Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 28. Lørdag 9. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Onkelens statelige Eiendom, ,. .. derborte spiste
de vistnok til Middag nu.
Men du store min, der kom jo Vob luffende nedover
Markerne, . . . „den deilige Bob", lillemors bedste ven
blandt Dyrene, var en stor, sort Newfoundlænder, ... nu
sik hun Følge, Bob sa aldrig nei til en Tur.
„Bob—Bob! kom her Bob, du stal faa en Aage!"
Bortigjennem det hoie, tcette Gres nogle lange, bol
gende Bevægelser, et „Vof" i dybeste Bastone, og Bobs
store labber var helt paa lillemors skuldre, og dens
sorte Tnude nermet sig i betenkelig Grad hendes rode
Mund.
„Fy Bob — fy! ver snil Gut og ikke flikke, ellers
faar du aldeles ikke Aage", og hun holdt Haanden med
ben fristende lekkerbisken hoit op i luften.
Bob satte sig pent ned og hang med Grene, og den
trak snart paa det ene Gienbryn og snart paa det andet
og saa gruelig tankefuld og andegtig ud.
„Aa du er nu deilig Bob!" og lillemor flog sine
Arme om Halsen paa den, og de to i Forening opforte
trods Tol og Hede en lystig Dans.
Taa sik Bob den store Belsnning, og den lusket saa
pent afgaarde bag Allemor snusende og dultende til Aur«
ven, der rummet saa meget lokkende ....
Hvor var det vel kjolende svalt deroppe i Tkoven,
< . . saa stille, saa stille, og luften var fyldt af Duft ifra
Gran og fra Birk og fra lyng.
Gg se hvor det blaanet af Ber bortover Haugerne,
. . . og Tyttebærene var nesten rode nok, og der . . .
<ia se! der stod linneaens rodhvide Alokker og nikket saa
stjere og sine!
Her, netop her vilde hun hvile og spise Ber, saa
mange hun bare orket ... og en nydelig linneakrans
vilde hun binde, ... her var udenerket, thi veien gjorde
en sterk Tving, og naar hun passet godt paa, kunde hun
rigtig overraste de to kommende, ... det skulde blive Moro.
Gg hun spiste sig met, og hun fandt sig en plads,
hvor det sterkt straanende Bakkeheld, kledt med blsdeste
lyngbund, var som den deiligste lamestol.
Hun satte sig ned med Fanget fuldt af linneaens
lange krybende Ttengler, < . . Blomst fsiet sig til Blomst
og Blad til Blad, ... og hun loftet sit Arbeid og saa
paa det og trykket det dovent mod sin Nese og drak de
sarte Aalkes sode Mandelduft, ... og Tankerne lob langt
op i Hoiderne, helt op, hvor luften er let, og Tynet vidt,
... og hvor der kom to . . . to . . .
Haanden faldt tungt ned i Tkjodet, . . . hun var saa
tret, saa tret af Varmen og den lange, lange Vei . . .
og Hvilepladsen var saa fristende myg, ... 0g. ... sur
sur . . sur, . . . esch for en utidig Flue!
lillemor lenet sig tret mod Bakken, og Gienlaagene
faldt nedover Gine, der intet saa af ru Granstammer og
lyse Birke, . . . livet aabnet sig udad i uendelige Tkjon-
heder, og hun Horte en dyb, fuldtonende Ttemme, som
tolket alt det deilige, der laa for hendes Blik, ... og
hun og en til vandret frem gjennem alt dette smukke, som
samlet sig om dem til et straalende lysstjer.
lillemors store Dag.
et var da felt til varme, og saa sent, som det gik.
lillemor hang tungt paa Gjerdet rundt Gnkel
Aapteinens Gaard, og hendes Blik søgte for
tvivlet opad mod 5koven der langt, langt oppe
i lien, aa saa langt! ... Ginene gled over
Af Marie Wiese.
URD
livets Deilighed, . . . fagre Ord hvis Gjenklang blev et
sollyst Tmil rundt en rod pigemund, . . . hun Horte . . .
mod lyngen.
Bob pusted og pusted ... og svcelget og svelget
. . . og flikket sig om Munden; ... det sorte Hoved
hvilte paa lillemors Ane, og de kloge, morke Gine saa
saa opmerksomt paa hendes Ansigt, som vilde de tolke
Bobs ganske private Mening, ... sov lillemor, sov trygt.
du har en trofast vogter!
Nei for nogen utidige Fluer ! at de ikke kan lade en
ifred, naar en maa vere stille!
Tur-sur-sur, aa de danset saa fortærende lokkende lige
for Nesen, . . . Bob gren og glefsede efter dem og viftet
med Halen, men ganske førsigtig, ... thi lillemor sov
med dybe, regelmæssige Aandedrag.
hurtig kom to solbrendte Mend nedover Bakkerne . . .
Huen paa Nakken, Trsien aaben, hed og spenstig i livets
Araft, . . .flig kom de stadig nedover.
Netop der i dybe Tkoven, hvor veien gjorde en
Tving, og hvor alt var Tvalhed og Fred, standset de to
lenkebundne af det Tyn, som pludselig aabnet sig for
deres Blik.
grsnne, og den kastet sitrende Ttraaler gjennem Trernes
Hvelv og stammet i skjelvende pragt nedover en gulrsd
Ajole og spillet i sorte, blanke Haar, . . . og halvt vendt
mod dem kranset af lyngens fine gronne smilte det ssdeste
pigeansigt.
Bobs Gren havde et Gieblik veret i sterk Beve-
gelse, og dens tindrende Gine var spendt rettet mod de
to i Tvingen, . . . men Halens logren tydet paa, at den
nok kjendte dem, . . . Bob kunde ta det med Ro.
De saa, og de saa, rent fanget af Tituationens Trylleri;
den høieste af de to Mcrnd tog et raskt Tkridt fremad.
men standsedes af den anden, hvis hele Tkikkelse stalv i
undertrykt Bevegelse.
Han syntes, han maatte storme frem og slide til sig
den sovende Avinde, . . . rove hende i et Teiersstrig, thi
hun lo jo mod ham! . . . Men op fra Dybet af hans
Tjel smog der sig noget dempet, . . . blsdt og sint som
det var, bandt det hans jagende Blod og fyldte ham med
en vemodsfuld Gmhed ... der scenket sig Dug over hans
Gine, og han bøiet sit Hoved, . . . aa, knele ned her i
Ttovet og hulke i Bon mod hende, den lyse og rene!
Taa reiste han sig rank, og hans Blik straalte i rigeste
varme, han greb vennen haardt i Armen og hvisket mod
ham: „Harry — maa jeg — tor jeg førstyrre hendes Fred?"
rige Hjerte . . og — og min velsignelse har du", . . .
Harry hakket saa besynderlig paa Ordene.
Gg lillemor vaagnet af to varme leber paa sin
Mund, og en sterk Haand loftet hendes Hoved, og hun
saa ind i to brune, dybe Gine, der glimret i fugtig Glans.
telse af hendes Drsm, thi hun blev ikke det bitterste bange.
hun var vaagen, for sikkert gjorde hun det, hun allermindst
agtet at gjore, . . tenk bare, hun flog sine Arme fast om
Halsen paa den stemme Mand og skjulte Ansigtet tet, tet
indtil hans Bryst, . . og ikke et eneste Ord sa hun ,
tenk, hun stjendte ikke paa den frekke!
mig?"
Gg lillemor Horte den dybe Ttemme tale Ord om
lillemors Hoved gled tilside, . . . faldt helt bagover
Ttille og varmt.
Ln, to, . . . en, to, ... i taktfast Marsck, let og
Tolen havde fundet sig et Tmuthul mellem alt det
,/)a gjor det Gut, . . . lillemor har en Avindes
Men . . . dette maatte vistnok vere en ren Fortset-
dog blev hun vist saa inderlig skamfuld, da hun stjønte.
„lillemor! — min lillemor! — vil du ikke se paa
285
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
