Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 23. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjort fiere forgjæves Forssg; ikke spor af Fremgang, ikke det mindste
Haab. Vg Mor som sad der hjemme og ventede I skulde han gaa
hjem? Nei, han vsvede det ikke, vilde det ikke, saalcrnge der endnu
fandtes Haab, saalænge endnu ikke alt var førsagt.
Han gik ind paa en tarvelig Restaurant og bestilte sig en portion.
Ikke fordi han var sulten; men fordi det skulde saa være.
Mens han sad og strcrvede med at faa Maden ned, havde han
god Tid til Eftertanke. Hvor grusomt var han ikte blevet revet ud
af sine straalende Vrsmme! Hvor lidet dog virkeligheden svarede
til de Forestillinger han havde gjort sig! Vet var ikke vaa langt
nær saa behagelig at være Forfatter, som han havde tænkt. Især
en flig stakkars liden ukjendt Forfatter som han var. Aa, havde
han bare selv de nødvendige Penge til at lade Vigtet trykke, saa
skulde han sandelig ikke rende omkring fra Hus til Hus som en
anden Tigger og lade sig ydenyge og trampe vaa af disse Vigtigperer,
disse Forliggere. Men venge! Vengel Hvor skulde han tage dem
fra? Hans lille Gage gik med til hans og Morens Underhold.
var han kanske ingen Vigter? var hans vers virkelig saa
daarlige at de ikke fortjente at trykkes? Men ikke en eneste en af
dem han havde bessgt, havde lcest hans Vpus igjennem l
Ven Tanke opmuntrede ham lidt. Ve havde ikke læst det, det
var sagen. Hvorledes kunde de saadømme? Traf han blot nogen
som vilde lcrse hans vers, saa skulde det nok blive anderledes!
Va han havde sluttet sin tarvelige Middag, begav hcm sig ud
paa samme Jagt igjen. f>aa mange Vore bankede han forgjæves,
i mangen Klokkestreng drog han til ingen Nytte; man var ikke hjmme,
man tog ikke imod, han fik komme igjen. Eller ogsaa lsd det: voesi,
Idyl? Umuligt, min unge ven, umuligt!
Men langt om Icrnge, da det alt led paa Kvcrlden, da Gaslyg
terne forlcrngst var tændte, og Folkelivet i sidegaderne begyndte at
stilne af, mens det værkede i hans Hode og Fadderne snublede over
hver liden Issvul, kom han til en gammel, snil Forlcrgger i Nær«
heden af Upplandsgatcm. Han stod ikke en Gang ncrvnt i Kalenderen,
og Gud maa vide hvorledes han havde faat opsnuset hans Adresse.
At det ikke var nogen Forlcrgger comme il faut, det kunde man
straks se paa det lille, skjeve, umalede Trcrhus hvor han boede, og
paa den gamle Trcrtrappe som knagede og jamrede for hvert skridt
han tog — akkurat som der hjemme, og paa Gangen ovenpaa, hvor
det var saa msrkt som i en scek, og hvor han maatte famle baade
vel og længe forinden han fandt Vsren og taasen.
Gg Gamlingen selv, som sad indenfor ved sit skrivebord med
en stor grsn skjærm over tampen og en dito over Ginene, han saa
ud til hsilig at trcrnge et var indbringende Forlagsartikler.
slig som tager velsignede ham i Tankerne, da han gik den
lange Vei hjem! Han havde ikke vendt ham Ryggen, ikke leet
af ham, ikke snakket om hans vers som udueligt skrab, men lovet
at lcrse dem igjennem og give ham svar imorgen ved samme Tid.
Va tager næste Morgen kom paa Kontoret, msdte han Prin»
cipalen i Gangen.
— var Ve syg igaar?
— Nei — det var jeg ikke, stammede tager forlegen.
— saa — aa, hvorfor var Ve da ikke her? . . . Hva ba?
Intet svar; lager bare rodenede og saa ned.
— Vet er første Gang Ve giver mig Grund til Misnsie; lad
det ikke ste en Gang til!
302
Hvor Timerne krab langsomt afsted den Vag. Aldrig syntes
tager viserne paa den gamle Klokke havde bevcrget sig saa lang
somt, aldrig havde han fundet den evindelige skrivning saa forfcer
delig ensformig, saa intetsigende og aandsfortcrrende. Kameraterne
kastede spørgende, næsvise Vlikke hen til Kam, som om de havde
Ret til at krcrve ham til Reanstab for hans Gjsren og taden. Vare
han loftede Ginene fra sit Arbeide — vendte et halvt Vusin Hoder
sig hurtig bort og dukkede ned mellem Vsgerne; det var klart at de
havde været paa spionen, det crrgrede ham. Tilslut blev han saa
forarget at han maatte gaa ud paa Gaardspladsen og kjole sin
vrede i Snedriverne.
Endelig blev der slut ogsaa paa denne Vag, og tager styrtede
afsted fra Kontoret og glemte at torre vennen af og slukke Gas
flammen.
Vet var langt til Upplandsgatcm, og Fortougene meget glatte.
Han var baade anpusten og sved da han kom frem, og stansede derfor
lidt for at puste ud.
Ftuffede Forhaabninger.
VII.
URV
Va han bankede v2a, blev Varen aabnet af en gammel Kone,
som gik og ordnede i værelset. Ingen andre var at se derinde.
— Er ikke Hr. s?undin hjemme?
— Herren er gaat ud for en stund siden, men jeg skulde give
Vem dette, og hun gav ham en liden førseglet Villet og hans eget
Manuskript. saa slog hun Voren igjen, og lager stod alene tilbage
i Msrket.
Hvorledes han kom ned af Trappen, vidste han ikke; men ned
kom han dog, skjsnt Knærne skjalv og alt gik rundt for ham.
Udenfor stod en Gaslygte, tager ststtede sig mod stolpen, rev
Villetten op og lceste med nogen vanskelighed i det usikre tys:
Hr. H. tager!
Jeg har gjennemlæst Veres Manufiript, som Ve snskede, og
beklager virkelig, at jeg maa give Vem et Afslag. Ve mangler
vistnok ikke — efter min Mening — Talent, men man merker altfor
meget til Vegynderen, og det vilde sikkerlig ikke lønne sig at
trykke det.
Med megen Agtelse
Vette var nu saa klart, at det neppe kunde misforstaaes, og
han misforstod det heller ikke. Han havde tygtestolpen at holde
sig til, ellers var han faldt saa lang han var, for han kjendte at
alt Vlodet steg ham til Hodet.
Hvis det ikke havde blæst saa koldt, var han nok blevet ftaa
ende længere ; men nu begyndte det ogsaa at sne, og da den kolde
sne fog ham lige i Ginene, lagde sig tcrt og tung paa Hattebremmen
og trcrngte ned mellem Hatten og Kraven, begyndte han langsomt
at gaa hjemover..
saa vandrede han Gade efter Gade, med scrnket Hode, Kraven
opslaat og Hænderne i lommen. Han gik uden Tanke, som i
en Rus. viljelas, flap som en Maskine. Han merkede at han pas
serte Gustaf Adolfs Torv, saa Gafkandelabrene omkring statuen
lyse gjennem snefoget, vadede gjennem sneen over Norrbro og
skeppsbroen — hjemover.
Fru lager sad med sin ssm og ventede urolig. Moderhjertet
bankede, og Arbeidet gik trcegt.
straks hun hørte Henriks langsomme skridt i Trappen, førstod
hun sieblikkelig alt.
skal vi lade dem græde ud sammen alene? — for de græd
begge to, græd i hinandens Arme som Vsrn. Ve græd over sine
skuffede Forhaabninger, sine Vrsmme og lyse Udsigter, som saa
snart blev til intet.
Moren kunde ikke faa i sit Hode andet end at det var verden
som tog feil. Hun fslte sig forvisset om, at ssnnen havde Talent.
Ak, du naive Tro, hvorfor er du sterkere end sandheden.
Men Henrik hørte ikke mere paa det Gre, og da Moren nogle
Gange førsagte at opmuntre ham, rystede han bare vantro paa
Hodet.
Ve spiste til Aftens sammen, det vil sige, de sad ved hver sin
Ende af Vordet og tvang sig til at spise for at stjule sin sorg for
hinanden. Men det var for dem, som holdt de Gravel over sit dade
Haab, og da de reiste sig fra Vordet, kyssede Henrik Moren paa
vanden og gik lige ind paa sit værelse.
Va han havde tcrndt tys, fik han se Manuskriptet som Moren
havde lagt paa Vordet.
Han bladede i det, læste lidt her og lidt der, men kastede det
pludselig fra sig og satte sig tungt ned i tcrnestolen.
Ver sad han længe og drsmte med Albuerne paa Vordet og
Hodet begravet i Hænderne.
Med engang sprang han op, grebet af en Tanke, tændte Ma
nuskriptet ved lyset, aabnede Kakkelovnsdsren og kastede det derind.
Vet stammede op. Ve lost sammenheftede Ark gav luerne god
Næring. vapiret bøiede og vred sig, sortnede, men Flammen blus»
sede paa ny op og kastede en Regn af lette, dansende Gnister til alle
Kanter, saa faldt de sammen — der var kun en Hacmdfuld Aske.
Rosen i Haven! Vit Liv var kort! smilende Vrsmme, I er
forbi, lyse Timer, lyse Minder!
Men lige godt! Man kan vel leve uden at være Vigter, og
være lykkelig uden at være stor.
Gg dog han havde tænkt sig det saa skjsntl
En msrk, regnfuld Aften stansede sonja og hendes Far efter
en tre Vages forcert Reise paa Vanegaarden i Wiesbaden. Tiltrods
for det afskyelige veir, vrimlede det af Mennester paa vlatformen.
paa fremmed Jord
VIII.
K, sundin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
