Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 15. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Baghaand ? — Benytte Interessen som Underbrug, som
en god Hjelpekraft at have med om det kunde falde sig
saa, ja det har mange provet; jeg stulde nesten tro det
er fra dem de nedslaaende Erfaringer skriver sig. Gg det
undres jeg ikke det mindste paa; men jeg kan heller ikke
tillegge slige Erfaringer det ringeste Grand af Beviskraft;
det eneste de beviser, er at de Folk stjønner svert lidet af
det de snakker om.
Aaa den anden Tide har De uden Tvil set, at Deres
Born virkelig dreves til Anstrengelse, naar det var noget
som rigtig til Gagns interesserte dem. I tegen f. Eks.
<3ller har De ikke ogsaa set hvorledes et Barn — endog
i temmelig ung Alder — kunde kjempe mod Tult og mod
Tsvnighed for at folge en spendende Fortelling til Enden.
„Ja, en spendende Fortelling ja! Men det „torre"
Undervisningsstof?"
Nei, det maa ikke vere (gjores) tort, det er Tagen.
Man maa aflure Bornene Hemmeligheden om hvad det
er som gjor „stoffet" spendende. De stal se det ligger
hovedsagelig i at de faar bruge sin Indbildningskraft.
Man har ment, at det kun er „Ojank og Ojat",
barnagtige, sodladne, tomme Talemaader, „lette Historier"
og sligt noget, som saadan uvilkaarlig tiltaler og interesserer
Born. — Aa nei da. Tligt kan nok gjore Nytte og
skaffe Glede en Gang imellem; det er siet ikke at foragte.
Men bruges det i Mengde, jevnt og stadig, saa vekker
det netop Afsmag. Man behsver aldeles ikke at sky det
som krever Alvor og Anstrengelse, naar det kun er en An
strengelse som Barnet virkelig eier Arefter til.
Men det er klart, at man kan ikke tage med alt
muligt og hvadsomhelst, ikke det som Barnet ikke med
Barns Evner og Arefter, med danser eller Fantasi først
og fremst, kan naa.
Blir da ikke Undervisningsfeltet svert indstrenket?
Aa nei; det omfatter jo endda, alt konkret, alt historist,
alt som kan fremstilles ved Bestrivelse eller Fortelling.
— Alt? Ja, hele Feltet; men just ikke enhver Gjenstand
inden dette. Ikke andet end det som Born har Betin»
gelserne for at kunne opfatte, har jeg sagt. Gg dette
beror i hsi Grad paa om de eier det fornødne Erfarings»
forraad til at kunne danne sig et levende Tjelebillede af
den fremstillede Gjenstand (Tag). — Aa ja, der er nok
andre Betingelser ogsaa; men man klarer sig langt naar
man bare huster vel paa, at Bornene er Born, ikke voksne.
Hvor vi har let for at glemme det! Her bare et
enkelt Eksempel. — Digtningen, den fortellende fornemlig,
har serlige Betingelser for at kunne vekke Borns Interesse ;
den taler jo sterkt til Fantasien : den gir helstobte Billeder
og vakre, tiltalende Billeder. Den afgiver altsaa — med
fornodne Vegrensninger førstaar sig — et taknemligt og
frugtbart Undervisningsstof.
Af dette har man saa ladet sig forlede til at tro, at
ogsaa Digtningen selv og dens Historie, med dens
Gversigter over Digterverker, ja endog over Digternes
hele Virksomhed og deres Udvikling, over titteraturperioder
osv. — at alt det der ogsaa stulde vere tjenligt til „Un
dervisningsstof" i Barnestolen, ja endog i den temmelig
tidlig (ved Aars Alderen) sluttede Folkestole.
Men der har man regnet slemt feil. Det enkelte
Digt, navnlig det episke og det beskrivende eller malende,
har en konkret Gjenstand („konkret" i noget vid Forstand,
om det som en kan danne sig et Tjelebillede af), og at
„gjennemgaa" Digtet med Barnet, er det samme som at
lade denne konkrete Gjenstand fremstille sig for det. Un
dervisningen blir da egentlig en Undervisning om Digtets
Gjenstand, set i det tys som Digtet kaster paa den.
En ganske anden Tag blir det naar Digtet selv
gjores til Gjenstand for Undervisningen. Da er det dets
UR 11
Fremstillingsmaade som Gpmerksomheden stal rettes
og det hele blir for Born saa temmelig abstrakt og tomt’
og interesselost. Det er noksaa betegnende, at detzda
virkelig er slige udvortes og underordnede Ting som Vers»
fodder og Rim der lettest vinder Interessen; disse Ting
er dog saa nogenlunde paatagelige, stjont i sig selv en ret
fatigslig Nering for den barnlige Aand.
Har De nu rigtig førstaat denne Grundforstjel mellem
„Undervisning ved Hjelp af Digte" og „Undervisning
om Digtning", bedste Frue? — Ja, jeg spor fordi det
ligger saa ner at forveksle de to Ting. Vg dog er Forstjellen
stor og afgjørende.
Naar Deres kjere Aarl er bortreist, og De faar
Brev fra ham, da leser De det med den mest levende
Interesse. Er det da Brevet selv som interesserer Dem
saa sterkt? Nei, al Deres Tanke, hele Deres Tjel er
vendt mod Aarl og mod de Ting, de personer, de Hen
delser han omtaler. Brevets Fremstillingsmaade m. v.
har kun Interesse for saa vidt som den stiller Deres
hans Besindende, Tindsstemning osv. mere eller mindre
levende for Deres Fantasi. — De maa vere blit temmelig,
rolig, ja lidt kjslig, for De tar til at studere selve Brevets
sammenligne det med andre Breve, domme om Aarls-
Tkrivemaade osv. — For Born ligger saadant endnu meget
fjernere. End verre blir det, naar man vil gjore „Digt
ningen" i større Gmfang til Gjenstand for deres lagt
tagelse. Det blir endnu mere abstrakt, —og det fornodne
Grundlag mangler: det konkrete Ajendstab til de enkelte
Digtninger mangler; den opovede Evne til at overstue en
stor Mangfoldighed mangler; kort sagt: Barnet mangler
den fornødne Modenhed til at kunne interessere sig for
litteraturen som Undervisningsgjenstand og gjore sig deir
til Gode.
Vi bor serlig merke os den Ting som jeg nys nevnte:
at Undervisningens Gjenstand maa vere nogenlunde enkel
og overskuelig. At oplsse og betragte Tingen ted for
ted, i en lengere Rekkefolge, det ligger ikke for Born.
Da vil de meget heller betragte den hele Gjenstand lenge
og gjentagende. Men saa maa de kunne overstue den.
Endnu en Ting: Terlig yngre Borns Evne til at
opfatte — og dermed deres Interesse — beror meget paa
at Gjenstanden (Tagen) har nogen Beroring med
eget tir», eller med tivsforeteelser som interesserer dem.
Det helt fremmede, det dode og uvirksomme, det som de
ikke stjønner kan „vere til noget", det tiltaler dem ikke^
Ja, nu tror jeg det maa vere nok for denne Gang,
kjere Frue. De doier vist ikke større Dosis. — Oaa
Gjensyn!
Taa Forssget paa at gjore „litteraturen" til Gjenstand
for Undervisning i Barnestolen, er et af de største Misgreb
som vor Tids Oedagogik har begaat. Gg det vil ikke
sige saa lidet.
Deres crrbødige
M
423
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
