Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
<)e to lande paa hver sin side Ajslen — Koster«
landene — man kan sige om dem, hvad man ofte kan
sige om ssstre: de ligner hinanden, og de ligner ikke
hinanden. Noget har de som er deres eget, hver iscer,
og noget har de, som de eier tilsammen.
Gg om Folkene som bor der, gjcrlder det samme:
de har hvad de deler med hinanden, og de har hvad de
eier hver for sig.
Men baade lighederne og Ulighederne, tandenes og
Folkenes, peger i en eneste Retning: Forbund og sam<
arbeide.
Helt fra Tidens Morgen har den gamle, myndige
Mor, Naturen, sagt dem det mange Gange og paa
mange Maader! Allerede det at hun knyttede dem sam
men med det uslidelige Fjeldbaand — at hun sender <3lve
og Bcekke land imellem med Vud — at i Sveriges dybe
skoger stiger Tangen som paa Hoifjeldet hjemme, magt
fuld, stor, den samme og dog anderledes. Gg saa det,
at i Folkenes Hjerter, der bygger og bor den samme
længsel og Vrsm, den samme stolte Bevidsthed om det
at være Menneste, den samme brændende Ajcrrlighed til
Friheden.
Vet er Naturen selv, den myndige, klartskuende Mor,
har lagt disse to Folks Hænder tilsammen og sagt:
IM OM ZV6NP llg ZV6NPS
„Vsrnlille, hav Godhed og A3rbødighed for hinanden.
Jeg synes I burde folges paa Veienl"
For det at have Følge paa Fcerden — er Fslget
godt oger det Araften og Udsynet; man oiner større
Maal, vinder lamger frem!
Gg fordi vi er saa sikre paa at dette er sandt,
rcekker vi Haanden over til vor Frcrnde, „den svenske
kvinnan" og siger: vi har set, hvor du kan bryde dig
veiI Vi vil folges med dig! Vel er du kommet et
Ttykke iforveien, men vi kommer efter og takker for lån
dom god!
Isderne fyldte engang Jerusalem med lovhymne
over Judith. Ve sang: Hvo kan vel beseire et Folk,
der eier saadanne Avinder!
Ve Grd indeslutter den sandhed, at et tand karak
teriseres dybest og sandest ved sine Avinder, der naar alt
kommer til alt evindelig vil blive det centrale. Gg naar
Religionerne fortcrller os, at det onde er kommet ind i
Verden ved en Avinde, saa er det kun en ufrivillig Ind
rommelse af det samme Faktum og et Udtryk for hvor
ledes en krcenket Naturmagt hevner sig.
’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
