Htceng bare alle vore Veie, vi lager
os nye paa Hki og tar os et Bad i dine hvide, friste
Bslger ! Du fylder nok Tiden, til Hvalerne kommer, og
derfor. Tak for Hamværet, du og!" —
Gg Hvalerne er det, som om dommeren staffer Tiv
om den lille Orestegaard. „Naar de pludselig en Dag
efter den lange, lange Vinter, som drysset ned fra Him
len, sidder paa Taget allesammen og skravler og ler. —
Herregud er det saa muligt andet end at bli munter og
glad som en Hvale og synge og tralle som den?" . . .
„Aom igjen og bo om vor lille lysegronne Arestegaard
hvert Aar, forlad den aldrig, for da blev det ingen
Hommer her, naar ikke du kom til Vederlag for fyre
nerne og Roserne og altsammen, som ikke kan leve i
Fjeldets korte Tommer. Men din Hang er mere end
Hyrenernes lillafarvede Duft, og dit hvide Bryst er dei»
ligere end Rosernes dunkle rode, derfor vil vi ikke graate
for Blomsterne, saalænge du kommer. Men blir du
borte, lille Hvale, da graater vi for dig, for Blomsterne
og for altsammen!"
Gg Fru bassens Hkisser er som Hvalerne, ligesom
de bringer Hommer og godt Humor op til Hsifjeldet, saa
vil ogsaa hendes lille Bog erstatte Hyrener og Roser i
Hjem, „hvor Roser ikke gro." Thi et Trøstens Ord har
hun til alle Mennesker, men iscer til dem der bor „til
skyggesiden". Hor blot, hvad hun siger til den stakkels
Tull-Ingeborg, der baade „legemlig og aandelig er vok
set op i Vaglien": Htakkars Tull-Ingeborgl ogsaa du
venter paa noget fra Holen, noget med 3ys og Tykke i;
engang maa vel din Tur komme, mener du? Bedrsvet
er jeg over at maatte sige dig, at den vist ikke kommer
her i Verden. Men til Trsst stal du hore min Tro :
Hinsides Graven, hvor Holen aldrig gaar ned, ligger en
(i, tifold fagrere og lysere end Rettelien i din Hjem
253
ret hoiest tilfjelds, og ikke den sine Ungmobjerken. Men
Naaletrcerne vilde ikke. Gg Tkogen laa der dyster og
tung, uden kvindeligt Tiv og Ynde, og Tierne slutted saa
braat; intet lyst Tsvbaand mellem dem og Fjeldet, for
Vjerken bodde i varme, rige Tande først, kikkert var
den det sineste, tendreste, mest forkjælede af alle Trcer en-
gang, fodt Grevinder allesammen. Men saa kom Fug-
lene fra Nord paa sine vinterbessg og fortalte dem" om
Nordens Tande, om sne og Is og haarde Bartrcer, hvis
Naale stak og saared. <Vg Grdene har faldt i en blod.
opofrende liden lomft-übjerks sjæl : Jeg vil reise did
op som barmhjertig ssster; jeg vil mildne dem savnet
af Tydens Varme, jeg vil vifte om dem med mine blode
Blade, jeg vil lade mine lange Rcrkker svaie i vinden, at
mit Fro kan spredes i)idt udover og live op i deres dun-
kelt grsnne 3koge. Vg Tanken har fcenget. Det blev
et helt jDilgrimstog af blide, barmhjertige sostre, som
drog mod Norden . . . ." „Vg vor Bjerk stammer i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
