Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 13. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332
fremst til at erindre, at det er vor pligt at være over
banende mod hverandre. I parlamentet som udenfor
parlamentet vil nu og da delte Meninger gjore sig gjal
dende. Di maa mode disse forstjellige Meninger med
Taalmodighed og Gverbærenhed. 3>tore og alvorlige
5porsmaal krcever Tid og Gmtanke, og jeg vil slutte
med af hele mit Hjerte at sige: lad os ikke handle overilet".
Den største Tjeneste Fru Gladstone har vist libera
lismen, er den, at hun har vaaget over dens leder, om»
givet ham med al den Ajærlighed en crdel Avinde kan
give en Mand, oa aldrig ved Egenkærlighed eller Tankc
loshed hindret ham i hans livsgjerning.
De er borte nu, Europas to store 5tatsmcrnd: Bis
mark og Gladstone. Bismarks Johanna gik forud for
ham; Gladstone sidder ene tilbage. I næsten
seksti Aar havde hun været sin Mands tro livsledsager
inde, og da hun lukkede hans Vine i Doden, vidste hun,
at han gik ind til Fred, og at hun stulde mode ham
igjen — engang.
Her vifter Havets friste vind,
og brun blir Rosen paa niin Aind,
og 5olen skinner Dagen lang,
og Fuglen jubler livets 5ang,
og Myggen sværmer, surrer, stikker,
og Humlerne forelstet blikker —
og styver som med Grgelkor —
omkring i Blomsterhavens Flor,
og Grashopper, saa friste, grsnne,
gjor Haneben for sine skjsnne,
og Ungdommen stal ud og fri
i sommernattens Trylleri.
5elv Bolgen holder Bryllupsfest
og beder stranden med som Gjcest,
og Brudens Dragt er morkeblaa
og sloret tusind perler smaa.
Gg Brudgommen har Maaneguld
og drysser Bruden Favnen fuld,
og alle Himlens klare stjerner
de kappes være Brudens Terner.
Og Engen smykket har sin Dragt
med Eventyrets Blomsterpragt,
og Duft fra Alover, Roser, Graner
opfylder luften, saa man aner
den Rigdomskraft, Naturen eier
og odselt gir — og intet veier —
Rimbrev til „Urd"
5
vlllls 10. Iull IBZB.
Skovkat.
URV
en af Vyens Udkanter, midt i en stor, skyggefuld Have,
som omgaves af en hsi stenmur, laa et enetages Hus;
det laa fo- sig selv, vcrk fra de trafikerede Gaders Trcrngsel
og stsi.
Det laa straks udenfor Vyporten; Gaden var ikke
stenlagt, saa landbefolkningens Fragtvogne og Vadegjcr
sternes elegante Ekvipager, som rullede fordi, passerte
stille og lunt.
Det lille Hus var blevet opfort af en gammel Ungkarl, som nu
var død for ti Aar siden. Han havde været folkesky, en Original,
der yndede at leve i fuldkommen Lnsomhed, og her havde han tilbragt
en glcrdeslss Alderdom sammen med sin gamle, tro Tjener, der
omhyggelig bevogtede den eneste Indgang som fandtes i Havemuren.
Da den gamle Herre dsde, testamenterte han hele sin kontante
Formue til Fripladse for fattige Rurgjcrster, men Liendommen,
schlusselburg, som den i Folkemunde hed, dels efter sin gamle Lier
— han hed nemlig schlussel — og dels paa Grund af sin vel af
stængte Karakter, gik ifølge Testamentet i Arv til „Anecht Rupricht",
d. v. s. til den gamle, tro Tjener, som havde baaret dette Navn helt
siden Ungdomsdagene, da han gjorde Tjeneste ved Hæren.
Den nye Eier nyltiggjorde sig sin Gaard paa den Maade, at
han under Vadescesonen leiede den ud til rolige Rurgjcrster, som ikke
behsvede at se paa Udgifterne, naar det gjaldt at førskaffe sig en
rolig og afsidesliggende leilighed.
Hid var det Grev Aksel stjarne for nogen Dage siden var flyttet,
fulgt af en ung, straalende jkjsn Kvinde. Forholdet mellem hende
og Greven kunde den gamle, barske Knecht Ruprecht ikke blive klar
over, og han gad heller ikke studere stort paa det. Han var lige
glad, naar han bare fik sin rigelige Vetaling punktlig paa Dagen.
sent om Aftenen samme Dag som Grev stjarne og Datter
ankom til Vadestedet, lsd dumpe slag paa den gamle Lgetrcesport
der førle ind til schliisselburgs Have. „Knecht Ruprecht", som beboede
en liden Vygning lige ved Porten, holdt netop paa at gaa tilsengs,
da hans Gre opfangede denne usedvanlige Lyd.
Regnen slog mod Ruderne i hans lille værelse, og Haven laa
tung og msrk.
Vandende stak han Fsdderne i et Par klaprende lcrdertsfler,
kastede en Militcrrkappe om sig — et uudslideligt Minde fra solda
tertiden — tcrndte en gammeldags lygte med Hornplader istedetfor
Glasruder og travede ned til porten, mens solen skvat om Venene
paa ham.
Han aabnede den lille Luge og stak Hodet ud, men kunde ikke
opdage noget i Vælgmsrket; saa stak han Lygten og Armen ind,
men kunde ikke faa Hodet med og saa da endnu mindre. Rod af
sinne raabte han med Tordenstemme:
— Hvem er der? Hvad er det for Tyvepak som vækker Folk
midt paa Natten? vil I se til at pakke Jer vcek, eller jeg stal
gaa ind efter min Vssse og skyde Jer. De gode saltkorn er vistnok
bestemt for Rattene, men jeg tænker nok det skulde betomme Jer
landstrygere
saa — saa — lsd en befalende stemme. Den gamle Tjener
merlede sieblikkelig den rolige Overlegenhed som talte ud af Vrdene.
De kan godt stoppe piben i scrk og i stedet svare mig, om Grev
Aksel stjcirne bor her. Jeg ønsker at trcrffe ham straks iet vigtigt
Anliggende.
— Grev stjiirne, mumlede „Knecht Ruprecht", og stemmen
var nu alt andet end kjcrphsi; ja vist kalder han sig saa. Men han
tager ikke imod Folk midt paa Natten, var det end Keiseren selv.
Kom igjen som ordentlige Mennesker, naar det bliver lyst, saa kan
vi se hinanden.
Og med et energisk smceld faldt lugen igjen og hindrede al
videre samtale.
Grev Karl stjarne — for det var ham — indsaa, at det ikke
vilde fore til noget yderligere at trcrnge paa, og med raste skridt
vendte han tilbage til Vyen.
Rampen om Rjarlighed.
Honja
Af Johan Nordling.
Autorisert Ouersoettelse.
(Fortsættelse).
eller
X.
Vrsdrene.
Eftertryk forbydes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
