Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 21. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
25
Hovedsag!), den egentlige Realundervisning endnu
mere, Sprogundervisningen kanske mest. Og det
som skal læres ordret, det skal læres saa det gaar
af sig selv; alt andet er meningsløst. Ingen maa
tro at Børn har ondt af at pugge, — naar det bare
ikke drives til Overmaal, og navnlig ikke fortrænger
den saglige Tilegnelse.
Mindst af alt maa Ræsonnement eller
Reflexion læres udenad; af alt meningsløst er og
blir dette det meningsløseste og fordærveligste. Det
hindre)- Børnene fra at bruge sin Tanke, og det
forfører de voksne til at indbilde sig at Børnene tænker
det som de slet ikke lægger en eneste Tanke paa.
Lad Tænkningen være Tænkning, ikke erstattes
af Fugning, saa vil man faa se hvad Børn virkelig
kan præstere paa den Vei. Det blir ikke saa meget
nei, og det blir ikke saa fuldkomment heller; men
det blir da egte — og nyttigt for Udviklingen.
At lage istand „barnligt" Ræsonnement og lade
Børnene pugge det, det skulde man nu slutte med.
Men de Slutsatser som maatte fremgaa af
Børnenes Tænkning, dem kan man gjerne lade dem
lære udenad; det har de ikke ondt af, naar ikke
Mængden blir for stor. Ja, jeg gaar et Skridt videre:
De kan ogsaa gjerne lære en og anden Sentens som
slet ikke er fremgaat af deres egen Tænkning, f.
Eks. de religiøs-moralske Kjærnesandheder. Det er
slet ikke saa farligt om de ikke „forstaar" dem alle
saa rart heller. Bare ikke dække over den Ting
ved at lade dem pugge en „Forstaaelse"!
Mindst af alt — Ræsonnement og Reflexion,
sa jeg. Nei, der er noget som det er endnu værre
at lade pugge, og det er det som skulde være Udtryk
for Følelsen. Det er en høivigtig Sag, at den
paavirkes kraftig og sundt, og det sker naar et dertil
skikket „Undervisningsstof" tilegnes efter sin og
Børnenes Natur. Men det modarbeides paa det aller
kraftigste, naar man lader Barnet pugge ind — ikke
blot det som skulde vække Følelsen, men endog det
som skulde give den Udtryk.
Derfor bort med alle aa og o og ak og sligt
noget fra det som skal læres udenad! Det er
fordærvelig Usans, intet andet.
Jeg tror det maa fremgaa af det jeg har sagt
at en -virkelig opdragende (dannende) Undervisning
aldeles ikke udelukker Børnenes eget Arbeide, — at
den tvertimod absolut kræver intenst Arbeide, ogsaa
Hjemmearbeide, endog ordret Udenadlæren. Det den
udelukker, det er det Arbeide som Børn slet ikke
magter, fordi de er Børn, dermed al Pugvæsenets
Humbug. Slaphed og halvgjort Arbeide taaler den slet ikke.
Og dog staar det ikke til at negte, at en Tendens
til Slaphed gjør sig sterkt gjældende, og at den i
stor Udstrækning har taget Dannelsesundervisningens
Grundsætninger til Indtægt, fører dem i Marken,
lever paa dem. Hvad kan det komme af?
Jo, væsentlig skriver det sig nok fra det, at
Reaksjonen mod den overanstrengende
Masse-pugning har blandet sig sammen med Reaksjonen
mod den aand sdødende Massepugning. Eller rettere
sagt: Reaksjonen, den Luras, har passet sit Snit og
(loket sammen en vaagnende Bestræbelse for at
gjøre Børnenes Skole- (og Hjemme-) Arbeide til et
virkelig aandsdannende Arbeide, med en samtidig
vaagnende Bestræbelse for at lette dem Arbeidet, saa
de ogsaa kunde faa lidt Tid til at nyde Barnelivets
Glæde og til at udvikle sig sundt ogsaa i legemlig
Henseende.
Denne sidste Bestræbelse, som var fuldt berettiget
overfor det overdrevne Pugvæsen, men ogsaa kun
overfor dette, — den har som den lettest
forstaaelige faat Overtaget; den har, som det pleier at gaa,
rettet sin Opposisjon mod ligt og uligt, mod alt
Arbeide, al Anstrengelse; den har taget
Dannelsesundervisningens Tanker i sin Tjeneste og gjort
Tankeløsheder af dem.
Den har gjort Anskuelsen, Sagforklaringen m.
v. til noget som skulde spare eller fri Børnene for
Tilegnelsens Besvær (deraf vistnok — tildels — disse
kunstige Anskuelsesapparater som gjør det hele selv
og derved hindrer Børnene fra at undersøge noget
og bruge sin Fantasi). — Den har gjort den
Sandhed at Kundskaben blot er Middel, Opdragelse
(Dannelse) Maalet, om til den Meningsløshed at
Kundskaben egentlig er overflødig. — Den har gjort
Bestræbelsen for at begrænse Undervisningsstoffet til
det som Børnene virkelig kan opfatte og tilegne sig,
om til en Bestræbelse for at beskjære det til det
mindst mulige, jo mindre des bedre. — Den har
med blind Begjærlighed grebet den Misforstaaelse,
at naar blot Opfatning og Tilegnelse er bragt tilveie,
saa trænges ingen Indprentning. — Den har sat slet
Indpugning i Stedet for fri Gjengivelse. — Den har
gjort Nødvendigheden af at have Børnenes Interesse
med om til det Tøv at de til hver Tid og Stund
blot skal sysle med det som det netop falder dem
ind at like bedst. — Den har, kort sagt, villet drive
Arbeidsiveren bort fra sin Hædersplads i Skolen, og
lade Dorskhed og Slaphed brede sig i dens Sted.
Og imens sidder Reaksjonen i sin Krog og lurer
paa, om ikke Slaphedsvæsenet snart er drevet saa
.vidt, at det er Tid for den til at røre paa sig og
prøve at faa istand en Baglængsbevægelse hen mod
„den gode gamle Tid da Børnene dog lærte noget".
Pas paa om den ikke slaar sig sammen med
en eller anden „Fremskridtsbevægelse" denne Gang
ogsaa! — en rigtig „moderne Idé". Tar jeg ikke
meget feil, saa har den nu her hjemme særlig kastet
sine Øine paa „Forbindelsen mellem Folkeskolen og
den høiere Skole". Maa ikke Folkeskolens Elever
„lære" mest muligt for at blive skikkede for
Middelskolen kanske? — Ja, saa faar man lade dem pugge
da; „mest muligt" fører den Vei. — Og maa de saa
ikke helst pugge i Middelskolen ogsaa? baade for
at stemme med Folkeskolens Arbeidsmaade, og for
at indskrænke Middelskole-Kursets Varighed til det
mindst mulige?
Jo, der vil nok Reaksjonen prøve sig. — Men
pas jer vel, I velmenende Forkjæmpere for den
smukke Eningstanke! Faar Reaksjonen fat i den,
saa er den ødelagt før I ved Ordet af.
Det er tildels haarde Ord jeg har rettet mod
Slaphedsuvæsenet i vor Tids Skole, og jeg staar ved
dem alle. Men det skulde gjøre mig meget ondt,
om De eller nogen anden tror jeg mener at de vil
ramme enhver Skole og enhver Lærer i vor Tid.
Langt ifra! Dertil raader der for megen sund Sans
og for megen egte Barnevenlighed. Nei,
menjTen-densen er der, og den maa bekjæmpes, udryddes
med Rod og med Frø. Det er paa høi Tid;
Reaksjonen lurer. Deres ærbødige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
