Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 37. Lørdag 10. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faren var ikke heller sig selv lig. Vag efter Dag grublede hun
paa hvad der var i veien med ham; forgjæves: hun kunde ikke
udfinde det; men vist var det, at et eller cmdet trykkede ham.
Han var nu sjelden munter og glad, og var han det, saa var
det paa en nervss og forceret Maade, som stak ssrgelig af mod den
jevne, rolige Glcrde i gamle Dage, og det pinte sonja næsten endnu
mere at se denne hysteriske Glcrde end det dybe Tungsind der til
andre Cider indhyllede ham.
Naar hun en og anden Gang overrastede ham — han søgte
altid at skjule sin Nedtrykthed for hende — og kjcrrlig lagde sin
Kind ind til hans, strsg hans graasprcrngte Haar og under Kys og
Kjærtegn besvor ham at dele sine Vekymringer med hende, at aabne
sit Hjerte for hende, hans eget elskede Varn, da gled et mat smil,
et svagt Gjenskin af Fortidens lyse Vage over hans Ansigt, og han
førsikrede altid, at det kun var Indbildning, at intet trykkede ham;
alt var som før.
Ak — som før I Da stulde hun vel ikke saa ofte i Nattens
stilhed behsve at begræde dette for du ml
Det eneste lyspunkt i denne tunge Eftersommer og Host var
de Vage Kurt stråle kom derud paa Vessg, Men han var nu
saa bunden af sin Tjeneste i Hovedstaden, at han kun om ssndagene
kunde komme ud til dem.
Det var derfor med Glcrde at sonja denne Hsst vendte tilbage
til stock.wlm. Hun haabede, at det afvekslende liv derinde skulde
have en gavnlig virkning paa Farens nedtrykte sind; sin forlovede
kunde hun daglig faa se, og saa kom hun selv bort fra de triste
Erindringer som denne sommer havde knyttet sig til stjarneholm.
Heldigvis saa det ud til at hendes Beregninger skulde slaa til.
Efter en Uges Ophold i Hovedstaden syntes hun at merke en
Forandring til det bedre hos Faren, og selv fslte hun sig usigelig
vel ved at adspredes lidt, ved visitter, spaserture med Kurt og
Theateraftenerne.
En Dag efter Aftens — Kurt var hos dem — kom Grev stjarne
hen til sonja, som sad sammen med sin forlovede og bladede i et
Album, streg hende over Kinden og sagde:
— Nu maa min lille vige ikke blive bedrsvet, fordi jeg maa
reise fra hende nogen Dage. Du har jo Kurt i Nærheden, og du
kan jo bede en af dine veninder, f. Eks. Elsa Konov, flytte hid
og holde dig med selskab saa Icenge. Om en Uge haaber jeg at
være tilbage.
— Hvad siger du? skal du reise bort, og jeg faar ikke
blive med?
— Mit Varn, det er ikke behageligt at reise paa denne Aarstid;
og hvis det ikke var nødvcndige Forretninger som kaldte mig, blev
ogsaa jeg helst hjemme.
— Nødvendigtl Vg hvor stal du reise hen?
sonja var urolig og lidt mistroist. Faren pleiede aldrig at
reise paa denne Aarstid. Vg Forretninger — aldrig havde han
reist af den Grund I Aldrig.
Nei — dette hang ikke rigtig sammen. Hun saa straks Kathe
Ventsons skikkelse for sig i al dens frygtelige, forhadte skjsnhed,
saa hendes stikkende Gine fæstede paa sig og gyste.
— Er det Onkel Aksel, er det hun? udbrsd hun.
— Nei nei. Onkel Aksel er jo paa Rekreationsreise med Major
Lang i Orienten, som du ved, og han kommer ikke tilbage før til
vaaren. Alt er godt og vel med ham. Det er ganske andre Ting,
som ikke kan interessere dig.
— Det passer jo udenerket, faldt Kurt ind, General von s.
reiser bort imorgen, og saa kan jeg lettere disponere over min
u stod „taboratoriet" tomt og ode; de lange, hyggelige
samtaler derude var for altid forbi. Første Gang da
sonja gik derind efter Begravelsen, og Duften af disse
mangfoldige lcrgeurter og Krydderier, som hun selv
havde hjulpet til med at indsamle, slog hende imede,
syntes hun det lugtede Lig, og hurtig vendte hun om
i Dsren.
Rampen om Rj<rrlighed.
Sonja
Af Johan Nordling.
Autorisert Ouersccttelse.
(Fortsættelse).
eller
Eftertryk forbydes.
UR3
Tid. Jeg stal nok passe godt paa sonja, du kan være rolig for
hende, Onkel.
Men sonja var ikke rolig. Denne pludselige Reise forekom
hende rent uforklarlig, og stjønt hun sagde det til sig selv, at det
bare var en sygelig Indbildning som savnede al Grund, kunde hun
ikke lade være at scrtte Reisen i Forbindelse med Kathe Ventson,
og hun saa stadig denne Kvinde for sig saaledes som hun havde set
hende den ene Gang med gnistrende Gine og stjælvende lcrber.
Hele den lange søvnlsse Nat kastede hun sig urolig og feberhed frem
og tilbage i sengen, mens disse truende Ord lsd for hendes Gren:
De ser mig igjen. Jeg kommer, naar De mindst venter mig.
Imidlertid reiste Grev stjarne tidlig næste Morgen, sonja
var først paa Morgensiden faldt i en tung søvn, og var endnu ikke
vaagnet da Faren reiste.
straks efter Frokosten, som hun havde spist alene og i triste
Tanker, ringede det paa, og ind kom Kurt farende, saa sabelge
hænget klirrede mart’alst.
sonjas Ansigt lysnede op.
— Hvor snilt af dig at komme saa snart, Kurt! Gud ved,
hvad jeg havde fundet paa i min Ensomhed og ALngstelse.
— Min egen, kjcrre ven, du maa ikke gjøre dig saa mange
unsdige Vekymringer, svarte han smt, du er aldrig alene, saa Icenge
du har mig, og det er rigtig, rigtig barnagtig at crngste sig fordi
Onkel maa reise bort nogen Dage.
— Nu stal vi have en rigtig hyggelig Dag, vedblev han, og
glemme alle dumme Griller. Det er et deiligt veir ude, solskin
og varmt. Først tager vi en Kjsretur rundt Djurgaarden, sor den
er vakker nu, kan du tro, i sin straalende Hsstdragt; Kl. 2 har
sportsklubben Matine i Cirkus ; jeg har Villetter ; saa spiser vi
Middag hos „Rydberg" og i Aften gaar vi i Theatret. Hvad siger
du til vrogrammet?
— Aa, det er bare altfor meget Moro paa en Gang, kjcrre
Kurt, lo sonja, som virkelig fslte sig lidt lettere tilsinds veo Ud«
sigten til at nyde hans selstab en hel Dag.
Om Aftenen kom hun hjem, dygtig trcet, men fornsiet med
Dagen. Kurt havde fulgt hende til vorten.
Jakob tændte de store sslvkcmdelabrene i spisesalen, hvor
Aftensbordet var dcrkket til hende; de havde ikke spist efter Theatret,
for sonja vilde ikke komme for sent hjem.
vaa en sslvstaal ved hendes Kuvert laa Dagens vost, nogen
Vreve og udenlandske Tidsskrifter, som hun hurtig gjennembladede
for at se om der var noget af Interesse.
Et var Invitationer til Middag og soups, det var alt.
Men der allerunderst blandt Farens Vreve laa en liden Konvolut,
som vakte hendes Vpmerksomhed ved sin rsde Farve, den fine, kvin
delige Hacmdskrift og det fremmede Voststempel.
Hun studerte den nsie. Den duftede af en fin, gjennemtrcen
gende varfume. Frimærket var fransk og bar varis’ Voststempel.
Hendes Hjerte bankede voldsomt. Hun vidste ikke, at Faren
korresponderte med Damer, og dette var ganske bestemt fra en Dame.
Hun fyldtes af et stinsygt Gnste om at komme paa spor efter
Hemmeligheden.
Og da Hovmesteren kom ind med samovaren, stak hun det
hurtig og übemertet ned i lommen.
Da hun kom op paa sit værelse, vendte og dreiede hun Vrevet
mellem Hænderne. paris — varis I Kunde det være muligt, at
det var did han vir reist?
Hendes Hænder skjalv; hun grebes af en uimodstaaelig lyst til
at brfde den tynde Konvolut som skjulte Hemmeligheden.
Men hun kjæmpede, stred imod. En saadan lavhed, et saadant
spioneri var hende fremmed — og dog, dog . . .
Inden hun rigtig vidste hvorledes, havde hun aabnet det. Hun
foldede det ud, hun vilde kun se Underskriften, hun vilde ene og
alene se, fra hvem disse linjer kom. Vg saa vilde hun Icegge
Vrevet ulæst sammen og aabent bekjende alt for Faren, naar han
kom hjem.
Et skrig, et smertens og Fortvilelsens skrig undslap hende.
var da hendes msrkeste Anelser sandhed, og var selve sand
heden ksgn?
Hendes stanke skikkelse rystedes af konvulsivist Graad, og Ho«
det borede hun dybt, dybt ned i vudens Edderdun.
De Ord hun havde lcest i Farens Vrev var: Din elskende
af lcrngsel do ende Kathe.
(Forts.)
373
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
