- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
14

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. Lørdag 14. Januar 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

14

URD

ling hos Ungdommen". „En Verden uden Tro" efter
Frances Cobbe. „Nogle Kvinder i Dyrebeskyttelsens
Tjeneste".

Disse Skrifter udgjør dog kun en ringe Del af
den betydelige literære Virksomhed, som Fru
Lembcke gjennem et mangeaarigt Medarbeide i
„Dyrevennen" har udfoldet. Desuden har hun dels skrevet,
dels oversat meget i flere af den danske
Kvindeforenings Barnebøger, saaledes i „Billeder fra Dyrelivet"
og „Androklesbibliotlieket". Hun skriver baade i
Prosa og Poesi, varmt og smukt; altid merker man
Hjertelaget og Alvoret, aldrig er der tomme Ord.
Som Bevis paa, at hendes poetiske Aare ilyder saa
godt som nogensinde kan henvises til de af hende
forfattede Sange, der blev afsunget ved den store
Præmieuddeling i Kjøbenhavn 6te Marts sidstleden.
De er gribende smukke. Hendes Bøger skulde vi
ønske stor Udbredelse, ikke mindst inden
Kvindeverdenen. De skulde kunne lære vore Kvinder meget,
som de endnu lidet forstaar, bl. a. at en dannet
Kvinde har baade Evne og Forpligtelse til at følge med
i sin Tids humane Bestræbelser, og at saadant
Arbeide udvider Synskredsen, varmer Hjertet og jager
de tomme Interesser paa Flugt.

Justitsraad Lembcke og Frue lever i gode
økonomiske Kaar; men de elsker ikke Guldet for dets
egen Skyld eller for sin egen Skyld. De har ofret
til Kjærlighedsgjerninger, selvforglemmende og med
aabne Hænder. Paa dem kan anvendes Bibelens
Ord: „De er villige efter Evne, ja over Evne". Og
dog, naar man træffer sammen med dem, har man
en Følelse af, at disse Gaver ubetinget er det mindste
af, hvad de har givet; at om de sad der som Folk,
der ikke eiede en Smule udenfor den daglige
Nødtørft, saa vilde de havt çn Rigdom at give af
alligevel: deres medfølende Hjertelag, deres utrættelige
Arbeidslyst, deres aldrig svigtende Opfindsomhed i at
forsøge nye Midler til at bringe den gode Sag nær
til Menneskenes Hjerter.

Naar vi skal tænke paa en, der med Glæde
kunde afslutte sit Arbeide, maa vi altid huske paa
Gustav Adolfs Far, Karl 9. Om ham fortælles der
jo, at naar han talte om Planer, han ikke havde
magtet at fuldføre, slog han sin Søn paa Skulderen
ogsagde, efter den Tids Skik paa Latin: „Ille faciet",
han skal gjøre det! Fru Lembcke har intet Barn,
til hvem hun kan overgive sit Arbeide. Men hendes
Venner haaber inderlig, at naar „det licjer mod Aften
og Dagen helder", der da maatte være én — en
enkelt Kvinde eller en Institution — hvem hun med
Tillid og Haab kunde se hen til som hendes Planers
og Ideers trofaste Arvtager og sige: „Denne skal
gjøre det". Og det vil hun sikkert finde blandt de
mange ædle Kvinder, som har sluttet sig til samme
Sag. Med hvilken Glæde hun ser hvert nyt Tegn
paa Medfølelse for Dyrene, med hvilken levende
Interesse hun følger hver eneste en, der optræder
som Meningsfælle! De er hendes nære og kjære
Venner, hvormeget end Land og Hav skiller dem
fra hende. Og hvor utrættelig liun er for ved
Kjærlighedsgaver at fremlokke Kjærlighed til
Mennesker og Dyr hos de stakkels smaa forsømte Børn
i Landbrugskolonierne, dette sidste Udslag af hendes
og hendes Mands menneskekjærlige Sindelag!

„Til Kamp!" er det Raab, som fra denne
bramfrie, fredelskende Kvindes Liv udgaar til Medsøstre.
Til Kamp, med den kristne Morals Sverd i Haand,
mod alt, hvad der vil hindre vor Frelsers Kjærlig-

hedstanke fra at gjennemføres i Livets Virkelighed!
I Kamp kan Huggene falde tæt; det har hun^nok
faaet prøve. Der er Fordommenes Vaaben og
Latterens Vaaben og kanske gode Menneskers
Miskjen-delses Vaaben. Men det er jo dog kun saadan Kamp,
der gjør Livet værd at leve.

Tilsidst maa vi faa Lov at gjengive den sidste
af Fru Lembckes ved ovennævnte Fest afsungne
Sange:

Du Herskerslegt paa Jorderig,

dit Scepter før ined skaansom Haand!

Naar Skarer Væsner tjener dig,

saa løn dem dog med Mildheds Aand!

Du tvinger Dyret ved dit Blik;
men vis, at det var Aandens Magt,
ei blot den Sterkes Ret du fik,
og slut igjen den gamle Pagt!

I Mindet blomste frem paany
hin Tid, som Sagnet vidner om,
da hver en Skabning uden Sky
med Glæde til sin Hersker kom!

Vel er vi langt fra Edens Land,
vel eier Jorden ingen Fred.
Men alt med Fryd os tjene kan,
naar kun vor Magt er Kjærlighed.

J. L.

Thea Ebbell.

Eftertryk forbydes.

Eua.

Af Matilde Serao.
Oversat fra italiensk af F. R-

^e samme Mennesker, men kanske i større Antal endnu
paa Grund af det nye ved Højtideligheden, var nu
forsamlet i Santa Chiarakirken. Paa Slaget elleve
traadte Novicen ind i Kirken, gik liele Midtgangen
op og stansede først ved Høialteret. Hun var klædt
i en slæbsid, hvid Brokadedragt; de kastaniebrune
Lokker var skjulte af et folderigt hvidt Slør, i hvilket
hun var helt indhyllet; de store Ørenringe af Brillanter funklede
i hendes fine Øren; om Halsen havde hun et rigt Smykke og
en Spænde i Bæltet. I de med hvide Hansker itrukne Hænder
holdt hun en Buket Orangeblomster og en Bønnebog, indbunden
i hvidt Fløil. Hun var hvid fra Issen til Fodsaalen, og det skjønne
unge Ansigt var ogsaa hvidt. Hun gik med nedslagne,
halvlukkede Øine, men saa ikke lyksalig ud; derimod laa et Udtryk af
overjordisk Ro over hendes Ansigt. Ro, men ikke Lyksalighed.
Hun smilede ikke; for hun var ikke lyksalig Læberne syntes
at have trykket Smilet tilbage for stedse; de dannede en fast
Linie, som intet mere formaaede at krumme med Ungdommens
muntre Latter. Den nedre Del af Ansigtet med dets milde
Udtryk, som alle kjendte saa vel, havde derved antaget et gammelt
Præg. Hun syntes at være blevet en anden ; med Smilets
Forsvinden var en Forvandling foregaaet med Novicen Eva
Muscet-tola. Der opstod en Hvisken, idet hun gik forbi, en kvindelig
Stemme sagde sagte og smertelig: „Eva, Eva, Eva!" men hun
vendte ikke en Gang Hovedet og vedblev sin Gang, som om intet
kunde interessere hende mere. Bag hende gik de tvende
Gudmødre : Prinsessen af Tricaria, den hemmelighedsfulde, fromme,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0024.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free