Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 3. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ette Grd, der saa ofte kommer mig i Tanke,
dukkede med fornyet Araft frem for mig, da
jeg en herlig lulidag astagde et Vesog paa
st. Hanshaugen.
Jeg havde længe siddet stille og seet paa
de mange Hmaaborn, der legte rundt om; jeg
frydede mig paa deres Vegne over den rene 3uft, over
<de smukke Anlceg, over kvanerne, der stoltelig svømmede
og dukkede i Dammen, — kort sagt, jeg fslte mig glad
og lykkelig med alle de andre deroppe.
TNen saa fandt min ledsager paa, at vi burde se
os lidt om, og det randt os i Hu, at der vistnok var
samlet en Del Dyr et eller andet sted. Vi spurte en
TNand, om det var saa, og sik det lakoniste s»var:
„Ja, der er nok en par tre stykker, men de kunde
gjerne la være aa ha dem, synes jeg."
Efter hans Anvisning fandt vi et „tzsnsehus" i
storstagen stil, men ak! Hvilken ynkelig Dyreverden!
Forst en Ugle, der var smuk nok at se til med sine
store, glansfulde Mne stirrende midt imod solen, —
men Fange var den dog!
Endel tomme Rum.
saa kom vi til en liden enslig Fugl, jeg huster ikke
nu, hvad s>lags det var, og noget Navnebrcet fandtes
der intetsteds.
Atter tomme Rum.
saa kom der en Abe, der med sine tidt hsist utek
kelige Fagter samlede et stort publikum.
Derefter viste der sig et Oaafuglepar. Nu ja, f)aa
fuglen er værd at se med sin pragtfulde Ham, men denne
Oaafuglehan med de slidte Halefjcrr minder om en for
armet Adelsdame, der bryster sig i lasede silkekjoler.
Enten var det Rummets Begrænsning eller Fuglens Alder,
— hvad der var skyld i det, kan jeg ikke afgjøre, men
pjustet var den.
Endelig kom vi da til det sidste Dyr. Jeg tilstaar
min Uvidenhed, jeg maatte spørge hvad det var, og
svaret lsd — en Grn!
Bjsrnsons Digt summede mig i Gret som en sty
rende Ironi:
Men hvorledes passede det her?
Det star mig i Hjertet for det stakkels Dyr.
Det vilde Jag kunde der jo ikke mer være Tale om,
og de fremmede Ryster repræsenteredes af en maabende
Mængde, der af gammel vane hang udenfor, men sik
kert uden spor af Forstaaelse og Interesse.
Aa, om man vilde gjore Omen kort for disse ens
lige, indestængte vcrsnerl
At slippe dem fri vilde naturligvis være til liden
Nytte, deres Natur er jo fuldstændig forandret, og de
vilde maaste lide endnu mer ved at komme ud.
Men for et tænkende Menneske er det en Oine at se
paa disse Rarrikaturer af Guds skabninger.
3ad Dyrene faa leve slig, som vorherre har bestemt.
364
> Thi vi vide, at hele Skabningen
H) tilsammen sukker og er tilsammen i
(3t Vrd for Dyrene.
Ornen lofter med stcrrke Slag
over de hoie Fjelde,
ror i den unge kraftfulde Vag,
mcetter sit Mod i det vilde Jag,
scrnker sig hvor den lyster,
ser mod de fremmede Ryster.
URD
3ad dem fore sit 3iv i de store skove, paa de hoie
Alipper, stjult for Menneskers Nysgerrighed.
skal de endelig beskues, saa gaa til Museerne og
de store samlinger, der jo staar aabne for alle. Jeg
tror man har ligesaameget Udbytte af det som af at se
en samling levende Dyr, der har mistet sit ved
at indestcenges i et lidet Rum og ved at rives bort fra
sit naturlige Hjem for at begloes af Barn og „barnlige
Sjæle".
De store Menagerier forekommer mig som Anstalter
for Dyrplageri sn Arv».
Medens jeg er inde paa dette, vil jeg sige lidt om
de Dyr, vi daglig har om os.
Det er sorgeligt at se, hvorledes voksne Mennesker
kan mishandle sine Husdyr.
Forleden Dag kom jeg forbi en Hest, der stod i en
hoist übekvem stilling. Den var førspændt en Vogn
med det deiligste grsnne Grces; man sik næsten Tyst til
at smage paa det. Men Tommerne var bundet fast til
det ene Forhjul, saa Hesten hverken kunde boie eller
vende Hodet; og foran Dyret havde et vittigt Hode
fundet paa at kaste en Dot af det duftende Grces, som
det altsaa kunde se men ikke naa. samtidig var Hestens
Gine fulde af Fluer, der krob ud og ind, saa Taarerne
randt.
3cenge blev jeg staaende; tog Grcesset op, saa den
kunde spise og jagede Fluerne bort, men Hestens Lier
kom ikke.
Mange andre Udstag af Folt> Tankelsshed lige
overfor Dyrene ser jeg daglig, men taler man til dem,
kommer de enten med grov Mund eller svarer siet ikke.
Man kunde snste, at der engang imellem fandtes
„et Bileams ALsel", der hcevede Rosten mod sin Olage
aand, thi Dyrenes bedrovede Gine lader ikke til at gjore
Indtryk paa disse forhærdede Hjæle.
Men jeg beder alle som kan — hjælp til at Dyrene
ikke plages, opmuntre ikke Gutter til at fange Fugle til
at have i Bur; tal til dem, der mishandler selv dct
mindste Aryb.
Hjcrlper det ikte at tale venlig til dem, har man jo
den Udvei at melde dem for Dyrplageri.
Ofte er dog Folks Raahed et slags Flothed: de
vil vise sin Gvermagt, men kunde man bringe dem til
at tænke sig selv som det plagede Dyr, da vilde de vistnok
afstaa fra den Fornsielse at pine sin trofaste Hjælper i
det daglige 3>trcev.
Da Gud havde fuldendt sit skabelsesværk, satte han
Mennestet til at regjere over Havets Fiste og over
Himlens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa
Jorden.
Men Gud mente ikke, at vi, der kalder os skab
ningens Herrer, skulde misbruge denne vor Magt.
Maatte da vi, der er skabt i Guds Billede og sat
til at forvalte all det stabte paa Jorden, prove at være
Forvaltere efter hans sind og huste paa, at ikke alene
Menneskets Tcodraab men ogsaa Dyrets tause Alage
naar frem til den Gud, der engang stal krceve os til
Regnstab for hver Grusomhed, enten den er ovet med
ond vilje eller af den rene Tankeloshed og Uforstand.
c^^^^^^^M
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
