Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 17. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382
Fra den Vag af korresponderte de regelmcessig, og Kathe Ventson
førstod saa godt at spille den alt opofrende i sine Vreve, at hvert
Vrev, hver linje fra hende ogede Fortryllelsen.
Tilfidst, da hun førstod at han aandelig talt var bunden baade
paa Hænder og Fadder og ikke længere formaaede at slide sig los,
begyndte hun at anslaa en anden Tone: hvor længe vilde han lade
hende fortvile; hendes Hjerte var nær ved at briste af længsel.
samtidig opfordrede hun ham indtrængende til ikke at ncevne
noget for Datteren; hun hyklede en stor Gmsorg og Kjærlighed for
hende, som var „Kjød af hans Kjød"; hun kunde saa godt forståa,
hvorledes „det egenkjærlige, sode lille Barnehjerte vilde rcesonnere".
Derfor var det bedst ogsaa for sonja selv, at hun intet fik vide,
forinden alt var fuldbyrdet. Da vilde hun lettest finde sig i det
uundgaaelige og hendes (Kathes) varme Kjærlighed skulde, ja maatte
snart overvinde Datterens Modstand.
Vg nu —nu var han reist I Hvad gjaldt Reisen ? var maaste
alt i denne stund afgjort, og vilde Faren vende tilbage med Kathe
Ventson som sin cegteviede Hustru?
Ja, herom gav Vrevet ingen bestemte Oplysninger; der stod
intet om nogen Reise, men gjennem lmjerne lceste hun at en Kata
strofe var nær forestaaende.
sonjas første forvirrede Veslutning var nu straks — tiltrods
for den sene Tid — at opsoge Kurt stråle for at bede ham om
at reise efter Faren til paris med Hurtigtoget næste Morgen. At
Faren var reist til paris, fo’te hun sig nu overbevist om.
Da hun havde samlet sig noget, indsaa hun imidlertid at hendes
forlovede umulig lunde reisesaadan over Hals og Hode. Han maatte først
ssge permission og gjore de nødvendigste Forberedelser.
Tidlig næste Morgen var hun oppe, og da Kurt stråle ved
8-Tiden let tilsinds og dampende paa sin Morgencigaret kom ude fra
sit Hjem i sturegatan, modte han til sin Vestyrtelse sonja med
rode Gine og et forgrædt Udseende.
Hun var saa oprort at hun neppe kunde tale.
Han forte hende hen til en af Vænkene ved pavillonen i
HumlegHrden, og lidt efter lidt lykkedes det ham ved mange kjærlige
spsrsmaal at blive klar over situationen.
Wrgerlig snoede han sin Moustache. Kunde dette være muligt l
Den alvorlige, fint dannede, aristokratiske Gnkel Karl, som han fra
sine Varnedage havde set op til med saa stor ALrbodighed — kunde
han have glemt sin værdighed i den Grad!
Jeg skaffer mig permission og reiser med Nattoget ikoceld,
sagde han pludselig i en bestemt Tone. Jeg skal hindre dette
vanvittige skridt — hvis det da ikke allerede er for sent, lagde han
stille og nolende til.
sonja smilte taknemlig gjennem Taarer. Han havde gjættet
hendes Gnste.
De gik hjem til villaen og lod Kusten spaende for. saa kjsrte
de ud sammen for at ordne forskjellige Ting til Kurts Reise. For
sonja kunde ikke udholde den Tanke at stulle sidde hjemme alene;
hun vilde blive et Vytte for alleslags morke og urolige Tanker.
Gm Aftenen reiste han, som Vestemmelsen var.
Det var en gnistrende kold vinteraften i Begyndelsen af Februar,
paa den morkeblaa Himmel lyste stjernerne klart og kastede sit blege
skin over den nyfaldne sne.
Udover storbyens Gader kastede de elektriste Vuelamper sit
sterke lys, man saa et broget Mylder af slæder trukket af Heste
med klingrende Vjældetsi, sporvogne med tilfrosne vinduer og
Fodgjængere.
scesonen var paa sit hoieste; og hvor man gik, iscer i de mere
fashionable Gader, saa man de staselige Vygninger festlig oplyst til
glimrende soirser og Valler, mens Rækker af elegante Ekvipager
afleverede sit Indhold langs Fortouget: Herrerne i varme pelse
og de unge Damer i fodside slynger og kokette Theaterkapoter.
I den fashionable Tradgsrdsgatan havde en stor skare nysgjerrige
samlet sig udenfor Grev stjarnes palladslignende villa, hvor det
lyfte i alle Etager, vogn efter vogn rullede frem, og ind gjennem
den hoie, hvcelvede vort, der var smykket med Familien stjarnes
vaaben, bslgede et næsten uafbrudt Tog af Gjester.
Grev stjiirne og hans unge Frue gav sit første selskab i
scesonen.
Denne Gang havde de elegante Indbydelseskort som ellers altid
var blevet modtaget med stor Iver, vakt meget blandede Fslelser i
den fornemme verden. Grev stjarnes Giftermaalsstandale havde
Seier og Nederlag.
URD
længe været det mest pikante af alle samtaleemner. Man havde
hvisket, og man havde talt hoit om den.
En Kvinde, en ung, straalende stjøn Kvinde — men hvem var
hun, og hvorfra? En fremmed, übekjendt, uden slcegt og uden
Forbindelser I Vg ALgteskabet kom saa uventet og plndselig — og
Aldersforskjellen var saa stor!
De vanvittigste Historier var i Gmlob; de fortaltes videre ved
Thebordet og Klubbernes spilleborde, ogedes og forandredes, saa
de ukjendelige vendte tilbage til sine Kilder, hvorfra de paany sendtes
ud i verden i lidt forbedret skikkelse.
Ingen vidste dog noget med Vestemthed; og tilsidst begyndte
enkelte førstandige at blive trcet af deune resultatlose sladder,
mens en liden Klik toneangivende Herrer overlegent smilte og trak
paa skuldrene over „Damernes dumme og naragtige Vetænkelig»
heder"; den unge Grevinde stjiirne var „fortryllende", det var vift;
og da man ikke vidste noget ondt om hende, havde man Grund til
at tro det bedste.
Vpinionen slog om, og der ymtedes nu saa smaat om, at hun
tilhsrle en fornem polst Adelsfamilie, som af politiste Hensyn var
drevet i tandflygtighed; selv stulde hun være adoptert og opdraget
i England. Dette Ryate var sat ud i rette Tid, og inden kort blev
det anseet som Faktum.
Grev stjiirne og hans unge Hustru havde hidtil levet stille og
tilbagetrukkent og kun aflagt nogen Visitter hos Grevens nærmeste
venner, visitter, der halvveis modstrcebende var blevet besvart.
En hel Del af Damerne var ikke saa let at bringe til Taushed,
og hvad der iscer gav dem „vand paa sin Molle", var den Ned«
trykthed og stille sorg som havde sat sit praeg paa den vakre sonjas
Ansigt og hele vcesen efter Farens hemmelige Giftermaal i Varis.
Hvor heltemodig hun end kjæmpede for at skjule sin Kummer
for fremmede Vlikke, lykkedes det hende dog ikke helt. Man lceste
den i de for saa glade Gine, og saa Merker efter den om hendes
kjcekke lille Mund.
— Vohl — sagde Herrerne, det er lidt Vlegsot, for meget
selskaber — saa almindeligt i den Alder; det gaar snart over.
som sagt, Meningerne var forskjellige. Herrerne var henrykte
over endelig en Gang at faa Anledning ti! at gjore den saa meget
omtalte unge Grevindes Vekjendtstab; hendes usedvanlige skjonhed
havde allerede paa Afstand vakt deres Interesse.
Vg Damerne Ja, sandt at sige, var de i virkeligheden
ikke mindre ivrige efter at faa tilfredsstillet sin Nysgjerrighed, og
de Vetænkeligheder som de hoit udtalte, blev overdsvet af deres
brændende Gnste om paa nært Hold at se den nye Grevinde. Vg
da den med saa stor Interesse imsoeseede Aften kom, var det kun
et førsvindende Faatal — de allerforsigtigste som vilde se Tiden an
— der under førstjellige paaskud udeblev.
I den store Forhal i anden Etage modtog Grev stjiirne sine
Gjester. Det var e<i uendelig strom som bolgede op ad den brede,
tceppebelagte Trappe. Her var Eomfort og Elegance: Fadderne
sank dybt ned i de blode Tcrpper, og Diet blændedes næsten af alt
det elektriste lys som straalte ned fra Kandelabrene, der af Vronce»
satyrer lcftedes hoit op mod det buede Loft.
Grevens Udseende forbausede alle: hans fine, noble Ansigt lyste
af Glæde, hans Dine straalte som en V,nglings, alle hans Vevce»
gelser og Gro havde faat et liv og en Raskhed som mindede om
hin Tid for næsten tyve Aar siden, da han som nygift aabnede
sit Hjem for en Række glimrende Fester.
Det er rent hvor Gnkel forynget, sagde
Varon Ruda til sin ven Kurt strsle efter at have hilst paa verten;
hans Hustru maa kunne gjore Mirakler. Jeg har hort saa meget
om hende, men endnu ikke set hende, og brænder af Nysgjerrighed
efter at gjore hendes Vekjendtstab.
— Rolig — rolig, min Ven, lo stråle; jeg stal straks presen»
tcre dig for — min Tante. Han udtalte det sidste Vrd med et lidet
ironisk Tonefald.
— Nu, hvad synes du om hende?
— Aa, der gives bare en Mening om hende, udbrod stråle
enthusiastist; hun er bedaarende. Jeg misunder Gnkel.
— virkelig! Det stulde ikke undre mig om din forlovede blev
skinsyg, hvis hun Horte dig. Ellers havde viben en ganske anden
tyd lige for Brylluppet, da du reiste til paris for at hindre Gifter«
maalet . . ja, var det ikke saa?
stråle rodenede lidt.
4-
(Forts,)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
