Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. Lørdag 20. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Karl stjal ne havde i disse Dage stadig tænkt pac, sin samtale
med Uroren, og det tofte han havde givet ham.
Ver laa et Haab heri! Hvis han bare kunde formåa Vroren
til for en Tid at skilles fra denne Kvinde, som han tænkte at gjore
til sin Hustru, saa skulde nok Fortryllelsen brydes, Aksel stjarne
glemme, og alt blive godt igjen.
Og hvis hun virkelig elstede — aa, da skulde hun ikke kunne
afslaa at reise; hun vilde da ikle være Skyld i at han mistede stilling,
Gods, Frcrnder — alt I
Han skulde bestorme hende med Venner, han skulde tale til hendes
Hjerte, han skulde med saa morke Farver skildre det tunge liv et
Egteskab mellem dem vilde fore til, at hun maatte indse, hvad der
var det ene rette.
Gg Gang paa Gang gjennemgik han, hvad han vilde sige, veiede
hvert Vrd, cendrede og forandrede lidt her og lidt der. Han syntes
dog aldrig at han fik det overbevisende nok
Sonja havde ved sine instændige Vonner formaaet Faren til at
forlade sygeværelset nogen Timer den sidste Aften og tage sig en
spasertur i det straalende skjonne sommerveir.
Forst var han gaat ned i parken, hvor der i de statelige Alleer
vrimlede af spaserende og konverserende, kurtiserende Herrer, unge,
lysklcrdte Damer og legende Vorn, der som muntre smaafugle sprang
omkring eller slog Vold paa de blode Grcesplcrner.
Rundt om stsiede glade Mennesker. Der var en surren og
summen i alle Tungemaal, som i en Icettebikube.
Men dette urolige liv tiltalte ham ikke idag. Alle disse frem
mede, ligegyldige Ansigter plagede ham.
En Fjerdingsvei udenfor Vyen paa et henrivende sted laa et
tarveligt, lidet vertshus med det klingende Navn „Kaiserschloss".
veien did ud var lidt ensom, men smuk; han kjendte stedet godt
fra sine tidligere Vphold i Wiesbaden og bestemte sig for at gaa did.
Da han passerte villaen, som Vroren beboede, stansede han et
Vieblik, uvis om han ikke skulde gaa ind.
Nei — det store, førfte Mode med Kathe Ventson skulde ste
under fire Gine. Nu vilde han vist resitere at træffe dem sammen.
Han fortsatte veien — —
spaserturen satte hans Vlod i Vevcrgelse. Han aandede dybt
og gik rastere.
luften var mcrttet af sod Kloverduft fra Engen paa begge sider
af veien.
Nu og da msdte han en ensom vandrer, mest Kvinder af Ar»
beidsklassen og Vorn, som hilste venlig: Guten Abend.
Han begyndte at nynne sagte; saa glad og let til sinds havde
han ikle paa Icrnge folt sig.
Han havde vel gaat en halv Times Tid og havde ikke langt
igjen, da han ved en svingning af veien, hvor der var rig lovskov
paa begge sldcr, opdagede en kvindelig skikkelse, som vandrede i
samme Retning som han.
Den fremmede Dame vakte straks hans Interesse. Det var
ingen Vondepige, det saa han straks. Den smidige, elegante skik«
keise, Hodets frie, stolte Holdning, den spænstige Gang — alt for»
talte ham, at det var en Dame.
Hun vandrede ensom, nsd sommeraftenen ligesom han, gik
samme kjendte vei som han — det var jo altid noget som forenede
dem, syntes han.
Den unge Dame gik hurtig; kun langsomt vandt han ind paa
hende. Men han vilde tage hende igjen.
Han vilde se hendes Ansigt — hvorfor, det kunde han ikke
rigtig klargjore sig, og han lo i skjcegget ad sin egen Varnagtig«
hed — men det interesserte ham, og han morede sig med at opfan
tasere sig et Villede af hende.
var hun vakker eller styg; var hun lys eller msrk?
Det kunde han ikke se paa saa lang Afstand; men der laa en
smule bortgjemt Romantik i hans gamle Hjerte — han havde al»
drig tænkt sig, at der var noget tilbage af den vare — som sagde
ham, at hun var vakler, til og med meget vakler, og blond, lys
blond I Det passede bedst til den lyse Kvcrld, til Vsgens dunkle
lov og til hele Eventyrets poesi . . .
vilde hun da aldrig vende sig om? Han kom hende stadig
nærmere og nærmere; han stsiede med spaserstokken for at gjore
hende opmerksom. Men nei — hun var umulig, Horte ikke, bare
gik videre med disse spænstige, halvt dansende skridt, som han
maatte beundre.
Tilfidst veg hun af fra veien og boiede ind paa en smal, lidet
opgaat sti, der snoede sig ind mellem Træstammerne.
Hvor tænkte hun sig hen? Hans Interesse vokste for hvert
skridt, og han fulgte hende.
URV
vllde hun ikke blive ræd, skrcemt, tro sig forfulgt, naar hun
opdagede ham? Han lo — aa nei, han saa da ikke ud som en
stimand, der husede lumske planer, det maatte enhver kunne se.
Den übanede sti var alt andet end bekvem; den slyngede sig
opover en toet, træbevokset Hsi, Trcrrnes Redder og mosbevokfte
stene laa i veien, og Vuskerne stcengte.
Dette var vist en Gjenvei til vertshuset; tog han ikke Feil, saa
laa Kaiser>chloss paa den anden side af’Hsien.
Tys —et plask, en Vrusen ! Ned fra den temmelig hoie Fjeld
vcrg — den var nu vel mandshsi — lob en liden Fjeldbcrk og slog
sig til stov mod sanden nedenfor. Ver førte en Ilden Vro over,
en eneste smal planke, som laa temmelig usikkert paa de glatte stene.
Han var nu bare nogen Alen bag hende, men den blode Mose
dcrmpede tyden af hans skridt, tet og raskt satte hun netop Foden
— en henrivende liden Fod i en hoihcrlet Thagrinsko — paa plcm>
ken, som forte over Vækken. Hacmden stottede hun paa en Kvist,
der hang ud over vandet.
Han stansede.
Den smale planke gled frem og tilbage paa de glatte stene.
Alt syntes dog at skulle gaa bra, og hun var næsten kommen over,
da hendes ene Fod gled, og med et lidet førskrækket Udraab plum»
pede hun ud i Vandet, som sprutede hoit op omkring hende.
Karl stjarne sprang frem. Men inden han naaede at rcrkke
hende Haanden til Hjcrlp. var hun med et raskt sprang atter paa
det torre, vistnok vaad til Kncerne og dybt rsdenende, da hun op
dagede, at hun havde en mandlig Tilskuer.
De kom vel ikke til skade? spurte han ivrig.
Hun saa op paa ham; hun havde store, blaa Gine, der havde
en deilig dyb Farve, lcrberne, som endnu skjalv lidt efter sinds»
bevcrgelsen, smilte — et lidet bedaarende, næsten undseligt smil,
og hun svarte med blod, velklingende stemme:
— Nei Tak, min Herre, siet ikke. Jeg havde forresten fortjent
at blive lidt vaad, naar jeg kunde boere mig saa klodset ad.
Grev stjarne stod stagen af Veundring.
Hun var blond, lys blond, han havde gjættet ret; og vakker,
ja mere end vakker! Et saa straalende skjsnt Ansigt havde han
aldrig i sit liv set, og han blev varm om Hjertet ved at betragte
hende.
Den unge Dame kunde ganske vist ikke undgaa at lcrgge Merke
til den stumme Veundring som lyste ud af Grev stjcirnes Gine.
Hun rodenede pacmy og bukkede sig ned for at ryste vandet af sin
tynde Vlondekjole.
— Froken, jeg faar vel sige Froken? — (hun nikkede let til
svar), det gaar ikke an at De gaar videre, saa vaad som De er.
De vilde ganske vist forkjole Dem, sagde stjarne og gik nærmere.
— Aa, min Kjole torrer snart, og Fodderne holder jeg nok
varme, saa lcrnge jeg gaar. Jeg takker Dem for Deres venlige Del’
tagelse, men det har intet at betyde.
— Jeg tillader det ikke, nei ikke paa nogen Maade, min unge
Froken; det vilde være altfor uforsigtig af Dem at gaa saa vaad.
Jeg er en gammel Mand, og De faar derfor tilgive mig; jeg kunde
jo godt være Deres Far. vertshuset ligger her straks ved; jeg
springer did, mens De tager af Dem Deres vaade stromper og sko.
Et par torre sko maa der vel være at faa lacmt, om de vel neppe
vil komme til at passe Dem saa godt som de, ve har, og han
saa ned paa de hoiristede smaa Fodder, som stak frem under Kjolen.
Hun gjorde flere Indvendinger, men Grev stjarne var allerede
paa vei til Kaiserschloss, hvis rode Murstenstag man kunde skimte
gjennem Vogekronerne.
Ti Minuter var neppe gaat, forinden han var tilbage, fulgt
af en Tjenestepige fra vertshuset.
Den unge Dame takkede hjertelig; hendes Kinder farvedes af
en let Rodene, og Vinene lyste saa at det gik den gamle Kavaler
til Hjerte.
— Hvorledes skal jeg nogensinde kunne gjengjælde Dem Deres
venlighed og Vmtænksomhedl Endnu noget maa jeg dog bede Dem
om; De vil ikke afslaa mig det. tad mig nu alene og bekymre Dem
ikke om min übetydelige person hverken i Handling eller i Tanker.
— De bortviser mig altsaa?
— Vortviser! Nei, hvorledes kan De sige det, lo hun, men
nu hjælper Pigen mig at faa de tsrre sko paa ; og De, min Herre,
kan fortscrtte Deres spasertur, som blev afbrudt ved mit Uheld.
— Vg faar jeg aldrig se Dem igjen, vide Deres Navn; vil
De ilke give mig et lidet Haab om at træffe Dem atter engang?
— Et Haab! Kan et Mode med mig være noget at onske?
De spoger!
— Jeg spoger ikke. Jeg vilde gjerne fortscrtte et Vekjendtstab
som begyndte saa hyggeligt. Er Ve bosat i Wiesbaden, eller til
reisende, eller bor De her ude paa landet? Et eneste veiledende
Vrd kan Ve dog unde mig.
— Jeg er en fremmed, svarte hun, og han syntes hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
