Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 23. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
let var en maanelys, rimet Novembernat. Maanen
seilede halvfuld paastjcve der hsit oppe under Hvcelvet,
og Gadestenene var bedækket med et sint Tag kornet Sne. Hu
sene stod der saa stille og ufslsomme at se til, som Huse
altid ser ud ved Nattetider, og Havnen udover laa sort med
en sin liden glitrende Maanestribe over fra Gerne og helt
ind til Bryggene. Tydlsst, koldt, hsit til Himmels —et
og andet Anirk i Takkelagens paa en Skute, et og andet
sagte Skvulp af Sjsen mod en Bryggekant — den lille By
sov i den kolde, maanelyse stilhed.
— Da svingede der en liden tykfalden Mand om
Hjsrnet af strandgaden. Han gik med smaa Gammel
mandsstridt og holdt sin venstre lubne, lille Haand med
udspilede Fingre paa Maven ligesom for at holde den
varm. Hatten sad ham langt bag i Nakken, og han
var maaste lidt mere rodenusset, end han pleiede i fine
runde Ainder.
Vet var Mægler Korsvold, der gik hjem fra sin
Vostonaften hos Agent Tevorsen. Alokken kunde vel være
en to- tre ud paa Natten.
Det varede noget længe ikveld, tænkte Mægleren, jeg
faar gqa førsigtig i Gangdsren, saa Rasmine og Joakime
ikke horer mig. Han jabbede sortere.
Scmdcmt et fornydeligt Maanestin, som det var inat
— men — Mægleren strog sig nogle smaa førsigtige Tag
over Maven — den var for fed den Gaasen, Tise Tevorsen
trakterede med i Aften. God var den, det var ikke noget
at sige paa det, stjønt — Mægleren havde kjendt den
bedre hjemme — gid han havde en Dram. Den havde
været for fed — Mægleren rystede paa Hovedet og jepede
— bare han ikke sik lide for den fede Gaasen imorgen.
Men saadant et Maanestin, som det var ikveld! En
saa jo hver en Orik, hvor en vilde. Aa hvorlidet en
takkede Vorherre, f. Eks. for dette nydelige Veirl Og i
forrige Uge havde han tjent sire hundrede Aroner paa
ben Gaardhandelen, og idag havde han tjent Hundrede —
Hvor lidet en takkede for alle Velgjerninger!
HvadMægleren fandtpaa Gaden
Af Dikken.
URD
stakkar Skipper Tandvig med alle de Barn, tænkte
Mægleren videre. Nu skulde han snart ha en igjen, lod
det til, og saa havde han faat Sorg af den næstældste
Gutten ogsaa! Gud ste Tov og Tak, Barn har jeg da
aldrig havt noget med at gjore i Verden, tænkte Mægleren.
For er det ikke Evnerne, som er daarlige, saa er Helbreden
Skidt, og skulde baade Evner og Helbred være iorden, saa
er de dovne. Og er de flinke og snille og friste, saa pleier
de at do slige Unger — og saa har man den Sorgen!
Nei Gustelov, det var han da førstacmet f^rl
Men den Gaasen taften var for fed —
Mægleren var kommet op i Ovregaden, paa den
ene Side af Gaden var der et lidet Stykke, hvor der ingen
Huse var, blot en liden Heistraaning. Der var ligesom
lidt mortere end nede i Strandgaden, hvor Maanen stod
lige paa.
Mægleren jabbede fort opover, men stansede pludselig
op. Hvad var det for noget? Han syntes, han Horte
en Tyd!
Han stod stille — nei det var kanste ingenting.
Jovist, der var Tyden igjen! Det var ligesom, nei
Mægleren kunde ikke nsiagtig sige, hvad det lignede. Det
var vist en Rat, der streg. —
Nei det var ingen Rat, der Horte han Tyden igjen,
den kom fra Skyggen derborte ved Heien.
Han saa i Maanelyset, at der stod noget msrkt lige
ud i Gaden — kjære ialverden, det var jo en Aurv!
Hvem havde nu glemt denne store Aurven efter sig paa
Gaden her Nattetider. Det var en stor Hankekurv,
Mægleren lsftede lidt paa den.
Tung er den ogsaa —
Da kom der nedenfra Aurven en besynderlig Tyd,
Mægleren havde paa et hcengende Haar sluppet det alt
sammen. Det var jo akkurat den samme Tyd, han havde
hørt længere ned i Gaden.
Var det Aatunger, eller hvad var det?
Mægleren folte sig førsigtig for med Hacmden nede
i Aurven, men satte den saa pludselig fra sig, at den
holdt paa at falde overende.
„vorherre i sin milde Himmel, det er jo et Barn" sagde
Mægleren gcmste hoit ud i Nattens maaneklare Stilhed.
Dybt dernede mellem Tsrklæder og f)uder var han
kommet an i et bitte lidet blsdt Barneansigt.
Det er Skade, at det blot var Maanen der hin Nat
saa Mægler Oorsvolds Ansigtsudtryk ved dette uventede Fund.
Han saa sig komplet forvildet og hjælpelsst omkring:
„Et Barn — i Jesu Navn, det er jo et Barn."
Der steg et lidet Haab op i ham : Aanste han havde
tat Feil, at det ikke var et Barn alligevel. Han kikkede
saa godt han kunde under Taaget og folte sig igjen før
sigtig for og sik fat i en yrende liden Haand, der greb
om hans Finger.
„Ja saa Gud hjælpe mig er det et Barn", sagde
Mægleren atter ud i Tuften — „og lever gjor det ogsaa."
Hans første Indskydelse var at raabe „Halloi" eller
„Hvem der" eller sligt noget, han havde en utydelig Fs«
lelse af, at nogen maatte der jo være i Nærheden, naar
der her midt i Vvregaden Al. to—tre om Natten laa et
levende Barn i en Aurv.
Nei ikke et Tiv var at se !
Jo sandelig syntes han ikke det rorte sig noget borte
ved Skomager Isrgensens Hjsrne. Mægleren tog resolut
Aurven paa Armen, den lille gav idetsamme en kvcek«
kende Tyd fra sig.
„Naa, naa, naa", beroligede Mægleren og jabbede
saa fort Benene vilde bcere ham hen til Skomager Isr
gensens Hjsrne.
Nei, saa sandelig, om der var nogen der heller.
305
DfMz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
