Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460
over Trcekkene. Hun betænkte sig en Ttund, saa satte hun
sig foran Bordet og strev følgende Brev.
Hr. Juveler T. Goldenan, sen.
Da jeg ved min Afreise som scedvanlig leverede Dem
min Ttjerne, min Diamantstjerne, til Gppudsning, talte vi
om dens Værdi. De troede, jeg i Hamburg kunde opnaa
5000, men selv vilde De ikke give saa meget, skjemt De
maatte indromme, at Ttenene var sjeldne store, kunstigt slebne
og Indfatningen brilliant. Giv mig nu for den, hvad De
vil; De var Mamas Ven, og jeg har fuld Tillid til Dem.
Jeg treenger penge disse par Aar. Tend under min
Adresse pr. Gmgaaende 300 Ar. og gjor med Resten,
som De selv vil. De har i Deres lange tiv seet saa
mangen skjult Ruin og bevaret saa mangen Familiehem«
melighed, kjære Hr. Goldenan — lad derfor ogsaa denne
lille Affcere blive mellem os. Min Mand er ikke af
dem, der graver og spørger, og andre kan tænke, hvad
de vil.
Hun lukkede Brevet, satte et postmerke paa Aonvo
lutten og gik selv om Hjsrnet hen til postkassen.
Forste Handling, tænkte hun ; den anden vil vise, at
jeg spiller et hoit Tpil — spillet om min kykke.
Aftenen var lys og lun. Ikke et Vindpust strog
gjennem de smaa Trcer, Tjoen laa ganfte blak, og de
mange Teilere, der havde havt god Bor hele Dagen, kom
nu ikke af Flekken. De laa bare og tog sig ud for
Tandliggerne med sine hvide Teil, medens Vaadene ftjsd
Fart langs stranden, og den ene Melodistump efter
den anden naaede op til dem med sine brudte Toner.
stemningen blev livligere og livligere. Den sine
Tsgnac, opblandet med iskold kelters, smagte de krcesne
Tunger; gamle Historier og smaa, nye skandaler, som
Aonsulen havde en Evne til at gjengive, krydrede Ham
talen. Ginni havde til sin Mands Forbauselse faaet sit
tredie Glas fyldt af den sprudlende Drik — at det halve
deraf gik i Tandet, merkede ingen — hendes Gine tindrede,
der var noget ungt, koket i alle hendes Bevægelser, og i
Modsætning til, hvad hun ellers pleiede, lod hun Tonen
boltre sig lystig, som den selv vilde. Aonsulen blev dris
tigere, drak og stirrede paa hende, sagde hende de droieste
Aomplimenter — men hun taalte dem og animerede hans
Tpsg, indtil baade taurits og Advokat Berg syntes, det
gik for vidt.
„Tkal vi gaa en liden Tur?" sagde Berg. „Jeg
trcenger til at rsre mine Ben efter at have siddet i Aut
teren hele Dagen."
„Autteren," raabte Aonsulen hcest, „den ftal min
salighed omdobes til Ginni", og med et boiede han sig
mod hende og førsøgte at lægge Armen om hendes 3iv.
Men i samme Gieblik sik hans tynde pindestol et
Tpark af Laurits’s Ttewlehcr-l, et Tpark saa forunderlig
velrettet, at den faldt sammen i alle sine Dele, og Aon
sulen med et eneste Daft midt imellem Ruinerne.
Ajære Hr. Goldenan.
Vg saa blev der Fest.
Deres hengivne Ginni Araft.
Aasgaardstrand.
URD
Han reiste sig op. „Aanaille," raabte han, „du skylder
mig fem tusind Aroner og — og — en Temde Cognac."
Berg greb ham i Armen. „Vi to gaar over til
Hotellet. Jeg kjender Værtinden, vi ftal faa et kjsligt
Toveværelse; kom med mig," sagde han med et Forstaa
elsens Blik til kaurits.
Da saa de, at Aonsulens Ven slingrede om hinanden.
Han merkede selv, at han ikke kunde staa alene; men
Berg bugserede ham i en Fart over Terrassen, og snart
førsvandt de om Husets Hjorne.
Ginni var gaaet ind.
Laurits stod ganske stille, indtil han Horte Vaagen
falde igjen.
Godt gjort, tænkte han. Jeg har nu brcrndt mine
Tkibe og maa optage Aampen for Tilværelsen alene.
Det var paatide. Hun har reddet mig.
Han begyndte at stytte Glas og Bret op paa Veran
dan — de tomte Flasker stillede han paa sin plads, og
saa tog han Flaskekurvene og vandrede i Nattens stilhed
ned til Autteren, hvor Rormanden endnu sad oppe. Der
efter en halv Times Tur op og ned ad den lange Brygge.
Det begyndte at blæse, og Tuftdraget gjorde ham godt.
Da han var tilstrækkelig afkjolet gik han hjem.
Fem Aar er forløbne siden sidste drastiske situation
paa Terrassen i „Airsebcerbyen." Fem Aar, der har
celdet Advokaten, hvis Temperament i Grunden var egnet
for „ein luftiges 3eben", men som pligt, ALresfslelse og
Ansvaret har tvunget ind i den aktive Forretningskjæde,
der 3ed for 3ed danner det store Tamfund, paa hvis
Tkuldre Arbeidsbyrden hviler. Han plaiderer nu sine Tager
for Hoiesteret og er en anerkjendt Jurist. Der er ogsaa
i disse Aar kommet et saavel.ydre som indre Velvære
over hans Hus. Forst og fremst er det tunge, apatifte
Udtryk, der prcegede Ginnis personlighed lidt efter lidt
førsvundet. De drommende Gine har faaet et fast Blik
og Munden det Viljedrag, der giver Ansigtet den Intel
ligents, som ikke alene et godt Hoved giver, men som
dertil er sammensat af en provet Verdenserfaring og et
alvorligt Tankeliv. Ginni var af dem, der havde begyndt
Tivet med store Illusioner og et idealt Tyn, men Aarene
havde ribbet hende for begge Dele, og hun havde nær
opgivet Aampen, da hun med et vaagnede og spillede,
hvad hun i sit stille Tind altid kaldte sit hoie Tpil. Hun
sprcengte ved et eneste Trcek det Tentrum, der havde
opslugt hendes Mand og nær revet ham ned i den Mal»
strom, et Dagdriverliv med det „lille Glas" bereder sit
Gffer, dersom man ikke itide bjerger sin Tivsbaad fra
Hvirvlens Tug. Det varede et par Aar, inden hun vidste,
de var klar af Faren og havde fast Grund under Fod«
derne — men det var i disse Aar hendes „Ttjerne" vir«
kede, uden at hendes Mand kjendte Grunden til det Vel
være, der i al sin Tarvelighed, men alligevel som Virk-
Næste Morgen var Autteren vcek. Men Laurits’s
svede Vlik kjendte det hoie Copseil oppe ved Filtvedt;
den havde sydlig Vor.
s
-i-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
