Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 6. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
d paa Eftermiddagen da tuften blev lidt svalere, begyndte
han atter at male; men han havde ikke holdt Icenge paa
> hermed, forinden han solte sig ganffe udenattet, han gik
derfor hen og satte sig paa Trappetrinet ved Gjerdet.
Va han havde siddet der en Stund, kom Torne gaa
ende med Hænderne i lommen, flsitende en munter
Vperettemelodi. Va han fik se Aerger sidde bleg og mat paa Gjerdet,
stansede han braat.
— Er du syg?
— Nei, jeg er hare lidt trcrt.
— Jaha, sagde han og lo; du tager vel altfor sterkt i. Iver
er bra, men Maadehold er bedst. >
Men da han saa det matte Smil som den anden fremtvang,
blev han ganske crngstelig.
— Vu maa være førsigtig; du er vist syg alligevel; det er vist
bedst du gaar ind og lcrgger dig.
—Aa nei, Tsol Vet er ingen Fare med mig. Maleriet mit
staar dernede, hvis du vil se paa det, saa faar jeg hore hvad du
siger om det.
Torne gik nedover mod Maleriet, men var neppe kommen halv
vcis forinden han horer et Skrig Han springer tilbage; vennen
ligger stille med Ansigtet krampagtig forvredent.
Verger havde faat Hjerteslag.
Torne lsftede ham over Gjerdet og bar ham ind i Stuen hvor
han lagde ham paa Sengen. Selv satte han sig paa en Stol ved
Siden for at vente paa, at han skulde vaagne op igjen.
Ve gronne vindueslemmer var lukket for, saa Solen ikke
trcengte ind. tuften var tung, lidt kjslig blandet med Madlugt fra
Ajokkenet og Vuft af portvinen som endnu stod paa Vordet.
Han maatte vente lcrnge, meget lcrnge. Vet var pinlig stille i
værelset, en saadan trykkende, kvalfuld Stilhed, der er langt værre
at udholde end den mest stjærende Mislyd; blytung og kold lagde
den sig over hans hele Sjcrl. Han kunde boastaoelig talt hore sit
Hjerte slaa og ligesaa den andens svage Aandedrag.
Efter en Times Forløb, ja kanske det var to eller tre, han vidste
det ikke, slog den syge Ginene op.
— Er du bedre nu?
— Ja, jeg tror det.
saa blev der stille en stund, en Evighed forekom det den ventende,
pludselig sagde Verger med mat, hviskende stemme:
— Maleriet — mit Maleri — seg vil se det.
Torne gik efter det.
Aa, hvor det var herligt at komme nd af sygeværelsets tunge,
indestængte tuft og i dybe Vrag indaande tuften og solvarmen
derude!
Hvilken herlig Aften! 3jsen laa saa klar og speilblank, og
skogen var saa fredelig, stille og lun I
Da Torne kom frem til staffeliet, stansede han fuld af Beundring,
Vet var virkelig udenerketl Hvilket tiv, hvor Vækkens grsnne vir
saftigtog blsdt — hvor stut lysskiftningen over vandet var gjengivet!
Hvor msrk og dyster skogrn stod bag som en Molakkord i en blod,
melodios sonate, og saa Aftenhimlen, en glimrende, pragtfuld,
betagende Finale, hvilken Farve, hvilken Glsd, hvilke lette, stjære
Fortoninger, en fin poetisk Idealiserer! og dog sandhed, den guddom»
melige Natur herlig gjengivet.
Han stod Icrnge grebet af Forbauselse, af Veundring — Trcek
for Trcek sammenlignede han Kopien med Vriginalen, opdagede nye
Fuldkommenheder, en genial Gpfatning og sukkede: Ak, den der
kunde male saa, noget lignende, om bare tilnærmelsesvis!
Lndel’g hustede han, hvorfor han var kommet, tog Maleriet
og skyndte sig tilbage.
Va han kom ind, laa Verger med lukkede Dine. Tsrne stillede
Maleriet mod sengeenden nede ved den syges Fodder og gik op til Hode
gjærdet. Ikke et Vlit. Ikke en Vevcrgelse. Montro han sov?
Han bøiede sig ned og lagde Haanden paa Hjertet. Vet siog ikke.
Han lagde Gret til hans Mund. Han aandede ikke. Han er
dødl Vsd!
Tsrne stod en stund og saa den døde ven ind i Ansigtet. Vet
Rampen om Rjaerlighed.
Af Johan Nordling.
Autorisert Ouerscrttelse.
Sonja
(Fortsættelse).
eller
Eftertryk forb’/des.
URV
var som om han ventede, at Taarerne stulde komme; men der kom
ingen Taarer.
Gg da han havde staat lidt saadan, gik han hen til vinduet
og trak Jalousierne vcek. En bred, lysende 3slstribe stjsd ind i
værelset, tvers over Vordet, Gulvet, Malerierne og kastede sit tys
over den dødes Ansigt og sorte, krsllede Haar.
Terne kastede et sidste, dvcelende Blik paa vennen, saa gik han
ud, stcengte Vsren efter sig, puttede Nsgelen i tommen og gik. Ve
gamle, raudne Trappetrin knagede under hans skridt, saa fulgte han
Gangstien ind i skogen og blev borte mellem de hoie Furuer. Alt
var stille om Hstten.
Vet var en merkverdig Aften. Ikke et vindpust rsrte sig i
Troekronerne, ikke en Vi surrede, ikte en Fugl sang. Solen holdt
paa at gaa ned. Ven høie Eg og den msrke, dystre skog kastede
lamgere og Icengere Skygge — over staffeliet, Gjerdet, omkring
Huset og stuen selv, gjennem vinduet ind i værelset, helt frem til
den dødes blege Ansigt.
Inden Torne havde tilbagelagt Halvdelen af den Fjerdingsvei
der skulde fore ham ind til Vyen, faldt en tung Regndraabe paa
hans Hals. Han vak op. En, to, tre, fire Vraaber — der gik en
2usen gjennem de høie tindetrcer langs veien — og Regnet faldt
stridt. Nedsunket i sine Tanker havde han ikke lagt Merke til Uveiret,
forinden det var over ham.
Et Gieblik var han i Tvil om han ikke helst burde vende om.
Men nei — det var vel hans pligt at opssge den svenske tcege,
hvis Vekjendtskab Verger og han nylig havde gjort ved Vadestedet;
opssge ham — aa, det var vist for sent! Men det var alligevel
beroligende at faa en Trediemand med, og det en landsmand, som
kunde konstatere den ssrgelige Tildragelse.
Efter en lang, tung ssrn vaagnede sonja; hun holdt noget i
Haanden — hvad det var? — hvordan det var kommet did? hun
anstrengte sine ssontunge Tanker for at gjenkalde sig det i Erindringen.
saa fik Marie Rulgardinet op, og sollyset strsmmede ind i
værelset. Vapiret i hendes Haand var et Vrev ; hun saa paa skriften,
et Vrev fra Kurt.
Hjertet begyndte at banke heftig.
Hvor venlig, hvor kjærlig af ham saa snart at huske paa hende I
En Fslelse af varm Taknemmelighed og inderlig Hengivenhed for
den elskede gjennemstrommede hende; alt var dog ikke saa knugende
lrssteslsft, saa trist og tungt, som det igaar forekom hende.
Hun havde jo ham, ham at ststte sig til under alle tivets
stiftende Forhold.
— Marie! raabte hun glad og ivrig; hvorledes er dette kommet?
Hvem har lagt det paa min seng?
Greven var oppe for en Time siden og havde det med. Han
vilde ikke vcrkke Frskenen, da Ve sov saa fast, men puttede bare
Vrevet ind i Veres Haand og gik stille ud igjen.
Sonjas smaa Fingre havde allerede aabnet Konvulutten, og med
Vegjærlighed slugte hendes Gine den faste, mandige skrift.
Mit Hjertes sint elskede Varn — saa begyndte det.
Hvilken uudsigelig styrkeude tcegedom for hendes nedtrykte sind
der laa i disse Grd: mit Hjertes — smt elskede Varn — hun gjentog
det halvhsit for sig selv. Gg da saa Marie, som stellede ved Toilet
bordet, vendte sig om og spurte: sagde Frskenen noget? blev hendes
blege Ansigt saa stjcrrt og varmt, og hun svarte med en liden
forlegen latter:
— Nei, jeg bare Iceste hsit af mit Vrev. synes du ikke det
lyder deilig, uaar en Mand — for første Gang —kalder en for
sit Hjertes elskede Varn . . . . ?
Va sonja var fcrrdig med sit Toilette, gik huu for at opssge
Faren paa hans værelse. Tjeneren msdte hende med, at Greven
var gaat ud for en stund siden, da han troede Frskenen vilde sove
til langt ud paa Formiddagen. Han havde sagt, han kom tilbage
mellem et og to.
Va sonja ikke havde tyst til at gaa ned til tadle 6’nutL alene,
sendte hun Marie ned for at give Grdre til at smorrebrsd og
The blev bragt op paa hendes Værelser.
Hun havde netop endt sit lette Maaltid og for tredie Gang
gjennemlæst Kurts kjærkomne Vrev, da Marie kom ind og meldte,
at der var en fremmed Vame ude i Korridoren, som spurte om hnn
kunde faa tale med Frsken stjarne.
IX.
Det første Nlsdc.
5
5
321
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
