Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 21. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
27
Camilla Collett.
Kogeskole?
’er var en Gang — en vakker, velstelt
Kjøkkenhave, hvor Gulerødder og Erter
trivedes godt, hvor Kaalhoderne blev store
og gilde, og hvor alle Slags Grønsager
kunde gro.
Hist og her i Haven kunde en ogsaa finde nogen
Blomster, men dem var det ingen, som brød sig om.
De blev næsten borte mellem alle de nyttige
Vækster, som haanlig saa dem over Hodet. Var ikke
Erteblomsten langt mere til Nytte end den stakkels
Fiol, der gjemte sig i Græsset? Og hvad var vel en
liden Stedmorsblomst imod den prægtige Pralbønne?
Men en Dag skjød der op en Liljestængel midt
i Gulerodsengen. Alle Gulerodplanterne blev dygtig
forarget; hvad var nu dette for en Plante, der saa
frækt saa dem over Hodet?
Det blev Spørgsmaal om at luge den op, for
alle kunde jo se. at den ikke var en Gulerod.
De andre Planter bestemte sig til at kvæle den,
men det mislykkedes fuldstændig. Det var, som om
en uimodstaaelig Kraft drev den opad.
Nei, det var ialfald en besynderlig rar
Ugræsplante. Den lik staa der en Stund, til man flk se,
hvad den blev til. Og om et Par Dage kom der
frem den ene Knop efter den anden i Toppen af
den lange Stængel.
En vakker Solskinsdag brast den største af alle
Knopperne, og en Krans af snehvide, rene Blade med
guldgule Støvdragere kom frem. Alle Mennesker
kunde nu se, at det var en af de vakreste Liljer,
som fandtes.
Duften af den yndige Blomst var saa sterk, at
den lokkede Folk til Haven, som aldrig før havde
været der, og alle sagde, at slig en Plante ikke burde
staa i en Gulerodseng, men have en Plads for sig
selv.
Og Liljen blev forsigtig taget op og sat i den
anden Del af Haven, hvor Solen skinned varmt og
godt, og hvor den havde Plads baade for Rod og for
Blomster.
Senere blev den ene vakre, lille Blomst efter
den anden taget op og plantet omkring Liljen, og
snart var hele Haven fuld af Roser og deilige
Prydplanter. Ja, selv de smaa Fioler og søde
Stedmors-blomster fik nu en Plads, hvor de kunde leve og
blomstre frit.
Men Gulerødderne sagde: „Hvorfor tog de Liljen
bort fra os? Er ikke vi ligesaa gode som den?"
Solstraalen, som legte med alle Planterne i Haven,
gav dem Svar: „Liljen har sit Hjem i Skjønhedens
Verden, blandt Blomsterne. Den er i Slegt med
Fioler og Stedmorsblomster, men ikke med Næper
og Gulerødder, skjønt disse ogsaa er nyttige
Planter. Og dermed basta!"
Det var en Gang, — at Oldemor sad og karded
og spandt; væved og sydde alt, hun trængte til Huset.
Hun brygged og bagte og fik endda Tid til at sy de
fineste franske Broderier ved Skinnet af et eneste
Talglys.
Det skulde meget til for at være en dygtig
Kvinde dengang, kanske meget mere, end der nu
udkræves for at tage Middelskoleeksamen!
Men Kvindens Hjem var Huset. Alt, som var
udenfor dette, var fuldstændig fremmed for hende.
Kvindens Verden ligned en velstelt Kjøkkenhave, og
de, hvis Evner og Længsler gik udover det huslige
Liv, var som de stakkars forkuede Fioler og
Stedmorsblomster.
Da var det, at Camilla Collett som en stor og
pragtfuld Lilje skjød op midt i Gulerodsengen. Skjønt
hun i lange Tider blev trængt og miskjendt, skaffed
hun tilsidst ved sin Skjønhed og uimodstaaelige Kraft
en Plads baade for sig og sine forkuede Søstre.
Men Liljen har sit Hjem blandt Blomsterne, og
et Mindesmerke over Camilla Collet maa ifølge sin
Natur tilhøre Skjønhedens Verden.
Sæt ikke Liljen blandt Næper og Gulerødder!
S. G.
Aabent ßreu.
Hjertelig" Tak bver især, der gjennem Urd har
sendt mig og mine Pengegaver.
Jeg forstaar ikke, hvordan vi skulde klart os i
denne Tid, uden den Sum som saa uventet og
forunderlig kom os tilhjælp! — Nei, det begriber „vi
2" ikke n u. Underlig var Hjælpen og rigtig i
„rette Tid".
Den hjertensgode Norne, Urd, bliver vel ikke
vred paa mig, om jeg fortæller eder allesammen,
at mit lille Stykke, som saaledes vakte eders
Medfølelse, ikke var af mig beregnet som „Aabent
Brev", men ene og alene sendt til Urds
Præmieopgave ihøst.
Jeg vilde nemlig „fiske" efter en af Præmierne.
Enten mit lille Stykke kom for sent, eller Urd
syntes Præmieopgaven klarede sig med det ene
Stykke (jeg havde nemlig sendt noget før), det ved
jeg ei. Derimod satte Urd resolut, — jeg er nu
overbevist om, det var med en vakker, ædel
Bagtanke — ind mit Stykke som „Aabent Brev", med
fuld Adr.
Først blev jeg saa forfærdet herover, at jeg
uvilkaarlig lagde hele Bladet paa Peisen, der netop
havde frisk Lue af et stort Stykke Tyrri. Ikke et
Ord nævnte jeg til min Mand herom. Og — blid
paa Urd var jeg ei, det er vist. Dog, det varede
ikke længe, før jeg forstod „Guds Veie".
Nætter og Dage havde jeg jo grublet paa en
Udvei, paa et dristigt Hop ud af de snevre, tærende
trange Forhold, vi havde „kjørt" os fast i; grublet
paa et raskt „ud", bort til større Forhold og
Virkefelt for vort Levebrød — vort Arbeide. Og da saa
den dristige „Søgen ud efter bedre Beite" blev gjort
i Oktober, ja, da kan I tro, „Pungen var slunken
og Reisen lang."
Dog, vor gjæve Norne var jo iblandt os, og I,
snille, snille Mennesker, kom, naar „Kniben" var
som værst, hver med eders 5 — 10 — 20 Kroner,
til det blev en stor Sum, som „Nornen’’ hjertens
glad leverede os efter hvert som de kom. Ja
endnu engang hjertelig Tak fra min Mand, vore
„2 Solstraaler" og" mig selv! Hjertelig Tak
allesammen, vor prægtige „Urd", den hjertensgode
Herre med de første 5 Kr. fra Bergen, ligesaa Fru
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
