Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 28. Lørdag 9. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
„Traviata". Forresten har hun optraadt i en Masse Roller,
og som Bevis paa hendes popularitet kan anfores, at
hun i 3obet af Aar alene i Norge, Sverige og Fin
land gav 700 Aonserter.
Lfter at ha giftet sig med kgl. Fulden. Magelssen
har hun været bosat her i Byen, hvor hun virker som
sanglærerinde baade privat og ved vort Musikkonserva
torium. Hun er stattet som en energist og sjelden dygtig
3crrerinde, der har en egen Lvne til at ta sig af sine
Elever, og ofte hjælper hun dem ved sine mange uden
landske Bekendtskaber.
er blev ikte brugt mange Minuter til sonjas Toilet den
Morgen. Den unge pige var ikke rigtig rolig tilsinds;
der maatte ligge noget rart under. Hvorfor skulde ve!
papa ellers sendt Vud efter heude — han pleiede al
drig at gjøre det.
Vlussende varm af Hastverket og Uroen kom hun
ned i salonen. Faren stod henne ved det ene vindu
fordybet i Tanker, og trommede nervsst paa Ruden.
Gaardsdagens vakre solskin var forandret til Regn. Ve store,
vakre Trcer ude paa Terassen stod hyllet i Taage, og ned ad Ru
derne trillede tunge Regndraaber. sonja havde itke givet sig Tid
til at kige ud mellem Gardinerne, og nu slog pludselig den uven
tede Graaveirsstemning imod hende som et ondt Tegn.
At lys og skygge kunde stifte saa snart!
Greven hørte ikke at hun kom. Først da hun lagde sin Haand
paa hans skulder med et — god Morgen, kjcrre papa; der er vel
ikke hcrndt noget — noget ondt? — vendte han sig om.
— Noget ondt; aa nei — det er ikke saa farligt, vil vi haabe.
Onkel Aksel er pludselig bleven syg, og seg maa straks reise til
ham. Men det er for tidngt at ængste sig; vi maa først saa
høre mere.
— Aa saa trist, udbrsd sonja bedrsvet; hvor — naar —
hvem har sagt det?
— se her; jeg sik dette Telegram tidlig imorges.
Han rakte et sammenkrsllet papir, som han holdt i Haanden,
henimod sonja; men da hun ivrig greb efter det, trak han det
skyndsomt tilbage, som om han pludselig havde besindet sig,
— Hvad — faar jeg ikte se det? — udbrsd sonja. V u skjuler
noget for mig Papa. Jeg beder dig, sig mig det! Er det meget
farligt? Lr han død?
Greven stod nogle Minuter stille med sammenpressede Læber
og saa msrkt ned for sig. saa lsftede han Hodet og saa ind i
sonjas urolige, speidende Dine.
— Nei, han er ikke død; du misforstaar mig. Kanste der
ingen Grund er til Frygt. Men — sonja — hvorfor skulde jeg
ikke sige dig alt; jeg vil dele alt med dig, baade Glaeoe og sorg.
Du er jo ikke lamgere noget Varn.
Han rakte hende Telegrammet. Hun famlede lcrnge forinden
hun fik aabnet det; hendes Hænder skjalv sterkt.
Grev stjarne pludselig syg. Gnsker se sin Vror.
Kathe Ventson.
Vet var afsendt fra Wiesbaden.
— Wiesbaden? — sagde hun og saa op; jeg troede Vnkel
var paa lindestorv.
— Ja det troede ogsaa jeg. Men det er nu ikke saa underligt.
Vu ved jo, hvor pludselig og uventet hans Reiselyst kan vaagne.
Men saa — pludselig for en ny Tanke gjennem hende, dette
Kvindenavn, fom hun aldrig havde kjendt eller hørt ncevne!
— Kathe Ventson? — hviskede hun.
Rampen om Rjsrlighed.
Af Johan Nordling.
Autorisert Oversættelse.
Honja
eller
(Fortsættelse).
Eftertryk forbydc5.
S. v.
URD
— Ja, sagde Greven dystert, og hans Vlik blev uroligt; det
er dette som mest oprsrer mig. — Hun – hun — og netop
nu — —
I dette Gieblik hsrtes Skridt i Sideværelset, og straks derpaa
kom Jakobs korrekte Skikkelse iført Kncebenklær, lange, hvide Silke
stroinper og morkeblaa, gallonert Frak tilsyne i Dsraabiiingen.
— Hr. Greve og Frsken Sonja — Frokosten er servert.
— Det er godt Jakob. Grev Stjarne vinkede nervsst. vi
kommer — vi kommer straks.
— Men Ollpa, kjære, gode vapa, raabte Sonja og kastede sig
om hans Hals, saa snart Hovmesteren var førsvundet, vcer naadig,
vcer barmhjertig mod dig selv — og mod mig — lad mig dele
dine Bekymringer, jeg fordrer det — jeg har Ret til det — horer
du — alle, alle.
Greven ststtede hende.
— Vu er saa opskrcemt nu, og vi kan umuligt lade vore
Gjcester vente længere. Hvad maa de tænke? De har allerede ventet
loengere end hsfligt er. — Gaa op paa dit værelse; jeg stal und
stylde dig, sige, du er upasselig, treenger til at hvile. Saa snart
det kan lade sig gjore uden at vcrtke for megen Vpmerksomhed, stal
jeg sende Kurt op til dig, og jeg stal selv komme ester saa snart
det er mig muligt. — vcer rolig — vcer rolig — min egen, kjære
Sonja, alt vil nok med Guds Hjælp blive godt igjen. Jeg stal
fortælle dig det du bor og maa faa vide.
Han kyssede hende smt og vendte sig for at gaa.
— Nåar reiser du? — raabte Sonja stjælvende.
— Med Hurtigtoget iaften.
— Jeg folger dig; du maa tage mig med; jeg lader dig ikke
reise alene.
— Aa nei, aa nei, sagde Greven bedrovet og rystede paa sit
gråa Hode, idet han gik ud.
Men han saa ikke hvorledes Sonja sank paa Knce i Karnappet,
mens hede, bitre Taarer strsmmede ned ad hendes Kinder . . .
I den regnfulde vaaraften fyldtes atter den lille Oerron ved
Jernbanestationen lidt ester lidt med reiseude. Det var de samme
som Dagen forud muntre og glade var komne i straalende Solskin.
Det var de samme, og dog ikke de samme. De lyse, elegante
Toiletter var byttet med morke Regnkaaber og Gummikapper, og
de glade Ansigter havde pligtstyldigst paataget sig et bedrsvet
Udseende.
Det straalende 5 cnnvcer, som skulde have fortsat en hel Uge,
var pludselig blevet afbrudt.
Grevcn havde maattet meddele sine Gjcester, at Vrorens
pludselige Sygdom tvang ham til at afreise straks; han beklaged
meget at han maatte være saa uhsflig at forlade dem; men Stjcir»
neholm stod til deres Disposition saa Icenge de snstede at blive der.
Dg han haabede, at det snart skulde blive ham muligt at vende
tilbage.
Naturligvis havde ingen tyst til at blive paa Godset, nåar
verten og den unge vertinde reiste.
For Sonja havde — hvorledes det nu var gaat til — opnaaet
at faa Farens Tilladelse til at folge med.
Efter de rystende Efterretninger hun havde faat, vilde hun
mindre end nogensinde lade ham reise alene ned til den syge
Gnkel og — og — — til den anden . . . .
Togene krydsede ved denne Station.
De fleste af Gjcesterne drog nordover hjem til Hovedstaden,
Vlandt disse var ogsaa Kurt Straale, der nu saa pludselig maatte
stilles fra sin Forlovede, llt blive alene, uden hende, paa Stjarne»
holm — det vilde være altfor trist; og saa besluttede han sig til
at benytte Tiden under Grevens og Sonjas Fravcer til at ordne
adstillige Forretninger i Stockholm.
f»aa veien til Stationen havde de, beskyttet af den opslaaede
landauer, givet hinanden det sidste lange Afskedskys og førsikringer
om, at i sine Tanker og Drsmme stulde de være hos hinanden,
selv sm Hav og Land for en Tid stilte dem ao. Hver Dag, ja
hver eneste Dag stulde de skrive til hinanden; det stulde nu ikke
slaa feil, om saa Himmel og Jord gik tilgrunde.
Deres sidste Haandtryk var saa krampagtig, og deres unge
Kjærlighed overdrev saaledes med gjensidige Forsikringer og omme
Kjælenavne, at den gamle, alvorlige Far maatte smile trods sine
Bekymringer; thi gamle, længst forglemte Minder dukkede atter
frem ogsaa for den gamle Greves Sjæl.
Men her ude paa verronen, i Trcengselen, hvor alle Gjcesterne
omringede dem for at sige Farvel og udtale sin Beklagelse, her
maatte de være førsigtige, vise sig rolige og ligegyldige, som Kon>
veniensen fordrede. Endnu var jo deres Forlovelse en Hemmelighed,
som kun faa kjendte.
Det nordgaaende Tog forlod først Stationen, og Kurt bolede
sig langt ud af Kupevinduet for at opfange det Afstedsblik Sonja
sendte ham. Saa førsvandt den raslende Vognrcrkte.
Greven og Konduktoren skyndte paa hende, og fulgt af sin
Kammerjomfru steg hun ind i en første Klasses sovevogn, der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
