Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
ved Roden," havde han indvendt; „slige, som Holmsen i
gamle Dage overoste dig med, — men dem, som man selv
dyrker og holder af. Mor havde de vakreste Vlomster,
og hun var en fattig Enke, ved du; men hun havde
Ajcrrligheden." Ginni havde intet svaret, og dermed var
den samtale afbrudt. Et halvt Aar efter opdagede han
en Vaardag, at der var en forunderlig Duft i Vcrrelset.
Han kom netop hjem, var i godt Humor — alt gik jo
galant; Kontoret var udvidet, stinke Folk sogte hans
foster, og i Folelsen af et kommende Velvære indaandede
han pludselig en sin Duft i sine Ttuer. Det var en nys
udsprungen Heliotrop, hans Yndlingsblomst — han gik
hen, boiede sig over den og betragtede de kraftige Duste
i sine, blaagraa Matteringer — ved Tiden deraf en Gyl«
denlak og paa Vordet foran Tofan var en „3a Frcmce"
flyttet hen. „Endelig," sagde Ginni smilende, „endelig
opdager du, at jeg som din Mor har Vlomster." „Nyt
tand for hver Dag/ sagde han kjcrrligt. „Hvad er det?"
„Min stjerne," svarede hun gaadefuldt, idet hun tog Hat
og Frak fra ham og gik ud i Entreen. Da hun faa
Minutter efter kaldte ham til Middagen, havde han glemt
Tvåret for en politisk leder i „Morgenbladet."
Det var en Vaardag Advokat Araft havde opdaget
det private Gartneri, som Ajcrrligheden til ham havde
fremkaldt — og det var en Novemberkveld han sit Gp«
løsning paa Grdet „min Ttjerne," som Ginni en sjelden
Gang anvendte som sit Valgsprog i den daglige Tamtale.
Aftenen var msrk og stormfuld, Regnet slog mod Ru
derne, og de to hoie gopler udenfor hans Hus i vestre
Aker pidstede Grenene mod hinanden, naar Vindstodene
hvinende brod sig Vei gjennem de tcette, svalende Toppe.
Men i Ginnis Talon var der lunt og varmt. En eneste
lampe med en rod Tilkestjærm spredte et magisk Tkjær
ud over Ttuen, men ellers laa alle Aroge i det store Vcr
relse i dyb Tkygge. En ensom Mand, klcrdt ien elegant
Telstabsdragt, vandrede rastlos frem og tilbage over
Teppet; af og til standsede han sine Tkridt og saa paa
Aloklen; saa tog han frem et Brev, kigede det igjennem
foran lampen, indtil han atter begyndte sin Vandring.
„Ttakkels Ginni," mumlede han, „hvor meget Ttrcev du
har havt, og hvor lidet lykkelig jeg har gjort dig; men
eistet dig har jeg, saavidt min Egoisme har tilladt en
dybere Folelse. Men endnu er der Tid, vi er begge
unge —"
Han blev pludselig afbrudt i fine Restektioner, ved
at Doren til Tideværelset aabnedes, og Ginni traadte ind,
klcrdt i mat, hvid udringet Tilkekjole. Et lidet Hof omrin«
gede hende — et smilende, lidet Hof — to jublende
Dstre, en dansende, hoppende liden Gut med gule Arsl
ler langt ned i Nakken, og tilsiost en Tydame og Ttue«
pigen, hver med en tcrndt Aandelaber, som de stillede
foran det store Tpeil. Men inden Ginni begav sig hen
til Tpeilet, standsede hun foran sin Mand, og hendes
smukke Ansigt udtrykte et eneste Tpsrsmaal: Er d u
fornoiet med mig. Der stod hun, som paa Bryllups
dagen, hendes Figur var lige ungdommelig, og den vel
syede Dragt udhcrvede de endnu svcrde Former. Ansigtet
URD
For henimod fem Aar siden overleverede Deres
crrede og hoit agtede Hustru mig et kostbart Diamant«
smykke til Vppudsning. Aort Tid efter sit jeg et Brev
med Anmodning om at kjobe det. Jeg havde sagt
hende, hun i Udlandet kunde opnaa en meget høiere
Aris, end jeg kunde give, men hun valgte imidlertid
mit Tilbud, Ar. 3000. Jeg kjendte gjennem hendes
Moder, Generalinden, meget godt dette sjeldne Tmykke.
Generalinden havde ved flere Anledninger vist mig en
Tillid, jeg satte Aris paa, og Deres Hustru har jeg jo
kjendt, siden hun var en liden Aige og fulgte sin Mor
i Butikken. Jeg besluttede at bevare Etuiet. Jeg
havde ikke Hjerte til at stille disse cedle, sint slebne Ttene
fra hinanden, og — tilgiv en gammel Mands Indis«
kretion — jeg ventede paa den Dag, da hendes Mand
kunde indlose dette bekjendte Familiesmykke. Jeg vil ikke
sige mere. 5 Aar gik hen, og Etuiet laa førseglet i mit
jernfaste Tkab med en liden Notis for liv og Døds
Tkyld. De ved, Hr. Advokat, enhver Mand har sit
„rumour", som Englænderen siger; det folger ham som en
Tkygge her i Verden, og derfor ved jeg nu ogsaa, at Hr.
Advokat Araft har oparbeidet en Formue de sidste. Aar.
Da saa Indbydelserne til Tlotsballet var udgaaet, tog jeg
Tmykket frem; at det kommer saa sent som i Efter»
middag styldcs et Uheld paa Værkstedet. Naar De faar
var rundt og fyldigt, Ginene store, straalende, og det
lyse Tmil, omt og uskyldigt, eiede ingen anden ALrgjer«
righed end at fange nogle bifaldende Grd fra hans lcrber.
„Er ikke din Mama deilig?" spurgte han Rigmor.
„Jo da — hun blir den deiligste paa hele Vallet,
og alle Arinserne vil danse med hende."
„Gg Aongen vil kysse hende", raabte Alf, henrykt
over sit Indlcrg.
Aigerne lo hoit og trak ham bort fra Mamas
Tlceb, som han viste en uheldig lyst at spadsere over.
„Jeg maa tale et Gieblik med dig alene," hvistede
Advokaten.
„Er det — er det noget übehageligt?" svarede hun
i samme Tone, „saa vent til imorgen. Jeg er saa glad
og lykkelig iaften."
„Nei," svarede han, og Taarerne stod i hans morke
Gine, „det er noget rorende, men vi har bare nogle
Gieblikke, inden Vognen kommer".
„Gaa ud Born — der staar en Assiet med Aon«
fekt til hver af eder. Mama kommer ind senere."
Et Gieblik efter var de alene.
„Tcrt dig ned," sagde han, „jeg maa lcrse et Brev
for dig — et Brev, der blev asteveret paa Aontoret i
Eftermiddag."
Hun samlede sit hvide Tlceb og satte sig i en dyb
lcrnestol foran Vordet.
Han rettede lidt paa Tkjcrrmen, saa lyset faldt paa
hendes Ansigt og bragte hans i Tkygge. Taa læste han
Vrevet og læste paa samme Tid hvert et vexlende Udtryk
i hendes sode Ansigt.
„Hr. Advokat Araft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
