Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 44. Lørdag 29. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hansemand sutrende og smaastjcrndende paa den „kjedelige
Mama", som aldrig kunde komme nogen Sang, krabbet
op af sengen, og saa smaat begyndt at klcrde sig paa
selv. —
„Du maa vcenne dig til at være lidt taalmodig
Gutten min", sagde hun mildt tilrettevisende. „Du
ved, at papa maa gaa først".
Alle smaapigerne laa endnu og sov — saa inderlig
rolig og godt. skjsnt hun saa vel kunde trcengt lidt
Hjælp, havde hun dog ikke Hjerte til at vcrkke dem. Ve
havde siddet saa lcrnge oppe de sidste Aftner med noget
Hastvcerksarbeide, saa de trcrngte godt at hvile ud. For
resten brugte hun og Tmaapigerne jevnlig at sidde lcrnge
oppe om Aftnerne. Det var saa godt og roligt da, naar
den lille og den store Gutten var bragt tilsengs — det
var saa fristende at blive siddende —.
Hun var ikke mere end saavidt begyndt med Hanse
mand, forend hun Horte sin Hr. Gemals lette, raste skridt
i Tideværelset, og Doren til Barnekammeret blev hvast
lukket op: „Agger virkelig Zmaapigerne endda?" tog
han nu fnysende i, „det er da for galt ogsaa! Vil Dere
nu bare se til at komme op med dere, og det lidt fort,
ellers stal jeg nok snart faa dere op jeg, stal dere se. Det
kan da være Maade paa Dovenstab ogsaa".
„Ajære tag da ikke saa paa Vei da Monsen. Al.
er da ikke mere end vel ?", faldt nu Fru Monsen for
mildende ind. „s>maapigerne har siddet saalcrnge oppe
de sidste Aftnerne med noget nødvendigt Arbeide, saa de
trcenger godt til at hvile ud lidt".
„De kan lægge sig om Avelden og staa op om
Morgenen, som jeg og andre skikkelige Folk", svarede
han; „er det nogen Mening i sligt! ligge til langt paa
lyse Dagen". —
„Det er mere Ro til at faa udrettet noget om Aft
nen", vovede nu sofie, den celdste af Tmaapigerne sig til
at sige.
„Udrettet? hvad er det du udretter for noget du da?"
svarede han haanlig. „Jeg synes di gaar her og slamger
hele Dagen jeg — allesammen."
„Nu er du virkelig urimelig imod Tmaapigerne
Monsen, du ved da, at de har Timer om Formiddagen
og fuldt op af Lekser om Eftermiddagen, og hjælpe mig
i Huset maa di jo gjore, naarsomhelst det falder", svarede
Fru Monsen; jeg synes rigtig, de holder paa saa trolig
hele Dagen jeg. Du ved, vi har ingen pige nu".
„Ja, ja, saa er det jo bedst, di blir liggende til
Avelden igjen da, siden du synes, det er rigtig, saa blir
di naa udhvilt da. Men saa vil ikke jeg bcere skylden
om det blir nogen Dogenigter af dem", svarede han, og
idet han nu lod Doren smcelde i efter sig, gik han igjen
tilbage til spisestuen.
„Nei, idag er’n rigtig paa sin hvide Hest", udbrod
Fru Monsen uvilkaarlig, da hendes Mand igjen var
gaaet ud. Men hun havde neppe udtalt, forend Monsen
atter glotter paa Doren:
„Du snakker om Pige, jeg synes di har hu’ gamle
Goro liggende her aa sture og vaske bestandig jeg, aa
di kan da ikke behsve baade Ajcrrring aa Pige, ved jeg,
naar alle Varna er blil saa store".
„Har vi Goro liggende her bestandig siger du?
Ajære Monsen, hvor kan du naa snakke saa’n da? —
Goro er her en enkelt Gang aa hjælper til med skuring
af Ganger og Trapper; og lidt Vask — hvis hun rcekker
saa langt — det er da al den Hjælp jeg har hcwt i de
sidste Aar Aar", svarede nu Fru Monsen halvt cergerlig.
->
-i
li-
ll R D
„Ja, hvorfor tar du ikke mere Hjælp? — Jeg har
vist ikke nægtet dig at holde pige" —
„Nei, nei, det har jeg jo ikke sagt; men du ved jo,
vi har ikke Raad til det nu. Monsen min".
paa det Gret vilde han ikke hore, og hun havde
neppe udtalt, forend „Monsen min" allerede var førsvundet.
— Han havde det jo saa travlt og mente, det nu kunde
være paa Tide at faa lidt „i Livet".
„Nogen saa urimelig som papa, kan jeg ikke tænke
mig", sagde Helga, den næstældste af smaapigerne,
som nu alle tre længst var blit mere end tilstrækkelig
vaagne og havde begyndt at klæde sig paa; „dersom jeg
var dig Mama, saa tror jeg næsten, jeg vilde reise min
vei".
„Isch da Barn, du maa ikke snakke saa’n da".
Denne moderlige Tilrettevisning kom ligesom lidt
tvungent.
Helga, en geschaftig pige i Backfischalderen, stod
atter i Begreb med at gjore en Bemerknjng, da Hanse
mand satte i et forfcerdeligt Hyl. Han kunde nemlig al
drig like sin Moders grundige Vast og vilde helst gjore
det selv.
„Uf, denne Gutten er naa bra ustikkelig ogsaa; vil
du nu engang staa stille", tog hun derpaa lidt hvast i,
idet hun dreiede paa ham for at faa Tag i det andet
Gre — det ene var allerede vel ekspederet.
„Ja, du har aldeles forkjælet baade Hansemand og
papa", bemerkede Tofie voksent.
„Ja, desvcerre, jeg har længst indseet det," var Mo
derens indrsmmende Tvar. „Men hvad lille Hansemand
angaar, saa stal jeg nok faa en Raad med ham; det er
værre med den Ttore; han er ikke saa let at greie". —
Fru Monsen syntes det var saa let og godt, naar
hun havde faat Hansemand afsted paa skolen, men rigtig
lettelse fslte hun først, naar hun havde lukket Doren igjen
efter sin Mand. Hun pustede saa frit, og Arbeidet gik
saa let, og Tiden saa fort — saa altfor fort.
Da hun nu, efter ogsaa idag at have set ham vel
afsted, skulde titte ud i Ajskkenet lidt, stak et lidet lyst
Rokkehoved førsigtig frem fra spiskammerdsren.
Det var den Lillemor — hun havde været
saa uheldig at miste et Blad, som Hansemand havde, revet
ud af Lcesebogen hendes, og turde ikke komme paa skolen,
for de var kommet forbi dette punkt. Da hun imidlertid
var en af de flinkeste i Alassen, havde hun faaet Lov af
sin Mor at være hjemme den Dag. Men det maatte
hendes Far for alt i Verden ikke vide, for ellers var hun»
drede og et ude. Hun var derfor blit lukket inde i spis
kammeret, det eneste sted i Huset, hvor Monsen aldrig
pleiede at stikke sin Næse. Gg derinde havde hun nu
ogsaa indtaget sin Frokost, siddende paa en liden Trcestol,
som var blit sat ind for Anledningen.
„Mama! Mama!" hviskede hun nu amgstelig, „er
papa gaat?"
„Ja, nu kan du komme ud s»tompen min", var det
beroligende svar.
„Aa, det var deiligt !" og gnidende de smaa blaa
frosne Hænder, hoppede hun nu frem, let og glad som
en Fugl, der er sluppet ud af sit Bur.
„Aa, du slap let dennegang Lillemor; men husker
du dengang, da du havde revet Ajolen din itu, og du
maatte sidde hele Formiddagen derinde, det var noget
andet det".
„Uf ja!" Lillemor huskede godt dengang — hun
fandt nu halvanden Time at være rundelig længe nok
inde i det stumle kolde Rum, der var saa snevert, at hendes
lille person knapt nok kunde faa plads derinde.
(F°rts.)
443
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
