Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 23. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300
omhyggelig Aeiseren var med sin person, saa ligegyldig
var han med sine Alæder. Nåar han strev, pleiede han
at aftsrre pennen paa de hvide Venklcrder og havde den
Vane at kradse sig paa de hvide Ttrsmper med sineTko
hcele. Hans Tkrædder leverede hvert Aar H8 par nye
Venklæder, som stulde vare i 3 Aar, men der var attid
Deficit i denne Vel af Garderoben. Til Ridning benyt»
tede han Vukser af hvid Tricot, og Ridestovlerne vare
forede med Maroquin eller Tilkeplyds for ikke at spolere
Ttrsmperne.
Af Aaarder havde Napoleon ikke mange, men de
var meget smukke og kostbare (5700 Frcs,). Den, han
brugte ved Austerlitz og siden altid bar, sindes nu i In
validedomen i paris.
Nåar Aeiseren efter endt Toilette forlod de indre
Gemakker, rakte første Aammertjener ham hans bekjendte
Hat, af sort Aastor uden Galoner kun med en trefarvet
Aokarde. Tkjsndt denne Hovedbedcekning var stor og
übekvem, især i Regnveir, naar den blev vaad og rent
mistede Faconen, saa Gpslagene faldt nedover Ansigtet,
nærede Napoleon en afgjort Forkjærlighed for denne Hat,
som var noget saa eget for ham, og som Hvermand
kjendte. Til civilt Antrcek, som han kun benyttede, naar
han en sjelden Gang stulde være incognito, bar han
almindelig rund Hat. I Tuilerierne havde han sin
petit chapeau altid HOS sig, enten paa Hovedet eller i
Haanden. Naar han var opbragt, brugte han at kaste
den i Gulvet og sparke den foran sig. Tamme Medfart
sik under disse Vmstændigheder ogsaa hans Uhr, naar
han havde noget saadant, hvilket dog var sjeldent.
Tit Uhr behandlede han ogsaa ellers meget stjødeslost;
ofte glemte han under Afklædningen at tage det ud af
Vestelommen, og det maatte stadig repareres.
Til det fuldstændige Toilette Horte et med Eau de
cologne vcedet kommetsrklæde, en Torgent og en Von
bonniere fyldt med Anis- og 3akritspostiller.
Tobak rogte Napoleon ikke. Alle de smukke tyrkiste
piber, han havde bragt med fra Egypten, hang altid
urorte. Derimod brugte han en Mængde Tnus; ikke saa
at forståa, at han snusede saa ofte eller meget, thi stjøndt
han altid tog store friser, kom dog den mindste Del deraf
hans Næse tilgode, idet han lod Ttsrsteparten falde igjen;
ofte forte han bare Tnusdaasen op til Næsen og lug
tede til den.
penge havde han aldrig paa sig. Naar han gik
ud og vilde bruge penge, henvendte han sig til sin Ad
jutant eller en tjenstgjørende Aammerherre. I en Tkrive
bordsstuffe i de indre Gemakker fandtes altid smaa Ruller
med Guld, som han brugte til mindre Forceringer.
Dreiede det sig om større Tummer, saa gav han Ved
kommende Anvisning paa skatmesteren eller sin privat
sekretær.
Tine privataudienser gav Napoleon ståande foran
Aaminen og med Hælen stadig dunkende mod denne,
medens hans gjennemtrcrngende Vlik hele Tiden hvilede
paa Ansogeren, som altid sik tale helt ud. Derpaa kom
han gjerne med nogle korte Tpsrgsmaal, som for
Damer mangengang kunde være übehagelige; enkelte tog
det meget ilde op og gav heftige Tvar, hvorover han
gjerne morede sig, men det hcendte sjelden, at nogen
Dame gik fra en saadan Audiens uden at have opnaaet,
hvad hun bad om, og ret venlig stemt mod den naadige
Giver.
Anmodninger om pengehjælp imødekom han meget
langt, og ydede Hjælpen enten som Gave eller undertiden
som 3aan, der stulde indbetales til Generalintendanten.
Dette kom dog ud paa det samme, thi den keiserlige Are-
URV
ditor meldte sig aldrig. Gfte laa der gjemt Banknoter
i de Forceringer, han gav.
Han likte ikke, at man takkede ham, og rakte aldrig
nogen Haanden. Det under Vourbonerne brugelige Hacmd
kys fandt han fornedrende.
Al. stulde Audiensen egentlig være tilende, thi
delte var den officielle Frokosttid.
I Almindelighed drog Modtagelserne dog gjerne ud
til Al. og imidlertid stod det lille runde Vord med
Aciserens Frokost hensat i et Hjsrne af Forværelset, og
Rcttcrne holdtes varme ved at stilles i Fade med varmt
Vand. Naar Aeiseren var fcrrdig til at spise, blev Vordet
flyttet hen paa sin Plads i salonen.
Frokosten var ganste enkel, bestod gjerne af en Tuppe,
to Ajodretter, to buddinger, to Torter Dessert, en Aop
Aaffe, Vrsd og Flaske Thambertin. Napoleon spiste
dog aldrig af alle disse Retter. Han lettede paa Taagene,
og hvad han ikke vilde have blev straks fjernet. Hans
Maade at spise paa var ikke meget stilfuld; han spiste
overmaade hurtig — paa en ? a 8 Minutter var det
ekspederet — og satte Flekker baade paa Dug og Alæder.
Hons i alle Faconer var hans Hndlingsret; raastegt Ajsd
kunde han ikke spise, men tog altid de bruneste stykker.
Vsnner med Tkjelmerne paa likte han godt, men spiste
dem ikke, af Frygt for de lange siberagtige Traade, som
mindede ham om Haar, og bare Tanken paa et Haar i
Maden kunde aldeles betage ham Appetitten. Af Vin
drak han bare Thambertin, aldrig mere end Flaste,
og som oftest blandet med Vand. Nogen Vinkjelder
havde han hverken i Tuilerierne eller paa noget andet
af sine Tlotte.
Med Undtagelse af Tiden mellem det andet Gifter
maal og Tonnens Fsdsel spiste Napoleon altid sin Fro»
kost alene. Men hver Dag maatte den lille Aonge af
Rom bringes ind ved Frokosten. Han satte da Varnet
paa sit Tkjsd, lod ham smage paa Vinen og Deserten,
spsgte med ham, saa baade Fader og Varn lo af fuld
Hals, men det var ogsaa kun da, at den alvorlige Aeiser
kunde le. Undertiden indfandt ogsaa Aeiserinden sig ved
denne huslige Frokostscene.
Ttraks efter Frokosten trak han sig igjen tilbage til
de indre Gemakker. Men forend han begav sig til sit
Arbeidskabinet, aflagde han undertiden et kort Besog hos
Aeiserinden, hvilket hos Marie 3ouise som oftest ind
strcenkede sig til et par Ord, idet han straks slog sig ned
i en Tofa, hvor han snart sovnede.
Aeiserens Arbeidskabinet var et ganste enkelt msb
leret Rum med et Vindu i det ene Hiorne, ved hvilket
Tekretæren havde sin plads. Naar Napoleon traadte
ind, satte han sig gjerne først en Ttund i Tofaen og
gjennemsaa sine Vrevstabcr, hvorefter han begyndte en
Vandring paa kryds og tvers gjennem Værelset medens
han dikterede. Jo mere han trcengte ind i sit Thema,
jo ilsommere blev skridtene og jo hurtigere faldt hans
Grd. Gm Tekretærens pen kunde folge med, spurgte
han ikke efter, men forlangte heller ikke nogen ordret Gjen»
givelse af sit Diktat. Tekretæren mærkede sig kun de mest
karakteristiske Udtryk og pointerne, hvorpaa han senere
gjengav det i førstaaelig Form. Naar kun Tanken var
klart udtrykt, brod Napoleon sig ikke om enten Udtrykkene
stammede fra ham selv eller fra Tekretæren. Det var kun
Alarhed og Greihed han forlangte, og disse Egenskaber
besad i allerhøieste Grad de Aktstykker, der udgik fra hans
Arbeidskabinet.
Det er ofte sagt, at Napoleon selv intet strev und
tagen sit Navn; men allerede det at førsyne den Masse
papirer, som daglig forelagdes ham, medAnderskrift var
et ikke übetydeligt Arbeide. Han havde inden Haandse«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
