Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 17. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om der snestorm og Arbeidet maatte indstilles,
var der ikke stort andet at fordrive Tiden med
end Sewn. Ggsaa da vi var deroppe laa et
Aar Arbeidere og slang i Sengen, en holdt
paa at spikke et Rivehoved, en anden sad slap
paa en Bcenk. vandet stod nemlig saa hsit,
at Arbeidet blot kunde drives fra den Ende af Tunnellen,
der vender mod Skaakje.
Det havde en underlig Skjsnhed Dcemmevandet, der
det laa i Solskinnet. Rundt om var graa Sten og Is,
bare graa Sten og Is. Jeg kan ikke huske, jeg saa et
Grcrsstraa. Men ude i vandet laa en stor Isblok,
takket og forreven. Den blaanede og stinte i Solen som
et Fepalads med Tinder og Spir.
Inden vi var tilbage i Scrtren satte atter Taagen
ind i store Dotter. Der er noget gjennem trist ved Taage
paa Fjeldet. Al Udsigt stænges, og en foler sig saa rent
hjælpelos, der en gaar fremmed, ukjendt og med Bevidst
heden om, at tager en feil et eneste Sted, kan en blive
gaaende milevidt i Ulænde uden at træffe paa Hus eller
Folk. Denne Gang fandt vi dog rigtig frem til Scrtren
og Flsdegroden, som vi vidste ventede os.
En Ting var der som optog min Tanke under alt
dette. pengesporsmaalet nemlig. Der er neppe noget
som mere gir en Fodtur prcrg end pungens Tilstand.
Er den fuld, og man kan tage ind paa de flotteste Ho.
teller, drikke vin til Maden og saa videre, saa foler en
sig fuldt paa Hside med Ajorende, der har 2 Heste,
heller overlegen end det modsatte. Men har en bare et
par Aroner i pungen, maa gaa forbi de flotte Hoteller
osv., da foler en sig først rigtig som Fodturist. Min
Bror og jeg havde været noksaa rundhaandede paa den
første Del af Turen; men da jeg nu undersøgte min
pung, udviste den et Indhold af Ar. i Sedler, Ar.
og 32 Gre i smaat. Smaapengene var forlidet at give
paa Scetren. Aonen fik 5 Ar. og var straalende, og saa
havde vi to sammen Ar. at komme til Bergen
for. Enhver, der har gaat paa Fodtur, ved at det er
lidet nok.
vansteligheder paa veien bragte mig imidlertid snart
til at glemme Pengesorgen for en stund. Forst havde
vi „Andresstigen" at klare. Den var rigtig glat og
cekkel efter Regnet, og paa alle vanstelige Punkter var
jeg rent nervos, til jeg havde faat Andreas vel over.
Han led vist under en lignende Fslelse, hvilket jeg slut»
tede af Udtryk som: „Du snakker du! pas dig selv
du," eller næsten med Graad i stemmen: „Du stal ikke
gaa saa langt ud, Inger, jeg bare siger dig, du gaar
ikke saa langt ud. Du snakker du!" siden havde vi en
strcevsom Ur at arbeide os ned gjennem. Men saa var
vi nede i simodalen, den smale, stade simodalen med de
steile nogne Fjelde paa siderne. Imidlertid gik Elven
nu ganske stille, og der voksede pilekrat langs Bredden.
Vi fulgte Dalbunden udover mod Fjorden. Om Avelden
tog vi ind hos Dampstibsekspeditsren, hvor vi nærmest
blev tvungne til at spise Aftens, noget vor pung ikke
taalte. Men Frokost næste Morgen negtede jeg bent ud
at spise. „Tak, jeg tror ikke, jeg vil have Frokost endnu.
Jeg er ikke spor sulten. Nu stal jeg gaa ind og hore,
om min Bror vil have." — „Andreas, vi har ikke
Raad til at spise Frokost, vil du ha?" Nei, han
Laa Fodtur
Af -g-
(Slutn.)
URD
fandt sig ganske foieligt iat undvære den. „Nei Tak,
min Bror vil heller ikke ha Frokost." Og saa slap vi
med 2 Rr. der. Da vi dernæst havde betalt Rr.
paa 3die plads Dampskib til Eide, var vor Kapital
reduceret til Rr. 7.62, netop 8 Gre forlidet til Billetter
fra Voss. Eftrrmiddagstoget kunde vi ikke naa, og saa
maatte vi være ude om Natten. Af Mad havde vi
5 6 Milkkjeks, V« Plade Chokolade og 2 Spege
polse. Og saa maatte vi endda vandre Mil lamgere
end til Voss, nemlig til næste station. Bulken, bare for
8 Gres skyld. Jeg var mest oplagt til at tage sagen
humoristisk, ikke saa min Bror. „Jo, du er grei du!
Du førstaar at styre pengcr, Inger." Jeg kan endnu
beundre min Taalmodighed dengang. Jeg havde slig
dyb Folelse af værdighed og Ansvar som Teder af
Turen, at jeg modtog alle Finter og Urimeligheder i
Taushed. Jeg husker, jeg fortalte Historier, dels lceste
og dels selvlavede, for at holde Modet oppe hos ham.
En stor Del af Dagen laa vi under en Birk ved en
Elv for at hale Tiden ud. Om Natten krob vi en
stund ind i en Taave, hvor jeg ikke turde sove, fordi
jeg var ræd, vi skulde vaagne for sent til at naa Toget.
Min Bror sov naturligvis af Hjertens Tyst.
Hele Dagen havde vi havt et deiligt veir. Og en
vakrere, fristere Morgen end den, som smilte os imøde,
da vi kom ud fra vort Nattekvarter, kan neppe tænkes.
I Nord laa Banker af deilige rosenrode skyer. Der
var saa stille overalt, ingen var oppe endnu paa de
Gaarde, vi passerede, vi nsd landskabet og stilheden
trods vor Elendighed, der vi sultne og trcette drog os
langs Tandeveien. Jeg fslte mig saa underlig udhulet
og tom i Hovedet; trods alle Forssg kunde jeg ikke huste
frem den Historie, jeg havde lokket min Bror med for
at faa ham til at fortsætte fra Voss til Bulken.
En Milkkjceks var der igjen. Og den sloges vi
om. Jeg husker saa godt, vi stod paa veien, fcele og
lurvede efter Regnveirsdagene paa Fjeldet. Med tomme
Rypescekker og tomme Maver og den stakkars bitte lille
Milkkjeksen i Haanden. Min Bror vilde ikke ha den,
og jeg vilde ikke ha den. Men da han saa blev sint
tilslut og truede med at smule den op og stro smulerne
paa veien, da rakte jeg Haanden ud efter den, idet jeg
beroligede min samvittighed med, at han havde faat
Thokoladen alene.
Rlokken var 6 om Morgenen, da vi naaede Bulken.
En Undersogelse af Billetpriserne viste et pengeoverstud,
der blev sat overstyr i Bulkens Meieri, hvorefter min
Bror lagde sig paa Bcenken udenfor stationen til at
sove trods mine protester. Jeg syntes, det tog sig land
strygeragtigt ud. Men saa provede jeg nu at rette paa
det ved at sætte min mest damemcessige Mine op.
Egentlig imponerende tror jeg dog ikke, det lykkedes mig
at bli, for mere lurvet, udvaaget og førsulten har jeg
aldrig været. Men det var altsammen glemt, da vi
Timer senere sad renvaskede og ordentlige foran et
vceldigt smorrebrod.Fad i Mors koselige stue. Det
bedste ved en Fodtur er næsten, at det er saa rent vid»
underligt deiligt at komme hjem igjen.
W^
383
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
