Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 6. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
3
at dæmpe Lyset. Tilhøire, fra Kapellet, hvor den gode, hellige
Maria Kristina af Savoien hviler, og ned til Døren havde
Mændene samlet sig; tilvenstre for det lille Kapel, hvorfra Giottas
Madonna stirrer paa Mængden med sine blege, melkeblaa Øine,
og ned til det sterkt besøgte Kapel, hvor der bedestil denevige
Fader, Santa Chiaras undergjørende evige Fader, havde Damerne
stillet sig op. De to Tribuner var omgivne af Rækværk, kantet
med rødt Fløil.
Ved Indgangen stod ti af Familien Muscettolas Tjenerskab
opstillede, stive og ubevægelige. De to Ceremonimestere var
Hertugen af Mileto, Hertugen af Muscettolas Bror og Prinsen af
Montescaglioso, Hertuginden af Muscettolas Bror. Foran
Høi-alteret laa Hertuginden af Muscettola paa Knæ paa en rød Fløils
Pude. Hun var sortklædt, holdt Hænderne for Ansigtet og bad,
eller græd eller laa hensunket i Tanker. Og i Santa
Chiarakir-kens Skib, baade tilhøire og venstre, saaes hele det neapolitanske
Aristokrati, det hvide og det sorte, det spanske og det sicilianske,
det calabresiske og salernesiske, det, som bor omkring Neapel,
Sorrento og Castellamare, og det, som kommer fra England og
Paris, og som nu og da opholder sig i Neapel og indfører franske
og engelske Skikke der.
Men ikke kommer det neapolitanske Aristokrati med saa
megen Høitidelighed sammen til enhver Tid i en Kirke, i en
Balsal eller til en offentlig Festlighed! Mange af de Mænd og
Kvinder, som denne Morgen var tilstede i Santa Chiarakirken
for Familien Muscettolas Skyld, havde ikke et halvt Aar i
Forveien mødt op i Kirken Santa Maria degli Angioli i Pizzofalcone
til Elfrida Kapnists og Willy Galeotos Vielse. Dette Parti nemlig
havde fyldt de gamle adelige Frøkener med Harme, forarget
mange nygifte, unge Fruer og vakt Forbauselse hos alle og enhver;
de ubønhørlig sti-enge blev fremdeles ved at betragte Elfrida som
en Eventyrerske; de ligegyldige saa paa det med Forundring.
Dette Giftermaal havde bragt hele den fornemme Verden ud af
Ligevægt; det havde skaffet den et Element paa Halsen, hvis
Livlighed smagte lidt af Bohemen, og hvis djærve Væsen mindede
om Taterne. Ikke heller var alle gaaet til Angiolina Cantelmos
Ligfærd. Hun var sluknet stille og fredelig en Aften i Mai
Maaned, siddende ved et Vindu i det gamle, triste
Gantelmo-palads, med Haanden hvilende paa sin Søster Marias Hoved og
med det smilende Ansigt vendt mod Giorgio Serracapriola.
Begravelsen foregik, uden at der blev sendt Indbydelser, i Familien
Cantelmos kolde Kapel, kun bivaanet af de nærmeste Paarørende.
Hertugen, som var ældet betydelig, sad opløst i Taarer; han
begræd, gammel som han var. sin hendøende Slægt. Giorgio
Serracapriola var atter reist bort med en Dampyacht til Japan,
efterladende sig Minderne om sin blide Forlovede, som havde
elsket ham saa uendelig høit.
Til Lingi Muscettolas Begravelse havde heller ikke nogen
indfundet sig. En Nat, da han traadte ud af en Spillehule, havde
han trukket frem en Revolver og skudt sig gjennem Hjertet.
Desuden maa Selvmordere ikke begraves i indviet Jord. Der
blev skrevet ti) Rom til Paven for at faa Tilladelse dertil; men
det blev ingen kirkelig Handling; Begravelsen fandt Sted om
Natten i al Stilhed.
Ved Peppino Sannicandros og Maria Gulli-Pausanias Bryllup
var kun den sicilianske Adel tilstede; det blev feiret i Palermo
med uhyre Pragt; Lakeierne var klædte i middelalderske Livreer,
og Brudeparret blev eskorteret til sit Slot udenfor Byen af en
Afdeling Musketærer.
En stor adelig Forsamling var for en Maaned siden mødt
frem til Eugenia Vargas d’Aragonas Begravelse; den muntre,
snakkesalige, afholdte unge Frue var død efterat have født til
Verden en Arving til Vargas- og Aragonaslægten. Hun stod ikke
til at redde; ung, livsglad, umaadelig rig, lykkelig, elsket af sin
Mand, havde Døden været hende en Gru. I sine Feberfantasier
raabte hun: „Jeg vil ikke dø! Vær barmhjertig! Red mig,
dersom I elsker mig". Og hun slyngede Armene om Halsen paa
Giulio og holdl paa at kvæle ham. Og hun døde i Fortvilelse.
(Slutn.)
Ungarns Magnater.
Af Johanne Horn.
agyarerne kom til Ungarn under
Folke-jØ^ vandringerne. Det var jo til Minde om,
at de havde været der i tusind Aar, at
Millimeniumsudstillingen var i Budapest.
Tre hundrede Aar før Magyarerne, kom
Hunnerne under Attila. Vi husker fra
Verdenshistorien, at Hunnerne udmerkede sig ved
sine vilde Hyl og var mere lig Dyr end
Mennesker — det var ingen flatterende Skildring, de flk.
Min Forbauselse var derfor stor, da jeg mange Steder
saa Malerier i Legemsstørrelse af Attila og hørte
mange pene Ting om ham. Han skulde været en
udmerket Regent og havt alle mulige gode
Egenskaber. Hunnerne var kun at regne for Forløbere
for Magyarerne og var meget nær beslægtet med dem;
begge kom fra Egnene om Aralsøen.
Magnaterne har gjort Hunnerkongen den Ære
at opkalde det vakreste Stykke af sin Nationaldragt
efter ham. Kappen, Attila, er gjerne sort eller rød
og kantet med kostbart Pelsverk. Dragten forresten
bestaar af røde Knæbenklæder og lange Skaftestøvler.
Under Kappen en tætsiddende Silketrøie. Dragten
er rigt besat med brede Spænder og Kjæder, som
alle er forgyldte og besat med store Turkiser. Det
maatte være et stateligt Syn under den store
Procession i Budapest at se de kjække Magnater i denne
Dragt med vaiende Fjærbusk i Hatten og dragen
Sabel hilse Kongen under Defileringen. Sabel har
kun Adelen Lov til at bære. Til daglig gaar de
aldrig i sin Nationaldragt — kun naar de er i Galla.
Da Magyarerne kom under Arpad var de paa
sin Vandring komne til Donau. Her boede paa
Klippeslottet Theben, som er bekjendt fra Krigen i
1809 og endnu er en imponerende Fæstning, den
slaviske Konge Swatopluk. Hans Datter Devoina
har gjort sig udødelig ved at kaste sig fra det høie
Slotstaarn ned i Donau, da Faderen vilde tvinge
hende til at gifte sig. Hun vilde dø som Jomfru,
fortæller Sagnet. Nu blev der leveret et stort Slag
mellem Arpad og Swatopluk og denne sidste blev
fnldstændig overvunden. Trætte efter Kampen var
Magyarerne komne til Markusbjerget, som er et af
de mest fortryllende Steder ved Donau. Herfra saa
Arpad indover de frugtbare Sletter og den deilige
Donau, og han foreslog sine Mænd, at de skulde
ende sin lange Vandring og grunde et nyt Rige. Fra
da af har Magyarerne eiet Ungarn. Ikke ubestridt
— thi det har været en eneste Kjæde af Krige med
omboende Folkeslag, Wallacher og Tyrker især og
nu senest Østerrig. Men netop fordi de har kjæmpet
for sit Land, har de ogsaa saadan Kjærlighed til det
som mangt et andet Land kunde misunde dem.
Mange Magnater har sin Stamtavle iorden lige
fra de boede i Asien. Da der er meget stor
Rangs-forskjel i Ungarn, gifter de sig mest indbyrdes og
har derfor beholdt den asiatiske Type. Den tager
sig glimrende ud paa Mændene, som omtrent uden
Undtagelse er stoute, velvoksne Folk. Om de har
lidt store Træk, gjør jo ikke noget; det passer kun
til Udseendet forøvrigt. Men en stor Næse i et
yndigt Pigeansigl er ikke heldigt, og man kan ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
