Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 23. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjære Hedvig !
or Vage vi har!
vaaren lige paa sominernippet. —
En og flagren ude mellem Grenene paa
de hvidklcrdte, dryssende Moreltra:r; en vintsehymne,
et vintsekor uden lige under Himlens hoie Tempelhvcelv.
pak saminen det forteste du kan og kom hid! denne
vaarens deiligste Tid i vor Fjelddal maa du ikke miste.
— skynd dig for ALbletrcerne faar blomstret af.
Har du nogen Gang rigtig betragtet et blomstrende ALbletrce?
— Det er til at falde i Henrykkelse over.
Al hordens v.nde er kastet hen over det med dets jomfruelige
Vlomstcroragt, saci rsdenenoe skjair og lofterig.
vaarens übestemmelige toengsel er kommet i tuften. denne
Lcrngsel til — jeg ved ikte hvad, son, horer sammen med Lyden af
seljeflsiten og den übeskrivelig forventningsfulde Naturens Ro i
disse dens rige skabelsesdage
En skulde tro, at denne Længsel ene og alene var Ungdommen
forbeholdt, dens priviligerede scereie, — men nei du; den beviser
sig klarligen at henhsr– under viderekomne stadier ogsaa. —
vingerne lofter sig, sandelig, der mærkes ingen stivhed, og
ingen slitage paa dem heller, og inde fra Hjertets skjulte Regioner
lyder et kraftigt: „leg vil ud" Nei, nn maa jeg le. Mo
derne hoitravende, hvad? - Det b!ir nok ikke langt jeg rcekker ud,
og ikke vil jeg det heller, dertil er her jo altfor deiligt at være.
Forklar mig denne paradoks af en tcengsel, om du kan!
Naar du nu kommer, skal du altsaa hore paa de vingede skarers
store Konsert hver evige Morgen, og dernæst — saa drager vi paa
Tourns, det vil sige i omvendt Forstand, for her sidder Kunstnerne
pent hjemme, og publikum blir nodt til at farte om. — Men vi
staar os nbetinget paa det, thi jeg faar derved Anledning til at vise
dig noget af vort Lands stolteste Natur.
vore Kunstnere hører nemlig hjemme i den viden bersmte vest»
fjorddal. Og den giver os vel en Ramme til deres Tonemalerier,
netop den de maa og stal have for at komme til sin fulde Ret.
vi vil sætte Kunstnerne stcevne ved Dals Kirke i vestfjord»
dalen, som den ligger der under Gausta-Kolossens Vrystværn. —
Modsætningen vil slaa dig, Modscetningen mellem disse to Guds
Huse: Valetirken, det førsvindende lille verk af Mennestehaand, og
Fjeld-Vomen, Guds egen vceldige Vygning. hvor han selv har lagt
sten paa sten. — Og det uagtet selve Hoifjeldsmajestcrten, som
paa Afstand lod sig beundre i al sin uindskrænkede Herlighed, her
har trukket sig helt tilbage, saa hvad vi ser kun er dens nedre Ring
mur, hvor skovens Kjcemper har leiret sig paa Afsatserne.
Aldrig er dog Guds storhed storre, end naar han gjor en Ind
skrænkning i den. Vg vi ved det: Ikke er det mindste Hns med
Kirkenavn den almægtige Gud for lavt eller for ringe, vi ved
det, just derinde vil han saa gjerne lade sig finde af hver fattig,
modtagelig Menneskesjal for at gjore den rig ved Aandens pintsegave.
Og derfor drages vi ogsaa derind i Menighedens Forsamling
og stemmer i med naar Pintsesalmen lyder:
Men ogsaa ude i Naturens store Kirke er den almægtige Gud
05 nær, taler uafladelig til det opladte Sind; og ved du, — han
vil selv give os Ouverturen til vor Fjeldalskonsert.
Grsnhvid og stummende stryger Maaneelven under Kirkegaards
- dens Vrusen er vel en Ouverture prcegtig og koncis nok
instrumenteret af „de mange Vandes Lyd".
Men der kommer Kunstneren.
Du blir underlig tilsinds allerede ved Hans førsse Vuestrsg,
for han er en Kunstner vor Dale.Knut. — Vorte blir, hvad du
ellers gaar og steller og strcever med, andre Syner, scere Syner faar
du se. Til Skovens inderste Hsienloft, til alt det Liv som gjemmer
sig der kan han lulke op. for han er i pagt med vaaren selv, vor
Knut, og al Liernes filrende Vækkeprat kan han losne med Felen sin.
Fjeldbygdbrev.
„tad os da saalænge
fast ved lesum hcenge,
staa i Naadens Stand.
Alt vort Liv førstjonnes
i det gode gronnes
som et frugtbart Laud -
til vi naar
Guds Riges vaar,
paradisets Roser bryde
evig der os fryde".
pintse.
URD
Fra Sl iat til Slaat spriuger han, det gaar over lyngklædt Hei
i lir og vilde Fjeld og udpaa Stupet med. — Vet gaar over taaget
Moltemyr, langs Furuholt til blanke Fjeldvands Myter og under
lige Eventyr. — Og siden „og siden, du glemmer det vel aldrig".
Hau pleier gi’ os „Haugcslaatten" tilslut. — Og den har sin Hi
storie:
Knuts Oldefar drev ogsaa paa med Felespillet sent og tidlig,
var ellers Fcehandler. — Som han engang gik med sin Drift, sav
nede han en af sine bedste Okser Længe ledte han efter den men
forgjæves, og tilsidst blev han saa troet, at han sovnede, der han
satte sig ned.
Da ser han for sig en fager guldhaaret Kvinde og horer hende
synge: „Saa stal du spille paa Felen din, nær du kjem heimat te
Kjcrring og Vaan, Vrynjulf, siger hun; bortenfor Hougen gjeng
Stnten din".
Da han slog Oinene op, var hun borte, men Oksen stod bag
Hougen, som hun havde sagt.
Forst et halvt Aar efter sprang Slaatten pludselig frem under
hans Vuestrsg, og han tjendte den. Der var de Tonerne, den fagre,
guldhaarede Kvinde havde sunget ind i hans Sjæl, da han sov paa
Fjeldet. Og han kaldte den „Hangeslaatten."
vor Kunstnerinde er langelelkspillerske.
Aagots „Leit" er et kosteligt Arvestykke forarbeidet af hendes
Stamfader lambrcchts, der i sin Tid var Lensmand i Tinn og gift
med den daværende provst Ovislings Datter vivekke, som var en
dygtig Langeleikspillerste og en efter Datidens Fordringer vel be
gavet Kvinde. — Med denne musikalffe Slcrgt forenedes to andre
begavede Slægter fra Vest-Thelemarken, og ned gjennem Tiderne
har der blandt Mcrndene i disse Familier altid været violinister og
blandt Kvinderne Langeleikspillerster. Saa er det endnu. — )
gamle Dage stulde Fossegrimcn (Nskken) under Haugefos have
Icert dem mange Slaatter. —
Aagot elsker sin Langeleik og kjærtegner den som en Ole Vull
fordum sin eistede violin — ganske sagte tramper hun Takten,
mens hun slaar over Strengene og nynner dertil.
Du har aldrig hørt saa fine, underlige Toner? Nei, — nei,
— dette er heller ikke Kling’Klang fra Gader og Stræder eller no»
gen godtkjot>s Pavillonsmusik, stal jeg sige dig. — Disse Toner, de
er noget for sig selv de — Naturens dybe dunkle Meninger vil de
tolke dig og al den vemod vore norske Dale eier. — Og tys> der
lyder en Mennestersst, et Skrig, ikke hoit, ikke vildt, men gjennem
Hjertet stjcrrer den fortvilet trssteslsse Tone, du maa lytte til Or
dene, det er Sangen om Skaarbergbrura: Fra Vrudehusew Dsr
gaar en Stikkclse ud i Kvcelden, det er Vruden. — Vort sra ham,
fra Vrudgommeu derinde i den larmende Skare, bort mod Fossen,
mod Døden. „Den vennen, som hun elsker, den kan hun aldrig faa".—
Nu gaar det over i en ny Melodi. Ikke let at gribe den,ind
vcevet som den er i Kvintens stadige Arpsgger. Men det lykkes
da tilslut. Lcrg Merle til Rytmernes eiendommelige Fald, jævnt og
dog haltende. — Naar du horer Sagnet, som knytter sig til denne
Slaat, Sagnet om Forncesbruna, vil du undre dig, undre dig over
hvilken fuldlsdig Aabenbarelse af Sagnets Aand, du faar gjennem
dette Melodiens Legeme. Sagnet om Fsrncesbruna lyder saaledes:
Det var den soite Døds Tid.
Paa Gaarden Fornæs i Mjosstrandens Anneks som i fordums
Dage hente til Tinns prestegjcrld, havde de en Hest, brun og vakker
var den, en mærkelig Hest og>aa. Den var Mjssstrandens betroede
ligbærer til Dals Kirkeg,ard i vestfjordalen, og en saadan Ovelse
fik den i dette sit ssrgelige Arbeide, ai den gik Ken milelange vei
over Heiene ganske alene med sine stille Ryttere.
I lyse Solffinsdage, i Uveir og Snestorm gaar det trofaste Dyr
sin Pligtens Gang.
paa en af disse ensomme vintervandringer mister den en
af sine Snetruger, saa dens ene Fod under Gangen stadig synker
dybt ned i Sneen, (Denne dens haltende Gang er det, som saa
siaaende er gjengivet i Slaattens Rythmer).
Ikke destomindre fortsætter den sin msisomme Gang til den
naar frem i vaaerbrcekken, Skaret imod vestfjorddalen, hvorfra den
kan se ned mod Gaarden vaaers Huse. Her stanser den og giver
sig til at kncegge. Snart faar den ved Folkehjælp igjen sin fjerde
Trug iorden, og vandringen gaar videre nedover Dalen mod
Kirkegaarden.
Nu førstaar du mit valg af Sted for „Kunstnerstcevnet?" Sagnets
Aander bor jo her i hver en Vust. — Du førstaar mig ogsaa, det
ved jeg, naar jeg har ladet Dødens alvorlige Sang klinge ind i Livets
jublende pintsehymne. velkommen til
din Ester.
>^>
309
,^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
