Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488
magter at bcere .... Hvorfor vil du bestandig være
saa übarmhjertig og haard? .... Aan virkelig end
ikke Dødens Alvor Icere dig Tkaansel og Mildhed?"
„Vær blot saa venlig at førskaane mig for dine
Talemaader, og gjor mig saa den store Tjeneste at for
foie dig herfra .... gaa — for mig gjerne tilbage
til din Elsker, om du endnu har ham .... eller
maaske Fruen ogsaa der er gaaet sig kjed og har fundet
forgodt at stifte og atter soge Nyhedens stimulans . .. .
Udseendet tyder paa lidt af hvert", lo han brutalt.
„Tagen skulde vel ikke være den" — og idet han
bøiede sig forover mod hende, talte han skarpt pointeret
— „at han, din Ven, har kastet dig paa Vor, og du
derfor aspirerer til et Opholdssted her? .... En saa-
dan Hcmolemaade vilde være værdig baade dig og din
gemene Ven."
„Umenneske .... mig kan du saare og kroenke,
men ham skal du vel vogte dig for at besmitte." . . . .
„Ka—ha", lo han, „fortscet bare, du er saa mor
som."
Hun bed Teenderne sammen under en baade fysisk
og sjælelig smerte, og hele det afkræftede legeme stalv.
pludselig reiste hun sig rank op og kastede Hovedet let
bagover; de sorte Gine bad ikke mere; de trued og
fordred. „spot og Haan byder du den fattige Tiggerske
. . . . men vogt dig vel, thi nu skal du hore paa mig.
. . . . Hvem drev mig til „Tynden", som du siger?
. ... Jo det var du — du ... . thi med din Tvang
og din Haardhed drev du mig Tomme for Tomme
foran dig lige til Vanviddets Rand. ....
Du ved, at da jeg som Barn leved hjemme hos
mine elffede Forceldre og aanded frit i kjærligheds
vcernet Frihed, bandt du allerede mit s>ind ved din
muntre Deltagelse i Vårnets uskyldige 3eg. Gg da du
efter Aar vendte tilbage, og jeg livsglad jublede i Til
værelsens 3>kjsnhed og Fred, gav jeg dig hele mit
Hjerte og sind .... og du tog imod Gaven, og
gradvis lokkede du den menneskelige Elstov frem i mit
rene, barnlige Væsen, der burde være skacmet, thi jeg
talte kun seksten somre. Alt dengang var du bitter og
ofte trist, men derfor elskede jeg dig dobbelt, og ung og
uerfaren som jeg var, drsmte jeg om med min Ajcrrlig
hed og livlighed at gjore dit 3iv til en soldag og
drive bort det onde, der havde kastet skygge over dit
sind."
Lfter et Giebliks dyster pause fortsatte hun febrilsk:
„Hvad kunde jeg for, at du ude i Verden havde lidt
skibbrud paa Ajærlighed og kivstro. .... Hvorfor
skulde jeg straffes for det, en anden havde forbrudt . .. .
jeg som kun onsted at give dig 3ivets dyreste Eie! . . . .
Men du, hvorledes behandled du mig i vort A3gte
stab? .... Naar jeg ifølge mit lystige Naturel dansed
og sang og fryded mig ved 3ivet, bragte du mig til
Taushed og Rcedsel ved din spodske Haan, og du stjcrndte
paa mig, som om jeg havde været den usleste Gadetos.
. . . . Ikke maatte jeg tale, og le turde jeg ikke af
Frygt for det onde Glimt i dine Gine. Jeg stulde
tænke, som du tænkte, handle, som du vilde, gaa klædt
efter din smag og omgaaes dem, du valgte, men for
mine kjære Venner blev Doren lukket i taas
Jeg blev til en stakkels, førskrcemt Automatdukke, hvis
tedder og Temmer sattes i Bevægelse ved et Ryk af din
Haand .... og da Børnene kom, blev de en Dukkes
elendige Dukker. .... Gg der leved jeg nær dig, og
min sjæl var Nat som Dag et Tkrig efter 3ys og 3uft,
og jeg fortæredes i 3cengsel efter at faa leve Avet, saa
ledes som jeg saa det lysende i ophøiet Tkjsnhed . . . .
og Avet for mig var at faa dele dit Arbeide, din Glæde
URD
indtil jeg ikke kunde mere, men tabte Troen paa dig.
paa Tivet, ja selv paa Gud."
bøiede sig og skalv, og hun snappede gjentagne Gange
efter pusten.
afbryde hendes Talestrom, men idet han ligegyldig trak
paa skuldrene, kneb han Munden atter sammen, og
Udtrykkets spodske Gverlegenhed fortalte, at han lod
Grdene Isbe hen over sig som en forbiglidende Flom af
tomme Fraser.
Graad i stemmen: „Jeg kunde ikke mere, Tilværelsen
blev mig for tung, og jeg saa ingen Udvei uden Døden
. . . . men Giften var for lind. .... Uden Forstaaelse
lukked du Ginene igjen for min Aval, men han, vor
fcelles Ven, saa og førstod det alt. .... Da han, til»
kaldt som 3cege, stod ved mit sygeleie, lceste han min
sorg og Fortvilelse, og han ynkedes over min 3>jæl, der
gik tilgrunde. Derfor tog han mig til sig og gav mig
alt det, en god Mand magter at give en Avinde. —
Gmhed, Venskab og Fortrolighed har været Indholdet
af min Tilværelse disse fem Aar hos ham . . . ."
Atter maatte hun stanse for at trække pusten, og
Aandedrcettct forvoldte hende en saadan pine, at hun
jammerfuldt stsnnende greb om en stolryg, og Ansigtet
antog Dødens gustne Farve.
uhsrlig af Hæshed. „Han og jeg burde været lykkelige.
men Tivet er frygteligt, thi det bcerer i sig saa meget
hemmelighedsfuldt, der hcerjer vort sind. .... Midt i
den Ro og stilhed, han beredte mig, længted jeg efter
dig, der kun havde pint mig .... jeg længted, fordi
du var den, jeg havde elsket i min Ungdoms Araft, den
der var Far til mine deilige smaa Dengang
jeg fulgte ham, troede jeg, at du var død for mig, men
du kom ved Dag og ved Nat og fordred mig . . . .
mig, som du traadte i stsvet, da du havde mig. . . . .
Gg Børnene drcebte mig langsomt Tomme for Tom«
me.
straalende smil forklared det blege Ansigt. „Han, som
du haaner og spotter, har for min Tkyld tomt 3ivets
bitreste Aalk uden at knurre, uden at bebreide og uden
at førstode mig. Han tog feil, dengang han troede at
elske mig, det var blot den skjonneste Medlidenhed, og
for nogle Aar siden vaagned hans Hjerte til livets store
rene Eistov for en ung, elskværdig Pige, og han har
lidt taust og stille, som han endnu lider idag. . . . .
Jeg har skrevet et Brev til hende om min Jammer og
3>merte og hans uforanderlige Godhed, og naar jeg ikke
er mere, skal det gives hende, og er hun en Avinde
værdig til hans Ajærlighed, da vil hun elste ham dob-
belt for hans cedle Hjertes Tkyld."
Da var det, som hun pludselig mindedes Grunden
for, at hun denne Dag i sin Vens Fravær havde foretaget
den besvcerlige Jernbanereise hid, og hun sank pludselig
iknce. „Hvor kan du være saa grusom at ncrgte en
doende den sidste Bon .... lad mig faa se mine
Born."
lagte Arme og smilt hacmligt, nu for han synlig sam-
men, og Rynken mellem Gienbrynene trak sig dybere
nedad, dog lo Munden stygt, da han slængte imod hende :
og din bitre smerte. Dog, du traadte mig i Ttsvet,
Et Hosteanfald afbrsd hende. Hun trykked Haanden
haardt mod Brystet og lænede sig ind mod Vcrggen, thi
der dansed Gnister og Rog for Blikket, og Ancerne
Mandens Tcrber bevægede sig, som om han vilde
En liden stund senere fortsatte hun stille og med
Da hun atter begyndte at tale, var stemmen næsten
Med engang reiste hun sig rank op igjen og et
Medens hun talte, havde han staaet rank med kors-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
