Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. Lørdag 14. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
URD
havde forgjæves søgt at overtale hende til at afstaa fra denne
Beslutning og at gjennemgaa Prøveaaret; det kunde jo dog hænde,
at hun kom til at angre den, og da havde hun endnu Tiden for
sig. Men hun var blevet uforanderlig og standhaftig ved sit
Ønske og tog tilsidst sin Tilflugt til Paven; og Paven gav sit
Samtykke. Det hændte saa sjeldent nu, at nogen vilde blive
Nonne, og hendes brændende Ønske kunde tjene til et godt
Eksempel.
Imidlertid havde Novicen reist sig op og stod midt i Koret
foran den lille Dør. Fire Nonner med tændte Vokslys i
Haanden havde sluttet sig om hende og rakte hende et langt
Pergament, beskrevet med Latin. Hun læste det meget langsomt,
men uden at skjælve i Stemmen, uden Bevægelse, med en Stemme,
som allerede havde antaget Nonnernes ensformige Tonefald. Det
var Klosteredens lange Formular, som hun udtalte i Lyset af de
fire Kjerter, de alvorsfulde, latinske Ord rystede de andægtig
bedende Damer, selv Herrerne kunde ikke fri sig for at blive
grebne, en dyb Taushed herskede over hele Kirken. Endelig
havde Eva læst op det Hele og sluttede paa italiensk med de
fire Løfter: „Kydskhed", „Fattigdom", „Lydighed" og „Cellen
paa Livstid". Saa rakte hun Haanden i Veiret og aflagde med
rolig Stemme Eden, greb Pennen, de rakte hende, undertegnede
Pergamentet, og efter hende undertegnede ogsaa Priorinden og
Kardinalen. Anna Doria kunde ikke beherske sin Sindsbevægelse,
hun græd og hulkede høit.
Efter dette blev Ceremonien endnu tristere. Paa Gulvet
midt i Koret var lagt et Tæppe; Nonnerne ledede Eva bort paa
dette og bød hende lægge sig fladt ned paa Byggen som død.
Hænderne blev foldede sammen over Brystet, og hun blev
dækket til med et sort Fløils Klæde, prydet med Sølvbræmmer og
et Dødninghoved og Knokler ogsaa af Sølv, lagt i Kors,
Sindbilledet paa Døden. Paa hvert af de fire Hjørner stod fire høie,
brændende Vokslys ligesom ogsaa paa Midten af de fire Sider,
og pludselig begyndte Santa Chiaras Kirkeklokker at ringe til
Begravelse. Nonnerne afsang Deprofundes. De to Søstre
San-nicandro kastede sig hulkende og forskrækket om Halsen paa
hinanden og græd, tæt omslyngede i hinandens Arme; de troede,
at Eva virkelig var død. Maria Gulli-Sannicandros Øine
fyldtes ogsaa med Taarer over denne levende Begravelse. Imens laa
Eva skjult under Ligklædet som en Død; Bøgelsekarrene med den
brændende Bøgelse blev svunget over hende, hun blev stænket
med Vievand, og Nonnerne gik i Procession med Korset rundt
omkring hende. Hvor ønskede ikke Giovanella Sersale, at hun
var død; det brændte indeni hende, men hun kunde ikke græde
i sin heftige Smerte; bare dø, dø, sove den dybe Søvn, hvorfra
man aldrig mere vaagner her i Smerte og Sorg, dø, dø, faa den
store Hvile, hvor man ikke grubler, eller elsker eller lider mere!
Hvor ønskede ikke Felicetta Filomarino, at hun var Nonnen,
denne uudgrundelige Person, som fra at have elsket Skabningen
var kommet til at tilbede Skaberen og følte sin Aand hæve sig,
mere og mere befriet fra de jordiske Lænker. Bønnerne for de
Døde fortsattes i den dybeste Bedrøvelse, mens Solen vedblev at
kaste sit røde Skjær gjennem de store Kirkevinduer; Ligklokken
ringede fremdeles, og de nysgjerrige, som havde samlet sig
udenfor. undrede sig og spurgte hverandre, om dette var Bryllup eller
Begravelse.
Endelig skred Kardinalen hort til Eva og sagde paa Latin:
Surge quae dormis, et exurge a mortnis,
etillumina-bit te Chris tus!*) Paakaldelsen blev gjentaget tre Gange, og
derpaa løftede Nonnerne Ligklædet bort, Eva reiste sig paa Knæ
paa Tæppet, og stod straks efter paa Benene. Kardinalen lyste
Velsignelsen over hende og forlod Koret, Nonnerne kyssede hende,
en for en. Den lille Dør blev lukket til, og nu sang Nonnen
sammen med de andre: Ego sum resurrectio et vita. . . .**)
Alle Damerne græd, dybt rystet, over denne Nonne.
Ende.
*) „Vaagn op, du, som sover, ståt op fra do Døde, og Christus skal lyse
for dig!"
**) „Jeg er Opstandelsen og Livet....." O. A.
Hjemme.
Parodes 15. Novbr. 1897.
Ja, her er Sommer og lyse Dage,
men hjemme falder den hvide Sne,
mens Høsten hæver sin vilde Klage,
og Bladet brydes af Busk og Træ.
Ak! Sneen falder, og Bimen glitrer,
og Livet lukker sit Øie til,
mens Vinterfrosten i Luften sitrer
og lænker Vandet, hvor helst den vil.
Men al Naturen blir hvid og fager,
skjønt Blomsten slumrer i Jordens Skjød —
sit bløde Teppe jo Sneen drager
lig Svanedun over Altets Død.
Ak, ja! Derhjemme, derhjemme, hjemme!
der ene der faar min Tanke Fred.
Og ene der kan jeg Sorgen glemme
og finde Tanken et Hvilested.
Skjønt her er Sommer og lyse Dage,
og hjemme falder den hvide Sne. —
Jeg længes bare derhjem tilbage
til Stormens Susen i bladløst Træ.
A. W.
Sport.
J ulen har ikke været
nogen god Tid for
Sportens Dyrkere;
men nu er Kulden
atter kommet i
Veiret. Sneen falder
jevnt og tæt, og —
Skierne og Skøiterne
begynder at trækkes
frem.
Det gjælder at
have alt i Orden, og
det vigtigste er da
naturligvis Fodbedækningen. Franske Støvler med
høie Hæler er naturligvis ubrugelige, i det hele maa
man fuldstændig opgive Tanken paa en elegant Fod.
Støvlerne maa være saa store at man bekvemt kan
faa et Par Strømper samt Ragger i dem. Forøvrigt
er Lauparskoene de mest almindelige, og uden al
Tvil ogsaa de mest praktiske.
Selve Dragten bør være af tykt, varmt Stof. Den
bør være saa enkel som muligt og kun bestaa af
Bluse. Skjørt og Benklæder samt en let Kufte.
Skjørtet, Benklæderne og Kuften bør helst være af samme
Slags Tøi; Bluserne kan variere i alle Regnbuens
Farver.
Hovedbedækningen er naturligvis den
traditionelle Lue; dog bør denne være saa stor at den i
Nødstilfælde kan trækkes nedover Nakken og Ørene.
Tilsidst et Middel mod Skognag, som rigtignok
har staat her i Bladet for et Par Aar tilbage, men
som vi dog tror det ikke er afveien at gjentage :
Gnid Fødderne ind med en fed Salve, og læg
et Lag med Bomuld under Srømpen paa de udsatte
Steder! Dette hindrer Blemmer og de Smerter som
er forbundet hermed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
