Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 34. Lørdag 20. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346
Tandskvindesagsmodet i Bergen
aabnedcs den August. Til Grdfører valgtes Frsken
Amalie hansen, Viceordfører Fru Ragna Nielsen, Sekre
tærer Fru Grindstad og Frsken Meerlies.
Amalie Hansen onskede velkommen, idet hun udtalte,
at den bedste hysning over Modet fandtes i den paa tands
bygden brugte Hilsen: „Gud signe Modet".
Den August 98 tegnede til at blive en Merkedag
i Avindernes Historie i vort tand, thi fra alle Aanter
samlede den sammen Avinder, som skulde optage til Drost»
ning Spsrgsmaalene om, hvorledes Avindens Gpdragelse
bedst kunne fremmes baade udad og indad, og hvordan
hun kunde blive et virkedygtigt Individ i Samfundsar
beidet; thi „vi Avinder vil ogsaa ha’ tov til at deltage
i tivs- og Samfundsarbcidct."
Idet Grdføreren udtalte sit Haab om, at dette første
tcmdsmøde maatte bcere rige og gode Frugter for Frem
tiden, sendte hun endnu engang sin vakre Hilsen ud over
Forsamlingen.
Fru Hambro talte for „Hsodingens" Minde. I
hjertevarme noble Grd tolked hun os (Kamilla (sollets
store Virke. I Tak til den dode fortalte hun os om denne
tapre Avinde, som midt i et lykkeligt hvor
Manden havde Forstaaelse af hendes egne tcengsler og
Tanker, dog fandt Tid og Mod og Vilje til at bryde
Veiene for de indestængte.
Fra sin hjemlige tykke vovede hun — Rosten fra de
stummes teir — sig ud til Aamp mod Gpinionen. Hun
stod frem som den, der opdager et nyt tand og blir
ende ene med det nye. Ingen troede paa hende, alle
var imod hende.
Hendes Arbeide var en Aamp for vor Naturs Arav
og vor tcengsel efter Friheden .... den pinsomme tcengsel,
som tungt kan tynge det lidende Sind og hemme dets Flugt
mod Hsiden.
Hun kjæmpede mod prostitution og Forssrgelsescegte»
skabet og arbeidede for at vcrkke Avinderne fra slaphed
og Smaalighed til Bevidsthed. Selv var hun gjennemsyret
af et Alvor, der end ikke kunde flaa af, hvor Geniet
kasted tys over Individets Fald, og derfor maatte vi,
naar vi vilde optage hendes Værk, arbeide det frem med
hendes scedelige Alvor og hendes kydske Araft.
Fru Ragna Nielsens aandfulde Foredrag meddelte os,
at allerede for 50 Aar siden var det bevidste Arbeide for
Avindernes Frigjørelse begyndt. Forberedelserne havde i
mange Tider udviklet sig gjennem Avindernes Tind, men
en saadan Reform, som angik hele Avindekjsnnets stilling
i samfundet, gik ikke frem paa en Dag. Meget var jo
udrettet, men Avindesagsbevcrgelsen var Gjenstand for
store Misforstaaelser, selv mange Avinder kjendte lidet
til Avindesagcns Ide, om de end ureflektert gled med.
Bevægelsen stod i pagt med Udviklingens evige tov,
Aanden skulde arbeide mod det Maal, der var sat den
menneskelige Araft. Udviklingen vilde gaa sin sikre Gang,
men alle Avinder maatte engang imellem standse og se
tilbage did, hvorfra de var gaaede ud, for at de ikke skulde
tage feil af Veien.
Desvcerre besad tykken en uhyggelig <3vne til at
udtorre Sympathien og Hjertelaget for andre, og mangen
en lykkelig gift Avinde glemte de lidendes Arav. De unge
piger kunde være glade og taknemmelige, fordi det udrettede
Arbeide havde givet dem storre Frihed end tidligere.
Men naar de modnedes, vilde de faa Vinene op for alt
det, der endnu stod tilbage.
Avindesagens Arav var tigeberettigelse for toven og
i Gpinionen. Det fordredes, at alt det som var scereget
URD
for den kvindelige Natur stulde holdes i samme Agt og
Ære som det sceregne for Manden, at samme Arbeide
fra Avinden skulde staa lige for toven som Mandens,
tigeledes fordredes der ligeberettiget Valg af tivsstilling
for Avinde son: for Mand. Her var Feilen dog ikke
saameget Mcrndenes Modstand som Avindernes egen
Slaphed og Mangel paa Initiativ, og i dette
laa derfor cn dobbelt Vpgave, først at faa porten oplukket
og dernæst at paavirke de unge piger til Handlekraft.
Ved toven af blev gift Avinde erklæret myndig,
men dette var kun til Nytte for dem, der havde Scrreie.
Intet var dog faa oprsrende for en Avinde som tovene,
der gav Faren storre Ret til Børnene end Moren.
Naar en Avinde ikke førstod Mangelen ved, at vi
ikke havde kommunal Stemmeret, overhovedet ikke havde
anden Borgeret end den at straffes, maatte hun enten være
slap eller indsncevret i gamle Begreber. Med Avindens
Stemmeret stod eller faldt den hele Avindesag. Vg først
da var man kjæmpet fremad i Gpionen, naar det at være
Husmor blev betragtet som en tivsstilling ligesaagod som
nogen anden. Da skulde en Hustru ikke lamger ansees
som en Mands paahceng, men som et Individ med samme
Rettigheder i Samfundet, og da vilde det vanskelige penge
sporgsmaal mellem Mand og Hustru crndres.
Men den Avinde, som vilde kjæmpe for Avindesagen,
maatte mindre end nogen anden forarge ved sit tiv, mellem
Avindesagskvinden og Aoketten, som benyttede alt for at
besnære Manden, var der den uforsonligste Modsætning.
Naar Avinden vilde gjore noget ud af sin Tid, maatte
hun ikke ofre Dagens Timer paa pynt, men holde sig
vaagen, arbeide paa at blive en personlighed.
paa (Lftermiddagsmødet gjennemgik Gina Arog
„Avindesagens Stilling" fra den første Feststund, da i
Vaagningssieblikket Begeistringen og Rusen havde grebet
Sindene og til Dagliglivets haarde Arbeide, da Glsden
sank sammen som en Askehob. Intet andet tand, selv
ikke saa nær som Sverige og Danmark, havde Dødsstil«
heden bygget saa tæt Mur om Avinderne som i Norge.
Den første Rost, som lsd over Muren, og som tolked
Hjertets Sag,varTamilla Tolletts. Hun forlangte Avindens
Ret til at elske, ikke som Manden vil det, men frit efter
egen Individualitet. Efter hende kom Aasta Hansteen med
sine dybe religisse Arav. Religionen var for hende tivs
nerven i Avindernes Sag. Da krcrvedes der Ret til at
elfie med vor egen Ajærlighed, Ret til at tro med vor
egen Tro, og tosenet blev Retfærdighed. Fra Aampen
om det Individuelle kom man over til Samfundssporgs
maalene. Den første Tid havde det været Mode at be
fkjceftige sig med Avindesagen, derfor tog det Fart og
Aamp. Nu var det ikke Angrebene, som skaffede Sorger,
men tigegyldigheden og tunkenheden. Mange intelligente
Mænd og Avinder gav i Stilhed Sagen Medhold, „gav
den sin Velsignelse", men de var rædde for Ansvaret ved
at være med. Betydeligst var Avindesagen som Midler
mellem Avinderne og tovgiverne.
I den senere Tid var begyndt et virksomt praktisk
Arbeide, der dog ikke henhsrte under selve Avmdesagens
Ide. Dog sagde det sig selv, at dette Arbeide baade var
nyttigt og paakrcevet, thi jo dygtigere en Avinde blev i
alt Arbeide desto bedre. Dog vilde Taleren fremfolde, at
det var heldigst at faa Strsmmen ledet over fra Huslig»
hedens Ajskkenside til Barnets tiv, thi der var Avindens
cedleste og største Arbeidsfelt. Men samtidig som Avin
derne belærtes om sine Pligter i Hjemmet, burde de belærcs
om sine pligter og Rettigheder i Samfundet, thi der var
vi alle meget uvidende. Fremover var det jo gaaet med
Avindernes Sag, men Tendensen hos vore tovgivcre vav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
