Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. Lørdag 14. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
15
fornemme Dame, med kongelig Holdning og Ansigtet blegnet af
Bodsøvelser og Bønner; og’ Hertuginden af Mercede, en høi, mager
Spanierinde med tynde Læber, kulsorte Øine, stiv og stolt.
Da Eva var kommet op til Høialteret, neiede hun, slog Kors
for sig og nærmede sig sin Mor, men uden at omfavne hende;
hun k3rssede hende kun paa Haanden. Hertuginden havde rakt
Kinden frem, men trak sig ligesom angrende tilbage. Novicen
faldt paa Knæ mellem de to Gudmødre, Kardinal Riario begyndte
Messen, langsomt og med Besværlighed bevægende de stive
Lemmer, som var ilde tilredte af Alderen og et asketisk Liv.
Herrerne, der stod opreiste, satte en forlegen Mine op; de
var sig Handlingens Høitidelighed bevidst, men turde ikke give
efter for sine Følelser med Undtagelse af et Par af de ældre,
Hertugen af Aragona, Hertug Cantelmo og Hertugen af Isernia,
som nylig var hjemsøgte af Ulykken, og som havde Mod til at
staa med bøiet Hoved; hos dem havde Troen holdt sit Indpas
paany i Selskab med Sorgen.
Paa den anden Side derimod laa Damerne paa Knæ i Bøn
og gav i denne høitidelige Stund efter for sine Følelser, mens de
anstrengte sig for at samle og fastholde sine Tanker. Tekla
Brancaccio med den sterke, ubøielige Vilje betragtede Eva, bøiede
Hovedet og bad; hun havde holdt ud i sin staalsatte Kamp med
Maria af Miradois og seiret, Spanierinden var reist tilbage til
Barcellona, og Carlo Mottola havde modstræbende besluttet sig
til at gifte sig med Tekla, skjønt hans gamle Kjærlighed
fremdeles ulmede i ham Tekla havde vundet Seiren med Smerte og
Møie; men Eva, som nu knælede ved Høialteret, hvidklædt som
en Brud, med et tændt Vokslys i den ene Haand og et
Sølvkru-sifiks i den anden — hun havde lagt fra sig Blomsterne og
Bønnebogen — den skjønne, gode Eva havde tabt, var beseiret.
Og Tekla, som ikke kjendte Evas store Hemmelighed, men
gjæt-tede dens Ophav, bad ydmygt for de seirende og de beseirede,
for Fru Maria af Miradois og for sig selv, for den stakkars Eva
og for de Ubekjendte, der havde gjort hende saa ubodelig
Skade.
Anna Doria laa med Albuerne støttet paa en Stol og Ansigtet
skjult i sine Hænder og bad i et Anfald af sterk Nedslagenhed,
mens hun trykkede Bosenkransen til sine Læber. At Eva havde
forsaget Livet, løst sig fra alt menneskeligt, baade fra Personer
og Følelser, og givet sig hen til det kristne Hjertes frivillige Død
uden at besmitte sig med Selvmord, gjort Afkald paa denne
Verden og vendt sig med hele sin Sjæl til Gud, forekom hende
at være Enden paa hendes eget Liv. Det var, som hun selv,
Anna Doria, den gamle Frøken paa femogtredive Aar, blottet
for Skjønhed og uden noget Haab, uden nogen, som holdt af
hende, uden nogen Fremtid, ikkeheller havde anden Udvei end
at gaa hen og spærre sig ind i et Kloster.
Hensunket i sørgmodige Tanker laa Giovanella Sersale med
bøiet Hoved, men ikke istand til at bede. Hendes Sjæl var
nedsunket i Synden, hun elskede den, savnede Mod til at reise sig
fra den og følte, at hun var uværdig til at bede og bøie Knæ
for Gud, at den himmelske Forbarmelse aldrig kunde tilgive hende.
Eva, som havde trykket Krusifikset mod sit Bryst deroppe, havde
undflyet Fordærvelsen; hun var reddet, hun havde forsaget; men
hun, Giovanella, kunde ikke, nei, hun maatte gaa fortabt, hun
maatte dø i Sjmden.
Ved Siden af Maria Gulli-Sannicandro, som bad med Anstand
l’or liende, der flyede Forfængelighed og Pomp og heller vilde
gjemme sig for stedse bag Klostrets Mure end lade Verden se
sin Sorg, laa Julia Capece paa Knæ og takkede Gud, som havde
været hende naadig. Om to Maaneder skulde hun reise til
England som en gammel Fyrstes Brud, og nu var Neapel blevet et
sørgeligt Sted, hvor de unge Piger døde eller blev Nonner, mens
de, som blev gifte, enten døde eller tog Flugten som Maria Miradois;
og Eventyrersker giftede sig med Prinser. Julia bad i Stilhed
uden at føie sig rørt, skjønt hun var fuld af Deltagelse med
Evas Skjønhed, der skulde gaa tabt i Klostrets Ensomhed.
De to smaa Søstre Sannicandro tog sig#hydelig ud i sine
smaa sorte Hatte; de knælede tæt ved Siden af hinanden og bad
Rosenkransen sammen; den ældste begyndte med dæmpet Stemme,
og den anden fulgte efter, og saa bad de ivrig begge to. De blev
grebne af et heftigt Ønske om at blive Nonner, ja, de vilde saa
gjerne blive to smaa Helgeninder, Sannicandrohusets Helgeninder.
Og Felicetta Filomarino, den unge haabløse, glædeløse Pige, hvis
sørgelige Hemmelighed ingen kjendte, bad til Herren om at maatte
gives det samme Kald som Eva og ikke gaa til Grunde i sjælelig
Elendighed som Giovanella Sersale. Alle Damerne laa hensunkne
i Bøn, rystede over Begivenheden og over den høitidelige
Gudstjeneste og fulde af Medynk med den rene, skjønne, tyveaarige
Kvinde, som havde besluttet at dø i Klosteret; ja endog Elfrida
Galeota, Tatersken, som nu var blevet Grevinde, bad sin
Barndoms Bønner, som hun saalænge havde glemt i sit omflakkende
Liv og over sine økonomiske Bekymringer; nu bad hun dem
igjen med et Hjerte, som var blevet ydmygt i Lykken, bad for
Eva, som altid havde været god mod hende, og som nu frivillig
tog Afsked med Verden.
Men den, som var allermest hensunket i Bøn, var den gode,
forstandige Karina Althan; hun alene kjendte den grusomme
Hemmelighed, der havde ødelagt Eva Muscettolas Livslykke, hun alene
kjendte Maalet af det Offer, Eva nu bragte, og begræd hende,
mens hun bad for dem, som havde dræbt hende, og som maaske
aldrig mere fik Fred i sin Samvittighed.
Ceremonien var til Ende. Kardinalen satte sig og indviede
Franciskanerindernes Nonnedragt, som Eva skulde anlægge, og
som var lagt frem paa et Sølvfad. Uden at vakle gjorde Eva
et dybt Knæfald foran Alteret og, fulgt af de to Gudmødre, skred
hun uden at slaa Øinene op eller se sig om atter ud af Kirken
gjennem Korsgangen og vendte sine Skridt mod Indgangen til
Klosteret, hvor de andre Nonner modtog hende; bagefter gik
Præsterne og sang Salmer. Atter blev flere Hænder udrakte
ligesom for at røre ved Evas Bryllupsklædning; en Stemme kaldte
hende ved Navn, men hun hørte intet ligesom før.
Hendes Mor var bleven liggende foran Høialteret. Alle
betragtede hende for at opdage, om hun græd. At miste ét Barn efter
det andet i et Tidsrum af otte Maaneder og se Familien uddø:
den unge Mand, der døde af et Revolverskud; den unge Pige,
der lod sig vie til Nonne, dette maatte føles som en ulidelig
Hjertesorg for en Mor. Men Hertuginden blev liggende der alene
paa Altertrinene uden at løfte Hovedet. Hertugen var ude paa
Reiser, han vilde ikke være tilstede ved sin Datters Indvielse til
Klosterlivet. Familien gik nu fuldstændig til Grunde, Navnet
Muscettola døde ud, og Godset gik over til Familien Mileto. Eva
havde givet hele sin Medgift til Hjemmet for Hittebørn.
Der fulgte en lang Pause inde «i Kirken; Solen sendte sine
Straaler ind over den lille Forhal, trængte paa en Maade ind
gjennem Døren og lyste gjennem de tre store Vinduer med en
sterk Glød, der kastede et rødt Skjær paa det hvide Marmor,
Stukkaturen og Forgj’ldingerne i den vakre Kirke.
Pludselig blev en liden Dør ved Siden af Høialteret, som
førte ind til Klosteret, aabnet, og Eva stod paa Tærskelen. De
havde afklædt hende den hvide Dragt, Sløret og Diamanterne,
de Atlaskes Sko, al den verdslige Pragt. Franciskanerindernes
brune Nonnedragt rakte hende lige ned til Fodsaalerne; den faldt
i store Folder om Halsen og sluttede omkring Livet med en
hvid Snor. Fødderne kom ikke til S3rne, Hænderne var gulagtig
hvide som Voks, og det vakre, lyst kastaniebrune Haar hang
opløst ned over Skuldrene. Julia Capece blev dybt rystet ved at
se hende i denne grove Klædedragt og ståk i en sagte Graad.
Den forrettende Kardinal, som havde fulgt med Eva ind i Klosteret,
forlod nu Priorinden, ved hvis Side han stod, og gik hort til
den unge Nonne, velsignede det hvide Scapulier, Nonnernes
Skul-derklæde, som Eva mekanisk kastede om Halsen uden at se sig
om efter nogen. Hun havde fremdeles det samme rolige Udtryk,
som intet, hverken Glæde eller Sorg syntes at kunne forstyrre;
dette ubevægelige Udseende hos hende, som altid havde udmerket
sig ved sin store Livlighed, gjorde et langt smerteligere Indtryk,
end om hun havde seet sørgmodig ud. Nu faldt Eva paa Ivnæ
tæt ved den lille Dør og bøiede Hovedet; en Nonne skilte sig fra
de øvrige, skred bort til hende, samlede det udslaaede Haar i en
Bundt og knugede Haanden omkring det. Priorinden, en
gammel, krumbøiet Kvinde med et stort, i Juveler indfattet Kors,
der hang ned over hendes Scapulier, og som støttede sig til en
Stok, nærmede sig Eva langsomt. Alle nede i Kirken reiste sig
paa Taaspidserne og rakte Halsen frem for at se det, som nu
skulde foregaa ved den lille Dør.
Novicen laa paa Knæ i Bøn, man kunde se, at hendes
Læber bevægede sig; den gamle Priorinde greb en lang Saks af
glinsende Metal og lagde Evas Haar mellem dens tvende Dele,
mens Nonnen holdt det op i Veiret. Da det kolde Staal berørte
Novicens Nakke, aftvang det hende en lang Gysen; eller
valdet maaske Angst? Damerne var holdt op at bede og betragtede
hende spændt og skælvende, og en lignende Gysen løb ogsaa
gjennem dem. De rystende gamle Hænder førte Saksen usikkert
og uden Virkning; den gled uden at skjære og klippede ikke
Haaret af, det løste sig atter op, og det varede fem Minuter,
der sjmtes aldrig at ville tage Ende, før det lykkedes den gamle
Abedisse at klippe det over; men endelig laa det afskaarne, lange
Haar som en myg, død Masse i Nonnens Haand. Nede i Kirken
blandt Damerne var der en, som sank tilbage, bleg som et Lig
og nær ved at falde i Afmagt. Elfrida Kapnist, Grevinde Galeota,
græd med bøiet Hoved over Evas afklippede Haar og tænkte paa
sine egne sortkrusede, viltre Taterlokker. Over Novicens
vansirede Hoved, der med ét var blevet saa lidet som paa enkelte
Døde, blev kastet et sort Slør.
Hermed var den høitidelige Handling endnu ikke forbi.
Novicen Muscettola havde opnaaet den store Gunst fra den pavelige
Stol at blive forskaanet for Novicernes Prøveaar, da hendes
Beslutning var saa dyb og uigjenkaldelig, at hun ønskede at aflægge
Løftet paa samme Dag, som hun tog Sløret. Hendes Skriftefar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
