Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 13. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gemalinde, opholdt sig gjerne i lamgere Tid ad Gangen
paa Sorgenfri; denne Tommer var hun i Udlandet.
Foran disse Værelser til det indre af blottet gik et
aabent Galleri, hvorfra man kunde se og hore alt, der
gik for sig nede i Festsalen. Deroppe var en udenerket
j)lads for os tilskuere — vi kunde beundre alle de konge
lige, der efterhaanden begyndte at samle sig.
Jeg ser saa tydelig for mig den smukke gamle Enke
dronning, som hun stod der midt i Talen, i sin lange,
solvgraa Robe, og modtog Cyksnstninger og et Utal af
Blomsterbuketter, der en efter en blev overleveret til hendes
overste Hofdame, Frk. Rosen, der sendte dem videre til
Aavallerer og andre tjenende Aander. — Jeg var fuld
stændig blændet af al den Oragt — Toiletter og Vlomster
— og havde vanskelig ved at samle Ravnene paa de
hoie Herrer og Vamer, man hviskende fortalte mig om.
Tcerlig Interesse vakte det dog, da Aronprinsesse
Louise, der jo Horte til vort Aongehus, viste sig, — og
endda morsommere, da hendes Born kom! Buketter havde
de alle, selv lille Orins Harald, der blev baaret paa Armen
af en Bonne og havde lang, hvid Tlcrbkjole paa.
Enkedronningen tog hans lille Haand og kyssede
baade den og Blomsten, han rakte hende.
De smaa var alle klædte i Dannebrogsfarver —
hoirod Tilke med hvidt, gjennembrudt Broderi over og
var meget sode at se paa. —
Efter Gratulationen gik Herstaberne til Taffels, Aong
(Christian IX med „Fsdselsdagsbarnet" i spidsen, og den
lange, glimrende Rcerke parvis bagefter.
samtidig blev der anrettet hos Aammerfruen.
Det var grcesselig interessant at blive opvartet af de
hsirode, med Tslvbroderi udpyntede Tjenere, og
saa at nyde de samme Delikatesser — husker specielt Rha
barbergrod og Aonfect, der opvakte min Forbauselse —
som blev serveret ved det kongelige Vord I
Gg saa servicet — Enkedronningens Navnetrcek
midt paa Tallerkenen med Arone over i Guld. — —
Ja, det er aldeles übeskrivelig, hvor mine fjorten Aar
folte sig imponeret! —
Udenfor blottet paa Terrassen spillede Gardemusiken;
og fra Vinduerne kunde man se og hore den jublende,
tætpakkede Folkemasse, der var spredt omkring paa alle
Alamerne, hvilke denne ene Dag i Aaret uhindret maatte
give sit fine, blode Gronsvcer til Aris.
Ja, Folket jublede og raabte Hurra, saa de næsten
orerdovede Mufiken, bare ved Tanken paa, at nu maatte
de Aongelige vel snart reise sig fra Tastet og vise sig paa
Altanen i det deilige Tolstinsveir.
saa blev det ogsaa; og endelose Glædesraab modtog
dem alle.
3cengst opholdt Aongen sig derude samt prinsesse
Thyra, der dengang endnu ikke var gift — Aronprins
bornene og en Del andre hoitstillede Damer og Herrer.
Fra de aabne Vinduer llge over Altanen kunde jeg
se dem, som om de var lige ved mig; prinsesse Thyra
nikkede et Aar Gange smilende op til mig; hun morede
sig maaste over det Folkets Barn, i hvis Ansigt hun sik
kerlig lceste den allerhoieste Interesse og Beundring.
pludselig bøiede Aongen sig ned over den lille Arin
sesse 3ouise, nu Hertuginde af Tchaumburg-kippe, der laa
paa Ance paa en Taburet med Armene paa Rækvcerket.
Han tog noget paa hendes — efter engelst Mode —
blottede Tmallceg og holdt to sammenknebne Fingre op
mod prinsesse Thyra, der hastig reiste sig og med en
liden batter flygtede til de indre Gemakker. Derinde blev
der megen Alunterhed, kunde man hore, og som <n kobe
ild gik det fra Mund til Mund. — Nyheden spredte sig
ikke alene blandt de nærmeste, men ogsaa til publikum
336 URD
nedenfor Altanen, — at „Aong Christian havde fanget
en sort Husar paa prinsesse Louises Tmalben!"
3idt efter var det tydeligt at se, >at lille Arins
stian havde noget paa Hjerte. Han trak ivrig i Aongens
Frakkestjoder og tiggede og bad om noget.
Bedstefaderen rystede først smilende paa Hovedet.
Men da saa den anden Arms, lille ogsaa
foiede sine Bonner til, gav Aongen en Vrdre til Grev
Ahlefeldt — Aavaller hos Enkedronningen — som gik
hen til Ballustraden og forklarede for Vrchesteranføreren,
at „deres kgl. Hsiheder onskede at hore Tidse Madsen"
en overordentlig yndet og populær lirekassernelodi, som
vi selvfølgelig fik — kraftigt og smukt udfort af Horn
instrumenterne.
Tmaaprinserne og hele Folket sang med. —
Alokken fire var Festligheden forbi. Gg de Aonge
liges Ekvipager kjsrte op en efter en foran Hovedind
gangen.
Fra slottets Tidestsi saa jeg hele Vognrcekken stinne
og lyse nedigjennem Alleen og dreie om ved Indkjsrslen
for saa sydover ad Aongeveien og Tyngbygade at vende
tilbage til Bernstorf og (Charlottenlund, hvor Aronprinsens
tilbringer Tommermaanederne. -
Fworoan Kan vi bedste Maade gjore
Hjemmet lyst, hyggeligt og godt for vore
Maend og vore Morn?
Der gaar store Vrd om Tidens nye Kvinde. Det er hende,
som, bcerer Fremtiden i sit Skjod", og det er hende, som stal „Isse
Mennestespørgsmaalet" — ved Kultur og Disciplin. Hun stal stabe
sine kjære et Hjem, der lægger den gode spire i deres Hjerter, en
spire, som i Tidens §ob stal vokse sig op til et Trce saa stort og
mægtigt, at verdens storme ikke formaar at rykte det op.
Det er en vanskelig Vpgave, som her Icegges paa vore skuldre,
vi stal intet mindre end Icere andre at opfylde sit livs Bestemmelse
— at stabe sit kivs tykke. Men der er det store ved den, at hvis
vi magter at Isse den, har vi ogsaa fundet vor egen. Thi tykken
kommer ikke til den, som soger den for sig selv, men til den, som soger
den for andre.
Vg vi kan lose den, om vi blot har en sund Forstand og en
kraftig vilje — til at opdrage os selv. Thi der maa vort Arbeide
begynde. Uden selvdisciplin ingen Kultur og ingen Magt eller
Evne til at meddele den til andre.
Men en kraftig vilje, mener du, den har du ikke, og den kan
du ikke saadan uden videre staffe dig.
Jo, du kan. Lthvert normalt Menneste er givet Forudscetnin
gerne for en sterk vilje. Den er ikke afhcengig hverken af din Alder
eller dit legemes styrke, men af din egen Agtpaagivenhed og Ud»
holdenhed. Det gjælder kun, at Kampen begyndes straks og al
drig udsættes til næste Gang.
Evnen har vi altsaa. Men hvad der staar tilbage er at vide,
paa hvilken Maade.
Nu ja, det horer naturligvis ikke herhen at give en Vpregning
af alle de forskjellige Oligter, store og smaa, som en tidsmæssig Hus
holdning hver Vag lægger paa en Husmors skulder. Men hvad
jeg vil prcecisere er dette, at hun ilke maa foragte selv den mindste
af dem. Thi netop de smaa Hjul er det, som driver Husets Ma
stineri, og uden dem kan hun ikke vente at naa frem til Maalet.
En førstandig Husmor ved f. Eks., at et fordelagtigt og
en taktfuld Vptræden i hoi Grad befæster hendes Magt over <vm»
givelserne; det er hende derfor altid magtpaaliggende at gjore det
bedste udaf sin egen verson og til enhver Tid at beherske sine Ma
nerer, sin Stemme og sit Ansigt, iscer da hun heller ikke glemmer,
at et godt Eksempel som oftest virker bedre paa hendes Vsrn end
stadige Irettesættelser og lange Foredrag.
Lrcemieopgaven
XV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
