Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 25. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„tag mig — tag mig Allemor, jeg stal dufte med Ssdene
og prange i fagreste Glans", og de puffed hinanden og
nikked i Trcengsien, alle vilde de ha’ 2Sren af at faa
straale i pragt paa lillemors Dag.
Vg lillemors Fingre havde Hastværk.
„Alip — Alip" sa’ Saksen og snitted let de fine
Stcengler over, ... og et efter et slog de Følge, dom-
merens deilige Vsrn, op i lillemors sammenholdte Forklæde.
morsblomster i Floilens Sorgedragt, den lyse og brogede
stolte af samme Slægt, rsdrsde, stammende Nellikker,
Tusindfryd, lette og sine, dufttung Reseda og Levkoiens
matfarvede Alaser, . .. og som en Sky laa „Vrudeslsret"over.
de kom?
ssdvamle Duft, .... Taksen faldt tung til Jorden, og
Allemors Fingre sik frygteligt travlt med at lede efter
Tommen, som naturligvis af pur Vndstab havde førstukket
sig dybt i Ajolens Folder.
Endelig trak hun frem et næsten udslidt Brev, som
fortalte om de utallige Ganges Gjennemlcesning, . . . .
jovist der stod det, „Solstraale, den første har du Leo
Bugge og mig hjemme ved 5 Tiden", . .... og papas
store Almanak paa Væggen viste den første, . . . det var
idag, de kom, . . . idag!
<Lt langt Blik gled opover den solbelyste Val, . .
aa nei Alokken var bare og det var varmt at gaa
over Fjeldene idag, . . . saa de kom nok ikke for Tiden,
. . . og Lillmor sukked tungt, aa saa gruelig tungt, men
Sorgen kunde umulig være hjertedyb, thi over Ansigtet laa
et deiligt Smil, . . . tænk snart, snart vil storebror være
her, ... og med ham den hyggelige Leo!
Uf! for en irriterende plage slige Aroller kan være,
altid stal de hcenge og krille en i Ansigtet, . . cesch! og
hun strog med en ilter Vevægelse over det lokkede Hoved.
Nei . . nu sik det nok sandelig være nok, thi nu var
Forklædet næsten fuldt af den duftende Byrde . . aajo,
hun havde hcerjet grundig!
Ja saa var det at faa Blomsterne smukt ordnet i
Mamas Vaser, . . og saa nogle rigtig, rigtig pene sat
op paa de to Gjcesteværelser, . . og saa — saa var
hun fcerdig!
Hendes Blik gled lystent bortover til Mamas fredede
Rosenbed med dets Farvenuancer og rige Brydninger, . .
om hun turde? . . .
Aa! Mama sa’ vist ingen Ting, om hun tog bare
en — en eneste en — netop den, dybrode, dunkle derborte,
som syntes saa tung af Farve og Duft, at Stilken bøiedes
under Vægten, ... og den vilde hun stille i sit eget
Blomsterglas paa Leos Bord.
<3n Rodene, let — som laant fra 3a Francernes stjære
Blade, fisi over Lillemors lyse Ansigt, ... fy I .. var
det ikke stygt at unde Leo bedre end den kjære Bror?
Aa nei da! lo den rode Mund, idet hun graciost
hoppede bort og klipped Rosen af, det var bare rimeligt,
Vg de dyngedes sammen dernede, graadtunge Sted-
Men var det da virkelig sandt, at det var idag,
Det steg næsten som en Angst med den sidste Nelliks
lillemors store Dag
et gjaldt at stynde sig, thi nu var den store,
længselsfuldt ventede Dag endelig kommet med
Sollys over Jorden.
Det flimred for Vinene i broget Virvar,
og opad strak sig Blomsternes farverige Aroner,
Af Marie Wiese.
URD
var det, ... thi Leo var Gjcest, hele Husets kjære, velseede
Gjcest, . . . .og to Roser turde hun aldrig ta’I, — umuligt.
og Skaale i blomsterrig Onde.
for fjorten Dage siden fik Brev fra Broren, at han og
Vennen vilde tage sig en Fodtur efter Eksercitsens Slut
og saa begge komme hjem for at ha’ det koselig en Maaneds-
tid eller saa, indtil Arbeidslivet atter kaldte dem bort.
De vilde siste og jage i Skog og i Hei, ro og seile
paa Fjorden og tage Ture tilfods og tilvogns, .... men
en Fordring havde de sat, og den slog de aldrig af paa:
med sig vilde de ha’ Lillemor — Solstraalen, Barnet.
Det var vel ikke at undres paa, at et snart
pigehjerte slog sterkt i Fryd overvceldet af den ventede
Herlighed, . . . slog mer end i Takt med de flittige Fingre,
der baadekunde fore Strygejernet ogsmukt hcenge op de luftige
Gardiner og bage og tumle med pande og Gryder.
Jamen var det dog cergeligt at kaldes for „Barnet
og Lillemor og alt sligt noget" nu, da hun var værdig
Dame — ... tænk over Aar og den celdste i en
Søsterrad, .... storebror, ja han var hele 8 Aar celdre.
og han var forresten Son af papas første Aone, . . . .
men havde han engang glemt at give hende de smukke
Ajælenavne og ganske enkelt kaldt hende ved Dsbenavn,
da vilde nok det varme lille Hjerte folt bitter dorg og
Skuffelse.
Glædestaarerne trued ganste med at komme frem.
naar Lillemor tænkte paa, at idag stulde hun faa hjem
den Bror, der altid — fra første Barndomsminde om Leg
og om Sorg — havde været hendes bedste Ven, ... stærk, om
og munter stod han for hende som Indbegrebet af alt
herligt, ... og tænk bare, stjønt han var Loitnant i straalende
Uniform, var han siet ikke vigtig, ... nei ikke det bitterste
Gran, ... saa førsikret iallefald Lillemor sine bedste
Veninder.
var saa forfcerdelig hyggeligt, at han kom, .... og
dog ... idag var Lillemors Hjerte rent Vverlober, thi
det slog end meget, meget sterkere, naar hun tænkte paa.
at Leo var med, . . . ’ og der kom over hende en jub-
lende varm Fryd, saa hun rent syntes hun maatte synge.
Brors Gjcest, og Gjcester paa Landet staar hsit i Rurs,
og en saan som han — aa du store!
Slig som da havde Lillemor aldrig for i sit Liv
moret sig, det var rent som Dagene smat bort, og Mindet
stod der som kun en lys, lykkerig Dag,
Hun havde kjsrt i Slæde med Leo slig, at Snedrevet
rog, og hun havde stormleet over den vilde Fart, aldrig
været bange, tryg i sin Tillid til den Haand, som forte
Toilerne. Hun havde danset med ham, spillet sirhcendig
med ham, og bedst af alt cget Ajælke med ham i tind-
rende, frostklare Vinteraftner, da Maanen flsmmed sit
blode Skjær udover og gjorde det næsten lyst som om
Dagen, og Himlen var saa hsi og msrkeblaa, . . . Lille-
mor kunde umulig vide, at Leo Bugge havde fundet den
„næsten saa blaa" som to Gine, der livsglade scenket sig
i hans.
Vg alt det morsomme han havde fortalt hende paa
disse Ture, han havde reist saa meget og seet saa meget
smukt derude i Verden og havde lcest sig til Alverdens Visdom,
og alt dette havde han delt med Lillemor, ... og han
havde fortalt slig, at Lillemors Hjerte stjalv i Længsel
efter selv at faa komme ud og se alt det deilige, som
Livet rummed.
Vg Lillemor dansed afgaarde med al sin duftende Skat.
Vg der trylledes frem under dygtige Fingre Vaser
Lillemor har havt det frygtelig travlt, lige siden hun
Ja han var den snilleste Bror af Verden, og det
Ved Juletider havde Leo i næsten sire Uger været
-i
265
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
