Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„toven har dsmt mellem 05 to, og den gav Børnene i mine
Hcender, jeg, den hcederlige, blev tilkjend! dem .... du.
en cerelss Avinde, har intet at gjore med Vornene."
„toven, toven," hulkede hun bittert og forte Hacm
den over de feberbrændende Gine. „Ja Mennestets tov
— strevet af Manden — har koldblodig fældet en Dom,
hvor den intet forstod .... men i mit Sind er strevet
en høiere tov, som du stal boie dig for. .... Jeg
har baaret dem i smerte og født dem i jDine og Dødens
Angst, derfor er de mine — mine tusindfold mere end
dine. .... Ve er blevne til, nceret af mit tegems
Araft, de har som levende ammet mit Bryst til tivets
Dpholdelse, de og jeg er vcevet sammen Hjerte mod
Hjerte, og endda vil du nægte mig at se dem i Dødens
Time. .... vcer barmhjertig!" Hun rakte de foldede
Hcender mod ham og krsb fremad paa Ancerne.
„Gaa!" stonnede han hcest. Han slog ud med
Armene, greb om Fautenilens Ryg, lamede sig tungt
frem over den og skjulte Ansigtet mod dens myge
stopning.
„Jesus, hjælp mig," hulked den kncelende Avinde.
Hun strakte de Hcender opad og mumled
lavt: „Maria, du Avinde, som kjender al tivets salige
Fryd og al tivets grufulde smerte, ror ved din Gud
sens Hjerte, at han forbarmer sig over mig og hjælper
mig nu, jeg kan ikke niere, min Araft er brudt."
. . . . I et starpt Skrig vendt mod Manden: „Alfred,
lad mig se dem .... imorgen maaste mine Gine er
brustne Al . . . ."
Rosenstjæret scenked sig tungt over to übevægelige
lyttende Mennester.
Inde i et Sideværelse lsd smaa trippende skridt,
der pludselig stansed. Efter et Giebliks Stilhed aab
nedes Doren langsomt og førsigtig, og en bleg og for
sagt Gut i Ti-Elleveaarsalderen traadte nolende ind. Med
Ginene stivt fæstet mod Gulvet begyndte han at tale
hastig og snublende som en, der er ræd for at glemme
en med Moie udenadlært tektie. „Aapa, vil du være
saa venlig at lade mig faa tov til at gaa ud med
Aksel Berg en liden Stund, jeg mangler bare Historien
og lidt paa Cysten "
Da var det, som noget tvang Gutten til at bryde
af og vende sig halvt om, og han sik Gie paa den
kncelende Dame, der slugte hans skikkelse med sine store,
sort«: Gine. Gutten slap sit trofaste Tag i Dsrtrykkeren
og gik langsomt et Aar Skridt fremad med aaben Mund
og vidtopspilede Gine .... saa stansed han og boied
sig henimod Damen Med engang satte han i et
vildt og hcest Skrig: „Mama — Mama," og han st?r
med frem og slog Armene om hende og trykked hendes
Hoved ind mod sit Bryst. „Mama, Mama, og saa sa’
de, at du var dsd .... men jeg vidste, at du engang
vilde komme hjem til till og mig. . . . Mama, hver
Aften nåar jeg bad den Aftenbon, du lærte mig, saa
foied jeg til: snille Gud, lad Mama komme imorgen
. ... og nu er du kommet." Han strog og klapped
Moderen over Håar og Ryg. „Ved du Mama, nåar
Anna gik fra os om Aftenen, og der var msrkt, og
till græd, fordi hun var bange, da krob jeg op i den
gen til hende og fortalte om dig, for du sa’ engang for
længe siden, at jeg maatte være god mod till . . . .
og jeg har vist hende Billedet dit saa mange Gange, at
hun kjender dig nok. ... Mama — jeg er saa glad.
. . . ." pludselig begyndte den nervsse, forstrcemte Gut
at stjælve og græde, thi han mindedes, hvem der som
Trediemand befandt sig i Værelset.
Idet Moderen boied sig fremover, gled hun ned fra
Guttens skulder, og en Blodstrom vcelded ud mellem de
URD
blaanende tceber og satte en msrk liden Asl paa det
lyse Gulotceppe.
Manden, der med stirrende, næsten glubste Gine
havde fulgt den lille Scene mellem Mor og Barn, styr-
tede nu frem i et Sprang, greb Gutten og stsdte ham
uvorrent ud gjennem Doren til det tilstodende Værelse.
I et nu var han tilbage, ringed som rasende paa den
elektriske Alokke og lsfted saa varsomt den stakkels afmæg-
tige op paa sine Arme. Da Tjeneren traadte ind, gav
han med en stakaandet, næsten uhorlig stemme Grdre
til, at der skulde sendes Ilbud efter tcege, og at Algerne
maatte komme til Hjælp.
Aaa sine stærke Arme bar han Hustruen, og let
som et Barn var den spcrde skikkelse, der hvilte ind
imod hans Bryst. Da ingen saa ham, fæsted den be-
synderlige Mand sine brændende tceber mod hendes luk-
kede Gine .... først længe mod det ene ... . saa længe
mod det andet, ... og det var lom Stuens Rosenstjær
havde leiret sig i et Smil om hans strenge Mund.
Han bar hende lige ind i Soveværelset, hvor alt
var, som dengang hun forlod Hjemmet, og førsigtig
lagde han hende ned paa hendes egen opredte Seng, der
i alle disse Aar havde staaet Side om Side med hans.
Han havde villet det saadcm, thi han vilde hver
eneste Dag mindes om Avindens og Avindernes svige-
fulde Trolsshed, og dette Minde stulde være der for at
styrke og ncere det Had til Menneskeheden, som gjennem»
syrede h..’le hans Tanke- og Handlescet.
Vast og kort gav han Aigerne Grdre til at klæde
hende af.
Hun jamrede sig såart, da de klodsede Fingre be-
gyndte at rore ved Aorsettets stive Hcegter. Aacmy
sprang han frem og lsfted hende varligt op med den
ene Haand, i den anden holdt han en opslaaet penne-
kniv, med hvilken han rastt og behcendig star over alle
hemmende Baand, og førsigtig tog han af hende det ene
Alædningsstykke efter det andet. Han knapped Stsvlerne
op .. . netop saadanne af sint Thevreaustind, som
han kjendte saa godt .... og trak Stromperne af.
Med engang for han sammen og stsnned hsit . . . .
hvor var nu den lubne lille Fod, som det havde været
ham en hemmelig Jubel at se trippe omkring paa Gul-
vets blsde Tceppe .... hvor var tceggens smukke
Runding, Armens Fylde, Barmens fuldendte Form . . . .
alt var det udtæret i Aummer og Aval.
Han sik varmt Vand ind og vasted egenhcendig
hendes blege Ansigt og tynde Hals, hvor Blodets stygge
Sprog var strevet i msrke Striber. Han gik bort til det
store Speilstab og tog frem et af hendes sint broderte Nat»
linneder, men idet han holdt det op, rysted han paa
Hovedet, hun vilde ikke have Araft nok til at
iføre sig det. Efter lang Sogen blandt hendes efterladte
Tsi fandt han en Icattrsie, som det efter meget Besvcer
lykkedes ham at faa paa hende, og han knapped den tcet til
for at stjule Magerheden, som pinte ham.
Da tcegen kom, var hun halvt ved Bevidsthed og laa
stille, smilende med Hovedet paa sin ALgtefcelles Arm.
Den nye Huslceges Dom var snart fceldt .... der
var intet andet at gjore end at skaffe tindring for
Smerten, om den stulde blive for stor .... og inden
et Dogns Forløb vilde den svindende tivskraft være
udrundet.
Bevidsthed, tog Manden varsomt hendes ene magre
Haand i sine to, mens han skjulte Ansigtet dybt i Tcep«
pets Folder.
Et Gieblik var der saa stille, saa stille, at man
Horte Uhrets Tikken i hans tomme. Saa bares der
Senere paa Eftermiddagen, da hun var ved fuld
489
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
