Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. Lørdag 2. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stenen nærmede sig ; de lyse, skjære Farver som vaaren
i saa rigt Mon havde smykket Parken med, fortonede
sig mere og mere ensformig, eftersom den klamme
graahvide vanddamp steg op fra Fjorden og indhyllede
Trcrr og Vuske.
Crcrt af sin barnlige, overgivne leg gik nu Kurt
og sonja langsomt tilbage til Haven. En behagelig
Ro smog sig over dem; deres Munterhed var staat om i dyb Taus
hed. Men Kurt str6le fslte Vlodet banke varmere og varmere,
naar den unge Pige — troet af den lange vandring — ststtede sig
fastere til hans Arm. Han fslte en Spcenstighed, en ungdommelig
Kraft og et trodsigt Mod som aldrig før, selv ikke Ansigt til Ansigt
med Faren; men al denne Kraft omsluttede en enesteen: den unge
pige ved hans side. Han længtede efter at drage hende tcet, tcrt
indtil sig, og stryge sin Haand beskyttende over hendes brune Flet»
ninger, for aldrig, aldrig mere at flippe hende ....
Mens de vandrede henover den blode Mosbund, hørte Kurt
tydelig hendes Aandedrag ; han lyttede ivrig og spcrndt. Skulde
han ikke ogsaa faa hore hendes Hjerte banke?
ImidlertidUhcwde den gamle Greve været optaget med at un
derholde sine Gjcester, mens Kaffen med liksr og Cigarer serveredes
ude paa Terrassen. Han blev ikke lidet forbauset, da han opdagede
Kurt og Sonjas Forsvinden, og saasnart han übemerket kunde for
lade sine Gjester, gik han afsted for at finde Flygtningerne.
Han tænkte straks at de maatte have taget veien til Parken,
og han fulgte Strandveien hen til Drivhuset som laa nede ved
Fjorden i Udkanten af Haven.
En af Folkene arbeidede udenfor i Aspargessengene.
— Kar du set Frsken Sonja? spurte Greven.
O Ja, Hr. Kurt og Frskenen er inde i Drivhuset; de kom for
1/2 Time siden, svarte han.
Kurt med Sonja i Drivhuset! det var da besynderligt, og saa
længe! Kurt pleiede nu knapt scrtte sin Fod der hele Aaret igjen
nem, for Vlomster, det interesserte han sig ikke for. Greven begyndte
at ane lidt af hvert, og han folte sig ikke rigtig vel da han sagte
aabnede Doren til Drivhuset.
Han blev staaende som førstenet midt i Doraabningen og stirre
ret frem for sig. Forbauselsen afmalede sig tydelig paa det gamle
graastjceggede Ansigt. Han formaaede hverken at gaa frem eller
tilbage.
Og dog skulde det Villede som viste sig for ham der, have vakt
den storste Beundring hos ethvert Kunstneroie.
Det var et vakkert Drivhus, hoit under Taget og rummeligt.
Aftensolen kastede sine sidste Straaler ind gjennem vinduerne og
lagde et varmt, gyldent Skjær over viftepalmernes store, vuggende
Vlade og de msrke. stive Gummiplanter. De spraglede Kaladier
styggedes delvis af Kactussernes taggede, ustjønne Grene, som hang
ned fra Hylderne opunder Taget. Gangen i Midten var bestrsd
med fin, hvid Sand. Opefter de flanke Soller, som bar Glastaget,
rankede sig Slyngfuchsiar med rede og hvide hcengende Vlomster,
og midt i Drivhuset hang der ned fra Taget en Rækte Ampler af
übarket Trce, fyldt med gron, fugtig Mos og store, tropiste Vreguer.
Længst borte i den modsatte Kant af Drivhuset var en indby
dende lovhytte af msrk, tcetbladet Efeu. Sonja stod vendt fra
Lyset; Solstraalerne, som smog sig ind mellem Efeubladene, lyste
som Flammer paa hendes msrke Dragt og den brune tykke Flette
som faldt nedover Ryggen lige til Tivet. En Kjceinpebnket, rovet i
Drivhuset, laa ved hendes Fsdder. Hun havdeslaat begge Armene
om hans Hals, og han bøiede sig ned mod hende og saa hende
saa inderlig varmt og kjærlig ind i Oinene, mens han med Smil
om Lceben Horte paa hendes fortrolige Hvisken. Hvad hun sagde,
kunde ikke Greven hore; men da hun taug, tog Kurt hendes Hode
mellem sine store Hænder og kyssede hende saa heftig, saa heftig —
en—to -tre—fire Gange.
Dette blev dog Greven for meget; nu kunde han ikke tie lamger.
De elskende førstrækkedes, Sonja slap Taget, »g sig om.
Rampen om Rjærlighed.
Af Johan Nordling.
Autorisert Ouersættelse.
Sonja
(Fortsættelse).
eller
5
Lftertryk forbydes.
s-
URD
Skal vi bekjende det – den tapre Krigsmand som mer end en
Gang havde stirret Døden ind i Oinene uden at blinke, folte Modet
synke, da han saa Onkelens hoie Skikkelse borte i Doren. Han blev
blussende rod og saa forvirret ned. Men da han saa loftede Hodet
og saa op paa Sonja, som stod der rsdenende med et lidet skalkagtigt
Smil om Munden og de store, brune Oine spørgende rettet paa
sig, da fik han pludselig sit Mod tilbage, han flog beskyttende sin
Arm om hendes Liv, drog hende tæt ind til sig og sagde jublende:
— Nu er Sonja min — ikke sandt du nægter mig hende ikke
— o sig det, sig at du ikke gjor det Onkel?
Da gik Faren hen til dem og kyssede Sonja paa vanden.
— Og du — hvad siger saa du, min Elskling?
Men Sonja fik ikke et Ord over sine stjælvende tceber. Fslel»
ferne truede med at overvcelde hende. Hun kastede sig til sin Fars
Vryst, og mens Taarerne trillede ned over Kinderne, hulkede hun bare:
— vapa ....
Men hvad mere Svar behsvedes?
Den gamle Greve strsg kjcrrtegnende sin Haand over Datte»
rens Hode.
— Den største Overraskelse blev nok alligevel min idag, sagde
han. Heldigvis horer den til de glædelige. Vliv lykkelig mit Varn,
og Gud velsigne dig!
Sonja kom sent op paa sit værelse den Aften, trøst efter Dagens
mange Anstrengelser. Alle hendes Folelser var endnu i sterkt Opror
efter Dagens store Begivenhed. Hendes Sind havde været som den
stille, rolige Sjs der nu pludselig var blevet rsrt op i sin dybeste
Grund. Hendes Hjerte bankede sterkt; hendes Kinder var hede.
Og hun kjendte endnu det sidste Kys brænde paa sine lceber, Kurt
havde listet sig efter hende og rovet den straks udenfor hendes Dsr.
— Vi vil modes i vore Drsmme, havde han hvisket ind i hendes
Ore, da hun rev sig los af hans sterke Favntag.
Hvor underligt! — Det hele var som en Drsm! Forvirret
stansede hun midt paa Gulvet og trykkede Haanden mod de ban
kende Tindinger.
De sidste Timer ved den muntre, stolende Souper havde kostet
hende stor Anstrcengelse og megen Selvbeherskelse, Faren og Kurt
var kommet overens om, at Forlovelsen ikke skulde offentliggjøres
deu Dag ; de maatte derfor alle tre iagttage den største Forsigtighed,
vansteligst faldt dette for Sonja, helt optaget af sine overvandende
Fslelser maatte hun spille den opmerksomme og interesserte vertinde
for alle disse mere eller mindre fremmede Gjester, som nu mindre
end nogensinde interesserte hende.
Endnn susede Selstabslarmen med sin monotone Vrusen i hendes
Ore; endnn havde hun ikke faat ct Minuts Ro til at samle og
ordne alle disse nye, mægtige Indtryk som stormede ind paa hende.
Da hun, trcet og opgivet, kom hen til Sengen, kastede hun sig uden
at klæde sig af paa den.
Melodisk og blsdt, harmonerende med det rosenrode Skjær der
faldt gjennem Lampens Silkestjærm, lod Kurts sidste Ord: vi modes
— vi mødes i Dromme ....
Efter en tung Søvn vaagnede Sonja pludselig ved at nogen
rorte ved hendes Haand. Gardinerne var trukue tæt for vinduet,
saa det var dunkelt i værelset, men Sonja saa dog, at det var
Marie, den franske Kammerjomfru, som bøiede sig ned over hende.
— Undskyld, kjære Frsken, at jeg vækker Dem. De kan jo saa vel
trcenge til at sove efter Selstabet igaar; men Greven har sendt
Jakob op med den Vestes, at han saa snart som muligt vil tale
med Frskenen i den blia Salon.
Sonja gned ivrig sine Gine.
— papa ja Vapa — hvor mange er Klokken?
— Aa, den er bare halv ti.
— Vare siger du, Marie! At jeg har kunnet sove saa længe!
Det er jo skrækkeligt!
Og med et Sprang var hun ude af Sengen.
— Men hvad er det, Marie? Er noget paa fordi? Der er
vel aldrig hcendt noget leit?
— Aa nei, det kan jeg da aldrig tro, svarte Marie trohjertig.
Greven og toitnanten har allerede været ude og redet en hel Time,
og Frokosten stnlde være fcerdig Klokken ti.
(Forts.)
1111.
Fydpaa.
-5
273
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
