- Project Runeberg -  Urd / 2. Aarg. 1898 /
36

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1898 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Lt elegant Vcrrelse, opvarmet efter Hundhedens For
skrifter, det fortalte Thermometeret, som hang isolert ud
fra den varmeledende Væg og akkurat paa Htregen viste
Dybrode silkegardiner var dragne helt for
Vinduerne, da Holen idag havde fundet Vei frem fra
Vinterens langvarige Hne- og Hludtid og lyste med en
for Giet irriterende Glans. Indover Moblernes mat
farvede Brokade bolgede et underlig-magisk Hkjær, og
det fyldte Rummet med en fortryllende Farvetone, som
minded om en „Louise Vdiers" pragt i Holvirkning.
duften derinde var frisk og behagelig, altid fornyet af
den ypperlige Ventilation, som var anbragt skjult bag
Gardinernes Draperier.
Belysningens Trylleri og Værelsets enkle Elegance
maatte jo ved første Hyn sve Tiltrcrkning, men det vilde
ikke vare længe, inden man kom til at fryse i et vist
Übehag, en besynderlig kuldefornemmelse fremkaldt ved
Fslelsen af, at trods den smukke Indredning manglede
Værelset noget meget væsentligt: Hygge. Ikke en Bog,
ikke et Album, ikke Tcipssager, ikke Hpor af kvindeligt
Haandarbeide var at opdage nogetsteds, og Moblerne
overholdt strengt den stive pladsfordeling, der engang i
Tiden var tildelt dem. Helv de tætsluttende portierers
Folder syntes aldrig at førstyrres af en stjødeslss Arm
eller skulder. Men fremforalt vilde man fole Tomhed
og Havn ved den absoluts Mangel paa planter og
Blomster.
<3n Herre sad halvt hvilende i en magelig Fautenil,
der optog pladsen i Hjsrnet ovenfor Vinduerne. Han
lceste i en Avis, men at domme efter de lange perioder
hans Blik aandsfrcwcerende dvcelte ved dens spalter,
kunde dens Indhold ikke byde ham stort af Interesse.
Han var en vakker Mand, førsaavidt at Ansigts
trækkene var korrekt regelmæssige, men Hkjsnhedsind
trykket ophcevedes ved, at det magre Ansigt var som
stivnet i en usædvanlig Haardhed. De dybtliggende
Gines Blik var haardt eller heller moqucmt, og Mun»
dens tynde sammenknebne Tceber syntes kun formet for
starpe Grd. Den helt igjennem korrekte person gav et
übehageligt Indtryk af Haardhed og Aulde, og ved at
se paa ham førstod man, hvorfor der ikke fandtes Blom
ster i Værelset .... nær ham vilde de glade smaa
ikke kunne trives, men maatte sygne hen og do ud. Det
var, som selv det dristige Hollys angst krsb sammen og
ikke vovede sig did, han sad i msrk Rugen.
Avisen gled ud af hans Haand og faldt ned over
Ancerne.
Med engang hcevedes hans Bryst af et tungt Huk.
Det bragede svagt i det blankstivede Hkjortebryst, og
Avisen knitrede skarpt. Ilede i Itcerheden af Indgangs
dsren lod som <3ko et svagere Huk, og der knitret det
ogsaa .... men i Hilke.
Forbauset saa han op, og hans Blik traf en over»
slank, smuk, foroverboiet Avindeskikkelse klædt med udsogt
distret smag.
„Hvem er De ... . hvad vil ... . ?" I et Ryk
stod han opreist astegraa og stjælvende og ststtede sig
tungt ind mod Bordet.
KMWs6W3
Hom en gylden Hommerdags stille Dis indhylled
det sarte Rosenstjær de to Hkikkelser, der Ansigt mod
Ansigt maalte hinanden med stum Taushed, og ingen
tyd hørtes uden en tungt arbeidende pusten.
Han gyste heftigt til ... . Han kjendte ikke dette
gustengule Ansigt med blaablege, skålvende 3ceber og
dybe, blaasorte Hkygger under Ginene og rundt Munden
og med de stygge, udhulede Tindingspartier .... Han
kjendte ikke de afmagrede 3egemsformer, hvis sygelige
Aantethed kun halvt skjultes under Dragtens noble Lle»
gance .... Han kjendte ikke det stade, indfaldne Bryst-
parti, der arbeided og skalv over et kort og uroligt
Aandedrcet .... men Ginene, de sorte, vemodige Gine,
som bad uden Grd, dem kjendte han, og de forvoldte
ham ulidelig Harm og pine.
„Gaa — gaa! .... jeg vil ikke se dig!" skreg han
pludselig til, og hans Htemme star saa stjærende haard
gjennem Htilheden.
„Aa Gud!" sukkede hun ydenygt og tungt som i
Aamp, men hun brod brat af og trykked et 3ommetsr-
klæde op mod sine tceber.
Forsigtig traadte hun et Hkridt nærmere og strakte
de foldede Hænder mod ham .... og han saa fugtige.
morke Blodpletter paa det hvide Tsrklæde, som omslut-
tedes af de magre, nervost arbeidende Fingre.
„Børnene", stammede hun hcest. „Forbarm dig og
lad mig bare faa se dem en eneste Gang .... Jeg
stal ikke tale med dem, ikke rore dem, bare lad mig se
dem en Gang .... en eneste en, inden jeg dsr. Her
du" — og hun bredte 3ommetsrklædet ud og holdt det
nærmere hen mod ham — „saaledes svinder mit Tiv
Draabe for Draabe, og intet mellem Himmel og Helvede
kan stanse Blodets rindende 3sb .... Idag . . . .
imorgen .... senest inden en Maaned er jeg et Intet
.... sporlost vil jeg være strsget af Tilværelsens Htrid ...
men jeg kan ikke, jeg vil ikke do uden at ha’ seet dem.
mine deilige Hmaa! .... Vær ikke grusom . . . .
tænk paa den evige Dom, der engang stal ramme os
begge .... Aa, Døden vilde være saa let, naar jeg
blot engang havde seet dem, og naar jeg vidste, at de
uskyldige Htakler havde det godt." — Gg hun bøiede
Hovedet ned og hulkede saart med Ansigtet skjult.
„Gaa!" — Gg han fjerned sig et Par Hkridt og
folded Armene trodsig over Brystet. — „Du ved, jeg
onster ikke at se dit forhadte Ansigt .... Dine hoi-
travende, hultklingende Grd sender jeg dig hjertelig
gjerne tilbage, thi mig duperer du ikke, og jeg synes
unegtelig, at du burde tænkt en Hmule mere paa den
evige Dom, inden du frcekt forlod dine Born og dit
Hjem .... ikke at tale om mig .... for at foge
„Hvile og Tykke i din Elsters Favn."
„Hkaan mig, staan mig", bad hun .... og
Brystet stalv over et voldsomt Hosteanfald, der for nogle
Minuter hindrede hende i at tale, og da hun tog 3om«
metsrklædet bort igjen fra Ansigtet, laa der et svagt rodt
Hkjær over de tidligere saa blege tceber.
„Jeg ved, jeg har syndet, men dog synes Htraffen
mig for stor . . . .thi den er større end et Menneste

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1898/0490.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free