- Project Runeberg -  Urd / 2. Aarg. 1898 /
381

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 17. September 1898 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Eden til Napoleon svor man kun med Tcrberne:
Aeiseren vidste det; og han vidste, at Tykken er Frankrigs
Gud. Angstfuld spurgte han sig selv:
„vil Tykken endnu denne Gang folge mig?"
Tuileriernes pragtfulde Tlot, hvor hverken hans
Hustru eller hans Varn kom til ham, var morkt og vakte
bitre Minder.
Vel var han atter Aeiser. Men hvor var hans
italienske Icrnkrone, jom han stolt havde sat paa sit Hoved
i Vomkirken i Milano under Raabet: „Gud har stjamket
mig den. Vogter Eder for at rsre den!" — Hvor var
de tyste Vasaller? Maaste førstod han i Tuilerierne bedre
end paa Elba, hvilken Forandring der var foregaaet i
hans Tiv.
Han anede, at Jorden gled bort under hans Fodder.
Dersom Aongen af Rom havde været hos ham, vilde
Tynet af dette blonde Hoved have stjamket ham nogle
Gieblikkes Ro, men hans Varn var fangen i hans Fienders
Hamder. Han kastede sit klartskuende, men modlsse Vlik
ud over Forhold og Mennesker. En dyb smerte bemæg
tigede sig hans Tjcrl. Han Horte i det fjerne Tyden af
de utallige Bataljoner, som nærmede sig Frankrige. Tid
ligere eller senere, det folte han, vilde hans Geni og hans
Heltemod ligge under for Fiendernes uhyre Gvervægt i
Antal.
Hans Moder havde forladt Elba kort efter ham;
den sidste Aften i Mai Maaned ankom hun til paris
sammen med sin Vroder Aardinal Fesch. Hendes Tonner
Joseph, Tucien og Jerome og hendes svigerdatter Hor
tense var allerede samlede om Aeiseren.
Dagen efter at hun var kommen, aflagde man paa
den saakaldte „Mai-Mark" Ed til Konstitutionen; og
Napoleon uddelte Faner.
paa en Tribune bag hans lamestol bivaanede hans
Moder Festligheden. De uhyre Menneskemængder, de
straalende Uniformer, Fanerne, der flagrede i Vinden, de
kjaempemcessige Grne, som Aeiseren rakte sine trofaste,
den umaadelige Jubel, hvormed han hilstes, indgjod ikke
Tetizia nogen Tillid til Fremtiden. Et dybt Alvor stod
malet i hendes endnu stjonne Ansigt; bange Anelser fyldte
hendes Tjcrl.
Den Juni drog Napoleon til Hæren. Han sagde
Farvel til sin Moder og forlod sit palads Alokken 3V2
om Morgenen.
Idet han steg tilvogns, opdagede han General Bert
rands Hustru. Han tog hendes Haand. Tom om han
havde en Forudfslelse af Tt. Helena, sagde han:
„Tad os haabe. Fru Bertrand, at vi ikke snart maa
angre, at vi har forladt Gen Elba".
Tlaget ved Waterloo afgjorde hans Tkjebne. For
anden Gang maatte han frasige sig Tronen. I Tlottet
Malmaison sagde han sin Moder og sin svrige Familie
Farvel.
Tetizia begav sig atter til Rom, hvor hun sik Under
retning om, at hendes ssn var bleven fort til Tt. Helena
som Fange. Hun emstede paa alle Maader at mildne
hans Famgsel; hun onstede selv at drage til st. Helena
for at dele Fangenstabet med ham. Men det blev hende
negtet.
Hun modtog kun sparsomme Efterretninger om ham.
Dog fik hun vide at han var livsfarlig syg. Gg hun
led usigelig ved at være stilt fra ham under hans Tygdom
og ved Efterretningen om hans smertefulde Død.
Tetizia overlevede Napoleon femten Aar. Gmgiven
af det italienske Folks Hsiagtelse døde hun i en
meget hoi Alder, blind og lammet, men endnu i Besid
delse af sin klare og sterke Aand.
URD
et utrolige var virkelig sandt.
sonja havde ikke gjættet feil. Vet var paris Grev
stjarnes Reise gjaldt, og den han stulde trcrffe var —
Kathe Ventson.
Gud stal vide, at han i disse Maaneder havde lidt
og kscrmpet; han havde haabet at denne unaturlige
Fslelse, som saa pludselig var vakt tillive, ligesaa plud
selig stulde ds bort.
Men han havde bedraget sig selv, bedraget sig med Hensyn til
den sirsnagtig dragende Magt som den unge Kvinde besad, og
som trods Afstanden og Skilsmissen bandt hans Fslelser og Tanker
med usynlige tænker. Visse deilige Gine, denne übeskrivelig lvin«
delige denne brusende skjsnhed — fra den stund han paa
Vanegaarden i Wiesbaden havde fslt dens magnetiske Tilircrk
ningstraft, havde han aldrig havt nogen rolig stund hverken Vag
eller Nat.
For hver Dag folte han sit syge Sind mere og mere besnæres;
han arbeidede i voldsom Sjælekamp, med Dødsangstens Fortvilelse
for at fri sig af Nettet — men indviklede sig blot endenere deri.
Skulde han da med saa meget Vesvær have revet denne for»
fcrrdelige Kvinde ud af fin Brors Arme for selv at blive hendes
Slave?
Atter og atter bebreidede han sig sin Svaghed, befalede sig selv
at glemme, glemme. Men hvem har nogensinde givet Tankens
Flugt Love, eller stanset de brusende Folelsers Stram?
Gg saa var det Datteren, hans egen uudsigelig elskede Sonja.
Han salte altfor bittert, hvilten Uret han var ifaerd med at gjøre
hende ved denne uværdige Ujcrrlighed.
I ensomme Timer raabte han hende hsit ved Navn, i sin
Fortvilelse ncrvnte han det atter og atter og førsagte at forjage den
andens Villede ved at tænke paa Datterens rene, fine !?nde. Men
det var frugteslsst, ligesaa frugteslsst som de Taarer den sterke
Mand græd over sin egen Svaghed.
Under denne maanedlange Kamp led hans Sind übestrivelig ;
han begyndte enddog at frygte for sin Forstand. Til de andre van
skeligheder kom ogsaa den — og den var ikte mindst — at han maatte
skjule sin Tilstand for Datteren, noget som lykkedes ham daarlig.
Undertiden forekom den eneste Redning ham at være: uforbe
holdent at betro sig til Kathe. Ranske hans Sjcrl derved vilde lutres
og hjælpes; maaste hendes rene, datterlige Deltagelse vilde helbrede
ham for den vest som han nu var befcengt med.
Men aldrig var han istand til at faa det forlssende Vrd over
sine tceber.
Saa en Morgen efter en endelss Nat fuld af Angst og Kamp,
da hele hans indre, hele hans aandelige Habitus var fcerdig til at
styrte sammen under dette overvældende Tryk, tog han — halvt
utilregnelig — sin Bestemmelse og strev til Kathe. Han maatte
have vished for om hun delte den Fslelse som fortærede ham.
Da Brevet vel var afsendt grebes han af den heftigste Anger.
Han lod sin Hest sadle og jog ned til Stationen ved Sha’rneholm
for at tage det tilbage. Det var for sent.
De Dage som nu fulgte, inden Kathes Svar kom, var de tungeste
i hans tir».
I det ene Gieblik fortvilet over ikke at kunne gjøre det stede
usteet, i det næste ængstelig for hvordan Kathes Svar vilde blive.
Vg derimellem dukkede den Tanke op at hendes Svar skulde bersve
ham enhver Illusion, at det skulde udtale et absolut nei, for evigt
knuse hans Haab og længsel. Han faite, at et saadant Svar vilde
være hans Redning, men en Redning som bragte Døden.
Rathes Svar kom og gjsd Glje i Ilden.
Hun elskede ham, strev hun, havde elstet ham fra det farste
Gieblik deres Gine msdtes ved Skovbakken ude ved Raisersschloss.
Hendes hele Sjcrl var hans, hendes kiv, hendes tykke eller hendes
Undergang.
Rampen om Rjarlighed.
Af Johan Nordling.
Autorisert Oversoettelle.
Den bitre Fandyed.
Sonja
eller
(Fortsættelse).
XIV.
Eftertryk forbydes.
381

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1898/0385.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free