Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 15. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et førfte Aeiserdømme bortfeiede den Esprit der
var i Verden, enddog hvor den som smaa Af
lod fandtes her oppe i Norden. Blandt Mid
delklassens Avinder fandtes der her hos os
heller ikke noget som kunde kaldes „boglig
Dannelse" under det første Tital af Aarhun
dredet. Det var med Nod og Neppe Ajobmandens Dotre
sik lære noget mere end at Icese, og enddog skrivekunsten
ansaaes fra Forældrenes standpunkt for temmelig unsd
vendig — „bare til for at scrtte sammen Ajærligheds’
breve", sagde mangen Far, mens Moren kanffe i Hem
melighed beredede Datteren Anledning til at tage nogen
lektioner.
Aun nogen faa, selve Floden af Middelklassen, lod
sine Dotre tilegne sig større Aundstaber, men hos disse
kunde man endnu, som Arv fra en „gustavianst" Mode,
sinde denne Forening af Dannelse og Esprit der gav Avin
derne en saadan uforlignelig (Charme.
lagmandinden paa Habro var en af disse, og derfor
beherskede hun ogsaa sine Gmgivelser fuldstændig. Habro
var et Centrum for al Zelstabelighed i Egnen. En Ind
bydelse derfra var altid velkommen for gamle og for
unge, og de elskværdige Vertsfolk glædede sig altid naar
Vognene kjsrte frem for forten og Naboerne samledes
omkring dem.
Efter en stor „Middag med Dans" paa Habro
hcendte det ofte, at ialfald nogen af Gjesterne stansede over
til næste Dag for at spise „levninger". Da foretog man
Ride- eller Ajsreture eller ogsaa mindre Udflugter. Hestene
stod altid og ventede paa „naadig lagmandindens" Vrdre,
og Jernbanerne forte aldrig Gjesterne saa hurtig hjem
som bort. Man gav sig god Tid. Men Ttafeter og
Bud gjorde desto flittigere Tjeneste for at vedligeholde
Forbindelsen mellem Naboerne. Færdselen paa landeveiene
var livlig, og det var med en vis Interesse man førsogte
at faa vide, hvem man msdte og i hvilket ATrinde de gik.
Hvis det ved Vintertid hcendte, at en heftig s>nestorm
gjorde Veiene ufremkommelige, mens man morede sig som
bedst deroppe i „den store Bygningen", da blev dette be
tragtet som en glædelig Begivenhed, og da Gjesterne en
Gang havde været indsneet paa Habro i fiere Dage,
havde Glæden og Munterheden været storre end nogensinde.
Den Tlags Tilfældigheder dannede en Epoke i Trattens
Annaler, og gjemte for Deltagerne mange „omme" og
uforglemmelige Minder.
Det var ikke langt fra Habro til vor største Indsjo,
og naar lagmandens ved sommertid sik lyst til at foretage
en Tur langs dens strande, lagde man flanen til en
Udfiugt og indbod nogen af sine mere intime Venner
„paa et par Dage", lagmandinden syntes altid om at
overraske sine Venner; hun forte dem derfor ved saadcmne
leiligheder i al Hemmelighed ned til stranden, hvor de
intet anende Gjester til sin Forbauselse fandt en liden leiet
Dampbaad liggende og vente med Dampen oppe.
426
Man førstod at sætte pris paa en Dampstibstur paa
den Tid! Man spurte ikke utaalmodig idet man steg
ombord: Naar kommer vi frem? Hvor længe vil Turen
vare? Gg beregnede aldrig hvor meget fortere man vilde
have kommet frem med Jernbane. Man var heller ikke
kjed og udtrcrttet inden man naaede Maalet. Man gik
ombord for at have det morsomt, stifte Vekjendtffaber og
Glæden og Familien.
(Forts, fra fr. No.)
U R D
selv være elstværdig. En Dampskibsfcerd var noget for
tryllende noget, hvortil man paa Forhaand glædede sig,
og som man længe efterpaa bevarede i behagelig Erin
dring. Paa den Tid I
Verten og Vertinden paa Habro indbod ikke saa
sjelden sine Venner paa en saadan i mere end almindelig,
Betydning henrivende Tur. Gmbord forte Aapteinen
Kommandoen og — lagmandinden I Fra hendes Ajskken
medførtes rigelig proviant og Betjening, og Musikanter
havde hun ladet hente fra Regimentet. Hun havde arran
gert det hele, ligesom hun krydrede det ved sin Esprit og,
Gpfindelsesevne — — — — — — —
Flerheden af de unge Zonner i Aredsen var Mili
tcrremner. De undervistes i Hjemmet til de var
Aar gamle; da sendtes de til Aarlberg. Naar de var
hjemme i Ferierne, benyttedes naturligvis Tiden godt, og
Mostrene lcrngtede gjerne ikke mindre til disse Feststunder
end Brødrene.
Ingen var paa den Tid overanstrengt. Vaade de
unge piger og Aadetter havde Tid og lyst til at more
sig. studierne blev heller ikke dengang overdrevet i en
saadan Grad som nu, og i Ferierne foretages ingen anden
studier end de praktiste — at pleie Familieliv og Fami
lieglæde. Juleferierne var knapt lange nok til at hver
Familie kunde rcekke at se sine Venner hos sig.
Gg det var ikke blot Kadetterne og de unge piger
som dansede — Majorerne, deres papar, dansede næsten
ligesaa gjerne, og ofte bedre end de unge. Fruerne var
altid med i Anglaisen, nogen af dem kunde eudnu danse
en gratios Menuet, og baade Far og Mor gjorde sine
„pas" paa en upaaklagelig Maade. Det var blot den
aller yngste Nngdom som i Firtiaarene dansede „moderne"
vals og den da netop i Aurs komne polka. Der var
aldrig et Helstat) uden at man underholdt med Musik.
De optrædende stod ikke altid saa hoit i kunstnerisk Hen
seende; men en liden Ttump af Erusell eller Haydn fik
man i alle Fald hore, og man glædede sig ved hvad der
kunde præsteres. Guitaren saaes næsten altid paa Væggen,
og naar nogen fortrolige Venner kom sammen, blev der
ofte akkompagnert pan den til en eller anden sang. Jenny
lind var netop begyndt at henrive med sine Toner ; Sverige
var enorm ikke kjendt som sangfuglenes land; men det
er sikkert, at i Familierne dyrkedes Musiken meget mere
dengang end i vore Dage. Det er saa meget nu for Tiden
som helt og holdent fjerner Interessen for Musik som
„hjemlig Fornsielse".
Julefesterne afsluttedes i mange Aar med et stort
selskab paa Habro Tyvendedagen. Man drak „Anuts"
skaal i Thampagne, og Bordene bugnede af gode Tager;
men der laa dog en gammeldags Enkelhed og Årlighed
over det hele, der gjorde at Feststemningen aldrig blev for
hoi og Munterheden ikke overdreven. Det hele bar „Fa
milielivets" prceg. sonner og Dotre var opmerksomme
og hoflige mod sine Forceldre, de unge hensynsfulde lige
overfor de celdre, og hver og en paa sin plads. Men
Glæden bandt dem dog alle til hinanden, og alle glædede
sig sammen.
var det Fest hos Herskabet, sik ogsaa Folkene siu Del,
og Munterheden steg hoit ved det store „Rustebord", hvor
Rjsrekarlene trakteredes rigelig og ogsaa Gaardens Folk
sik sig en hyggelig stund. Den gnavne Misfornsielst og
ligegyldighed for Herskabets Glæder formorkede ikke den
gang som nu saa ofte de tjenendes liv.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
