Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 25. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bankede sterkt, og hvilket ungt Pigehjerte vilde ikke
have gjort det samme! — og endelig (hun pustede lettet!) gik der
et lysstjer over den gamles Trek.
— I«, det er ret — saa er det — det er ret, sagde Fru Verg
lavt, som for sig selv, uden at se op fra den skjelvende lille Haand
hun holdt i sin. Jeg har ikke taget feil; det er umuligt. Jeg har
lest det før utallige Gange; det staar tydelig i dette
Kjsd og Vlod, som oni det var trykt i en Vog.
pludselig hever hun Stemmen og fester sine msrke, brendende
Ildsine paa Sonja.
— Det var dette, jeg vilde sige Dem idag, Frsken Sonja, idag
som De ophorer at vere Varn. Jeg har for lenge siden lcest det
i Deres Haand/uden at De vidste om det. Det er bedst at berede
sig til Striden, thi der forestaar Dem en stor Strid. Jeg advarer
Dem, jeg forbereder Dem. Dem som De eister hsist i verden stal
en Kvinde, en ond Kvinde stjæle fra Dem. Men kjemp, kjemp,
og De stal seire herlig og vinde Deres Kjere tilbage. )a, jeg
ved det, jeg leser Seierens Tegn i Deres Haand.
Sonjas kjetke lille Ansigt blegnede og leberne skjalv. Da slog
den gamle Armene om hende, drog hende ned paa sit Fang og
overoste hende med Kjertegn, med smme, trsstende, beroligende Ord.
— Mit Varn — elskede Sonja — mit Hjerteguld — skremte jeg
dig — blev du førstrekket? - Ja det var dumt, det var utilgiveligt
at sige det — nu. Du kunde ikke bere det. — Jeg mente det godt
— vilde i Tide advare. — Kjereste Varn — hor paa mig — tro
ikke paa en gammel Kones Snak; gjør det ikke — —
Men pludselig springer Sonja op og retter sig spenstig. Trodsig
kaster hun Hodet tilbage og udbryder:
Jo, jeg kan bere det; jeg lengter efter Rampen!
ved q- Tiden kjsrte en lang Rekke glimrende Ekvipager ned
til Stjarneholms Jernbanestation. Til ALre for Dagen havde den
hsflige Stationsmester heist Flag. En Mengde Mennesker fra
Omegnen, mest Uvinder og Vorn, var kommen til, nysgjerrige efter
at se alle de fine Folk som stulde komme paa Vesog til Grevens.
Da Sonja ved sin Fars Arm kom ud paa perronen, blev der
stor Vevegelse blandt Mengden, alle trengte fig frem for at se den
snille, vakre Froken Sonja, og beundrende Udraab hørtes rundt om.
Greven smilte, han fslte sig smigret paa Sonjas vegne; men
selu var hun usedvanlig alvorlig; uden at se hverken til hsire eller
venstre gik hun frem og tilbage ved hans Side, optaget af sine
egne Tanker. Han lagde Merke til det og spurgte kjerlig:
— Hvad er i veien med min lille pige ? Du er saa stille ng
alvorlig — du, min glade, lille Sangfugl — hvorfor saa stille, og
det i Dag?
—Ieg I Aanei, kjere papa, jeg bare tenkte paa, paa
ja ikke paa noget bestemt, sagde Sonja og tvang sig til at smile.
Sandheden var, at gamle Fru Vergs Spaadom endnu lsd i
hendes Oren: Ln Kvinde, en ond Kvinde! — men hvilken?
hun grublede og grublede.
Og min Overraskelse, som i Morges gjorde dig saa nysgjerrig
— den har du vist glemt?
il« —Du er ingen Mennestekjender, du kjere, gode papa ! Skjonner
du da ikke, at det er netop den som optager mig saa meget. — Hun
greb med Vegjerlighed efter denne Udvei og slog ham let over
aa greb den gamle Sonjas blsde lille Varnehaand
og holdt den tæt op t,l sine Gine. Fordanser fulgte
Sonja Minespillet i det gamle rynkede Ansigt; det
vekslede ustanselig, mens hun studerte de fine Linjer
i Haandens stjcrre Hud. Forst ivrig førskende, saa
?’ med msrkt, næsten truende Ulvor — 3onjas Hjerte
Rampen om Rjarlighed.
Af Johan Nordling.
Sonja
Autorisert Ouersættelse.
(Fortsættelse).
Overraskelsen.
eller
11,.
Eftertryk forbydes.
URD
Armen med sin rsde parasol. Og Greven troede hende; for —
han var ingen Mennestekjender.
I det samme hsrtes Lokomotivets gjennemtrcengende piben,
det dnmpe Vrsn kom nærmere og steg til brusende Vulder. Endnu
et Minut og den lange morte vognrcekke stod foran dem skjelvende
efter den sterke Fart, knirkende under Bremsernes Tryk, som et
kjæmpemcessigt Udyr der af en hemmelighedsfuld Magt pludselig
er blevet stanset i sit vildeste Sprang.
Vlandt alle disse unge Herrer med velpleiet Stjceg og skinnende
Hatte, i lyse, elegante Reisedragter; blandt alle disse distingverte,
graahaarede Aristokrater, blandt alle disse vakre, muntert passiarende
unge Vamer i brogede Vragter, der lig en Sommerfuglesverm yrede
ud af de aabne Kupedsre; i hele denne straalende samling af ventede
Gjester, som i de to korte Minuter Toget stansede, steg ud, hjulpet
af de livrekledte Tjenere — blandt alle havde Sonja faaet Oie
paa en eneste, og saa saa hun ingen mere.
var det et Vlendverk? var det muligt — ham og dog
ikke ham!
Greven fslte hendes Haand hvile tungt paa sin Arm, og med
en af Glcrde skjelvende Rost hviskede hun ind i hans Ore:
— papa — der er jo Kurt? Nei —jo — fort, svar mig!
— )a, svarte Greven og smaalo fornsiet, den duede nok, den
Overraskelsen !
Men Sonja havde allerede sluppet hans Arm og skyndte sig nu
med straalende Oine og rsdenende Rinder imod en ung Mano, der
i den ene Haand bar en liden Haandkuffert og med den anden banede
sig vei gjennem den tetpakkede Mengde. Han gjorde det med saa
stor Krast og Iver, at det gik lidt ud over de Vmkringstaaende
Albuer og Toiletter.
Paa tre Aar havde de ikke set hinanden, paa tre lange Aar.
Visse Aar havde udviklet det halvvoksne pigebarn til en smuk ung
Vame og den dengang nys udncrvnte lsitnant til en sterk, modig
og gjennem Farer og Strabadser herder Mand. «urt Strsle var
paa modrene Side i Slcrgt med Grev Stja’rne. Va han tidlig var
blevet foreldrelos, havde Sonjas Far taget sig af ham og indlogeret
ham hos en gammel ven i Upsala. Ferierne tilbragte han altid
ude paa Stjarneholm, hvor han delte godt og ondt med Sonja, og
skjsnt han var nesten hele seks Aar celdre end hende, opstod der
mellem dem en varm Ssskendekjærlighed, som gjennem Aarene vokste
sig sterkere og sterkere.
Imidlertid blev Gutten til Mand; Livets Alvor trcengte sig
ind paa ham — han maatte vcelge sig en Stilling. Han var ikke
rig, selv maatte han bryde sig en Vane; thi han var alt for selv
stendig og stolt til at han skulde ville benytte sig af sin velgjørers
Godhed lenger end nødvendigt.
Hans Hu stod til at blive Militer, og Grev Stjarne billigede
hans valg. paa den vei var der gode Udsigter, naar man var
flittig og arbeidsom og dertil havde indflydelsesrige venner. Og
da saa den unge, kjekke lsitnant en Vag meddelte Greven, at han
ikke fandt Smag i det tomme, flotte tiv inden Officerskredsene i
Hovedstaden, men snstede at prove sine Krefter paa et virkeligt
Arbeide og derfor havde besluttet at reise ud til Kongo, da syntes
Greven det var som talt ud af sit eget Hjerte.
Men for Sonja var det en haard Vag, da Kurt reiste. Hun
gred sine Oine rode, men hvad hjalp det! Sagt var sagt, og Ve»
slutningen fattet; men Sandheden er — Kurt vil alle Vage ncrgte
det — at en stor Taare trillede ned i den unge Krigsmands Mou»
stacher da han kyssede sin „lille Søster" til Farvel paa perronen.
Og nu! hvor underlig at han var her tilbage, den samme og
dog ikke den samme! Atter stod de gamle legekammeraterne veo
Siden af hinanden Haand i Haand og saa lenge paa hinanden med
straalende Oine, som vilde de rigtig indprente hinandens Villede i
sin Sjel. Og skjsnt Menneskemængden stoiede rnndt omkring, hilste,
raabte og 10, saa hørte de det knapt, og selv sagde de neppe
et Ord.
For Kurt var Overraskelsen storst; han havde ikke tænkt sig,
at Sonja kunde blevet saa forandret, saa udviklet! Han havde
altid tænkt paa hende, som hun var for tre Aar siden. Hvor valker
hun var blevet! Hendes brune Oine lyste saa varmt, hendes Kinder
var saa runde og friste! Og saa det gamle lyse Smilet om Munden
det havde da ikke disse tre Aarene rsvet fra den fordums Sonja.
Aldrig for havde det faldt Kurt ind, at hun kunde blive nogen
Skjsnhed. lian blev derfor rent forblsffet over at se denne stjønne
prinsesse, isteden for en Askepot, som han havde ventet. Ver var
ikke Spor tilbage af det oplsbne, fregnede pigebarn som han havde
kjendt, hos den smidige, myge Skikkelse i den elegante, tætsiddende
Vragt, som stod der foran ham.
5
« ch
N
’5
261
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
