Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 6. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
URD
har været saa forelsket siden, og det vil jo sige en
hel Del. —
Jeg var bare fjorten Aar. Men jeg skalv naar
Inger Margrete gik forbi mig. — Engang — husker
jeg — kom jeg gjennem Forstuen til Tjenerstuen
og der saa jeg hendes Hovedklæde hænge paa en
Knag. - Jeg gik hen og klappede det forsigtig med
begge Hænder; jeg kyssede Snippen al Tørklædet,
og jeg følte mig vidunderlig lykkelig bare fordi jeg
havde rørt ved noget af det som tilhørte Inger
Margrete.
Og nu paa en Dag som denne — skal jeg altsaa
træffe mit Livs første og kanske største Kjærlighed
igjen. — Hvad? Ak ja, ak ja! —
De kan forstaa, jeg blev interesseret og spurgte
straks om hvad der feilede Inger Margrete.
„Feiler hende?" svarede Konen, „aa det er nu
ikke saa greit at sige. .— Hun faldt nok engang og
slog sig fordærvet i Ryggen og nu kan ingen Doktor
kurere hende — nei saamænd om de kan. Der har
hun ligget i over to Aar uden at kunne røre sig
mere end et Barn, ja ikke saa meget".
Jeg blev ganske forfærdet. „Men Gud, hvad er
det, De siger", og jeg bad Konen straks føre mig
op til Inger Margrete.
Det vilde hun nu slet ikke; der var saa fælt
og mørkt, det var ingenting for Baronen at se al
den Elendighed.
Men tilsidst lik jeg hende dog overtalt.
II.
Vi kom op i et trangt, mørkt Rum. Først saa
jeg ingenting — vant som mine Øine var til det
sterke Sollys udenfor. Men lidt efter lidt klarnede
Værelsets Konturer sig af; — jeg saa det låve
Skraa-tag og Straaet som strittede frem i Krogene, og der
stod en lang smal Sovebænk, hvori der laa et
menneskeligt Væsen. En liden udtæret Haand laa oppe
paa Teppet.
Madammen skjøv en Slaae fra Vinduet saa Solen
faldt ind i en skjærende, brutal Stribe tvers over
Sengen.
„Hvem er det?" hørte jeg en tynd, tynd Stemme.
Aa — hvordan skal jeg beskrive denne Stemme?
Det var mere Summen end Klang ja — det var som
De vilde tænke Dem et Insekt vilde begynde at
forme sin spæde Hvisken til menneskelige Ord.
Forstaar De mig?
Da nu den skrækkelige Madamme var gaaet ned,
satte jeg mig paa Sengekanten og tog hendes Haand.
„Hvordan har du det, Inger Margrete", sagde
jeg, og jeg var saa bevæget ved at se hvor elendig
hun var, at jeg næsten ikke kunde tale. En bleggul
Hud stod stramt omkring alle Ansigtets Knokler;
det var som hun allerede var død, bare Øinene var
store og sorte og levende.
„Tak Hr. Baron", svarede hun.
„Nei du maa da sige Kai som i gamle Dage,
Inger Margrete", sagde jeg og klappede hendes
Haand. Hun forsøgte, og lidt efter sagde hun:
„Du havde vel ikke ventet at linde mig igjen
slig?"
„Har du store Smerter," spurgte saa jeg.
„Aa nei ikke idag, netop. Men ellers pleier jeg
jo at have Smerterne en Times Tid om Dagen."
„Men hvad siger Doktoren?"
„Han har ikke været her nu paa en Stund.
Og det kan heller ikke hjælpe. Det er nok ingen
i hele Verden som kan gjøre mig stort bedre."
„Men er her ikke svært ensomt for dig her,
Inger? Kommer her nogen Folk og ser til dig og
snakker til dig?"
„Folk; nei. Her kommer ikke mange og snakker
med mig. Men det er jo rimeligt. De har jo hver
sit. Men Konen her er svært god mod mig."
„Men hvad gjør du saa om Dagen? Har du
noget at læse?"
„Ja jeg har jo nogle gode Andagtsbøger. Men
jeg kan ikke læse længe ad Gangen. For det gjør
saa ondt i Øinene".
„Men hvad ligger du saa og tænker paa, Inger?"
„Aa her er saamæn meget baade at se paa og
tænke paa", svarede hun og lo næsten muntert.
„Helst nu om Sommeren. Der er nogle Svaler som
har Reder under Tagskjægget, dem hører jeg paa.
Jeg kan forstaa hvad de siger til hinanden. Og saa
kan jeg jo se, naar Trærne begynder at blive grønne
udenfor, og lige foran Vinduet gror en Hoinlestængel,
og saa kan jeg ligge og se paa Bladene blive større
fra Time til Time, og om Aftenen hører jeg Kjørene
komme hjem og senere, naar det er blevet stille, er
der alligevel altid noget at høre paa — enten en
Fugl som synger ude i Skoven eller Svalerne som
snakker sammen i Redet. Jo, her er saamæn mange
Ting —" sagde hun — næsten fornærmet.
„Men om Vinteren da, — naar her ikke er
hverken Løv eller Svaler?"
„Ja, det er jo altid lidt ensligere om Vinteren.
Om Dagen er det ikke saa farligt, men om Natten
bliver det jo ofte lidt ensomt.
„Men sover du ikke om Natten?"
„Sover? —Nei jeg sover ikke noget videre, skal
jeg sige dig. For bare jeg begynder at blunde, saa
kommer Smerterne straks. Nei, da er det nok bedre
at se at holde sig vaagen, saa længe jeg kan.
Forresten", vedblev hun i en Tone som hun vilde
forsvare sig; „du maa ikke tro her er saa galt. I vinter
var her to smaa søde Mus som jeg blev saa gode
Venner med. De kom tilsidst og satte sig paa
Sengekanten, naar jeg raabte paa dem. —
Og saa naar det var Klarveir om Natten saa
laa jeg og saa paa Stjernerne. Aa det var deiligt!
Jeg kunde se hvordan de flyttede sig fra Aften til
Aften; snart gik en ud forbi den ene Vindueskarm,
snart kom en ny ind forbi den anden. Det var saa
rart! At tænke sig alle Stjernerne gaa omkring
deroppe om Natten!"
Slig sad vi længe og talte sammen. Og da jeg
gik fra Inger Margrete, ja, kjære Ven, da skammede
jeg mig, som jeg rigtignok sjelden har skammet mig
her i Verden.
Ikke sandt? Her gik jeg, ung og sund og
velhavende, og var dog melankolsk og kjed af Livet
— hvorfor? Jo, fordi Godseierens Trøfler havde
været mig for lækre igaar, og fordi jeg havde drukket
formeget af hans herlige Burgunder.
Og imens ligger hun deroppe paa sit Kot —
ligesaa ung som jeg og sagtens igrunden vel saa
skikket for at leve Livet som jeg — hun ligger der
knækket bogstavelig talt over i Ryggen, lam indtil
Døden, og alene i hele Verden! — Det er jo saa
bedrøveligt, at man kunde græde bare ved Tanken!
Men hun ? Er hun melankolsk over sin Skjæbne?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
