- Project Runeberg -  Urd / 2. Aarg. 1898 /
362

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 3. September 1898 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

362
stille, med bøiet Hode og samlet Vlik, gik han ud af Datterens
soveværelse uden at vcrkke hende.
Vlandt alle de Tanker som surrede rundt i hans Hode, vendte
den altid sterkere tilbage: at reise hjem, sieblikkelig reise hjem,
trcrffe Fru Verg og gjennem hende førsoge at faa en løsning paa
Gaaden, som indhyllede alle dem der var ham kjcrreft.
Kjcrrestl — han gyste ved Tanken. sonja — ja hun var
jo hans alt, hans Giestenl Men den anden, den übekjendte unge
Kvinde, som han ikke lamgere tilbage end igaar havde hadet og
forbandet af hele sin sjæl, kunde det være muligt at hun allerede
havde faat en Plads i hans Hjerte. Den lille fine Hacmd, som
ffjcrlvende havde trykket hans til Afsked, mens lokomotivet pustede
og stonnede, fcrrdig til at skille dem ad, havde den paaført ham en
Trolddom, saa han saa hvad han aldrig før havde set, og folt
hvad han aldrig for havde kjendt . . . .?
Aa Tov; han var jo en moden, alvorlig Mand, og et par
grædende blaa Gine stulde ikke saa let fore ham bort fra den rette
vei I Han lo hsit ad sig selv.
Nei, han skulde reise, allerede idag skulde de reise, og naar
han vel var hjemme, vilde Fortryllelsen nok brydes.
Til sonja vilde han kort og godt sige, at Kathe Ventson var
kommet til Fornuft og reist sin vei.
Vg at de saa stulde reise hjem igjen til stjiirneholm, naar
Reisens Maal var opnaaet, det vilde ikke forundre hende. Hun
mide vist være den første til at gloede sig derover.
Det havde aldrig før hcendt, at ikke sonja var bedrevet, naar
hun om Hosten forlod sit kjcrre stjiirneholm.
Men iaar havde kmn riglig lcrngtet efler at de skulde stytte
ind til Vyen. saa sorgelig forandret var alt blevet derude paa
stja’rneholm.
Faren antog, at sonja nu som for snstede at blive saa længe
som muligt, og for hendes skyld udsatte han Flytningen til stock»
holm fra Uge til Uge. Vg sonja I — hun havde hverken Mod
eller Hjerte til at sige ham, hvad hun saa inderlig lcrngtede efter.
3m gik de begge og lcrngtede hemmelig bort, indtil Kuffer
terne endelig en Dag i Vegyndelsen af Oktober pakkedes og John
fik Vefaling til at spænde for og kjsre dem til Stationen.
Hvad var det som saa pludselig havde forvandlet det gamle
Familiegods?
var ikke Fjorden den samme, og glitrede ikke dens Vslger i
sollyset lige saa stjont nu som for? var ikke de store hoitidelige
sale med sine vaabendekorationer og gamle Familieportrcetter, de
stille, dunkle Kroge og vindusnischernes lune smuthul hvad de
altid havde været?
Jo vist. Men Mennestene som boede der, de saa ikke lamgere
paa sine Omgivelser med det gamle glade, rene Vlik. Det var
ikke stja’rneholm som var blevet forandret, det var dets Veboere.
Da Grev sjtcirne og hans Datter vendte hjem efter sin Reise
til Wiesbaden, modtes de allerede paa stationen af et sorgebud
stab, som Jakob meddelte dem. For et var Dage siden havde et
heftigt slagtilfælde rammet gamle Fru Verg, Gartnerens Mor.
Hun var blevet fuldstændig lam, ja endog Tungen nægtede at
gjore Tjeneste; blind, uden at kunne tale eller rore sig, laa hun i
sin seng som en levende dod. lcrgen sagde, hun ikke havde mange
Dage igjen.
Hvis ikke sonja var blevet saa sterkt grebet af denne sorgelige
Efterretning, at hendes Gine fyldtes med Taarer, vilde hun ganske
vist være blevet bestyrtet ved at se det eiendommelige Indtryk Ja
kobs Meddelelse gjorde paa hendes Far. Grev stjarne for sammen,
og hver Vlodsdraabe veg fra hans Ansigt.
Han fik ikke frem et eneste Vrd, men stirrede stum og bestyrtet
paa den gamle Hovmester, som rodenede forlegen under sin Herres
ufravendte Vlik,
saa vendte han sig brcmt og steg op i vognen til sonja.
— Kjorl raabte han med halvkvalt stemme.
Den folgende Dag dode den gamle uden at have gjenvundet
stemmens Vrug.
(Forts )
stiftende Tider.
XIII.
URD
et er sondag Eftermiddag; jeg tar mig en
liden Hvilestund ved vinduet, nyder dette
lille Oust mellem slagene ): Middagsovvasten
og Vcrkning af Aftensbordet. 3ina har nem
lig fri, og min sondag smager ikke meget af
af Hviledag. Jeg spurte hende jo saa blidt
igaar, om hun ikke kunde vente til næste s»ondag; da
stal vi indta den reglementerte Middag HOS Tante Aaja,
og min Terne nyder den mest übegrænsede Frihed. „Det
kommer saa an vaa det, Frue, vaa om åtte det blir
vind eller ei. Jeg stal vaa seiltur med Jensen min
jeg saa" — Gg den første 3yd, jom naadde mine Gren
idagmorges, det var Vindens susen i 3snnetrceerne, og
jeg fattede, at 3ina vilde være blcest bort med det samme.
Hun ventede heldigvis Middagen over, men idet Taller
kenerne stulde i Vastebaljen, svingede Engelen ud af
Doren i lilla Vaardragt og ildrod Hat, Jensen min
under den ene Armen og en lysegron parasol under den
anden. „Far — vel. Frue" — et stadefro Vlik til mine
opsmogede ATrmer, og det brogede syn førsvinder for
mine Gine. Min lille Teiltur med Anive og Gafler
over Vaskebaljens sæbeskummede Volgetoppe scrtter mig
ikke i hoi stemning, jeg blir lidt voldsom i mine Veva:-
gelser, og to Glglas Gre) gaar —„i Vasten".
Gg nu, nu sidder jeg her. stirrer vaa alle ssndags
glade Mennester, som er ude og faar stsv under Vin
gerne. Min Mand er i Nordenarken, Barna leger tvi
brcrndt med skraal og Tkrig udenfor, og 3ina lar Huset
og alle pligter seile sin egen sjo, mens hun og Jensen
feiler sin. Istedenfor at glcrde mig over Virkerne, som
svaiede lysegronne og deilige udenfor mine Vinduer, bider
jeg mig fast i Ugens Vederværdigheder fra Jensens
Formiddagsbessg i pigekammeret til 3ordagsballene i
hans Alub. „Har Jensen ikke noget at bestille?"
spurte jeg ifredags, — der vceltede Tobaksstyer ud af
pigekammeret, og Groden blev svid — af formegen
Varme i Aomfur og Hjerter. „Nei, Jensen min stakkar,
blev sagt op i forrige Maane’, Ajøbmanden hans’s gik
fallit ; men naa faar han nok sekkert plads en af Va’ene,
og saa holder 3ina Vrollop. Fint, paa Hottel, ja, først
i Ajerka da, saa til Fottegrafen og saa til Medda’n.
Mange Gjester, for det er Valluta, sier Jensen, plysses
Mobler maa vi ha og koschli Ajskken — ellers kan du
være Tina foruden, siger jeg til Jensen."
— — solen skinner. Himmelen er blaa; men hvad
hjælper det, naar jeg ved, at der imorgen atter er en
Hverdag, fuld af Vraak og Mas, Jensen og al anden
Elendighed. Hvor er de blit af de gamle Vages Ma
ren’er og Aaren’er, som bar Ved og Aul som en Heis
nutildags, sicrbte pakker som Hus op fra Vyen, sturte 6
Værelser, saa lidt til Varna og alligevel var som skin»
nende sole bestandig? En uddoet Race ligesom Mam
mutdyret og de gamle Jomfruer.
Af alle gruopvækkende Tidsrum i mit Ajokken var
det „lærde" det værste. Repræsentanten for dette Afsnit
hed Mariane. Navnet var hcederligt. Attesterne for
hendes Vandel ligesaa; der var en stille Tcrkke over
hende, som fristede mig til 3 Ar. i Fæstepenge og endel
letsindige kofter om Vortleie af Vast, Visergut og i det
hele alt det, som er over min slunkne Pungs Evne.
Hun kom, talte vestlandsk og bragte en vis dannet
med sig, som styrkede mig i mine daglige
Oigeminder
,^

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1898/0366.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free