Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. Lørdag 28. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
37
Sigrid.
iin var saa frisk og saa ung — næsten bare
Barnet endnu.
Jeg ser hende saa tydelig: Det lyse,
1 glattede Haar, den skjære Hud og det
barnefriske, tillidsfulde Smil.
Det var som ganske unge Piger vi
lærte hinanden at kjende — paa Folkeliøiskolen.
Stedet var et af disse deilige, med Fjord og
Fjeld og Birkeskoge, som Vestlandet har slig en
Rigdom af. Mange var de Tanker vor kjære Lærer gav
os, lyse og fagre de Billeder der rulledes op for os —
Billeder der viste, hvordan Livet skulde leves.
Saa gik vi da der sammen i Vaarens lyse,
stemningsrige Aftener; men det vi om Dagen hadde hørt,
kom igjen sammen med Duft fra Birk og Hæg, med
Sus fra Elv og Åkerriksers Skrig i dugvaade Enge.
— — Det er i slige Stunder Hjerterne lukker sig
op for hinanden, man føler en egen Trang til at gi
og modta Fortrolighed — uden at man dog kan
linde Ord for, hvad der dybest rører sig i en. —
Vi var begge saa unge. Livet begyndte ligesom
at lukke sig op for os: — Døren var netop aabnet,
men vi stod endda udenfor og bare saa ind — saa
ind i en lys og rig og fager_ Verden:
Ungdomsver-denen.
Aa," hvor meget vi vented os af Livet. Men
ikke saa, at vi bare vilde ha Glæder. Indhold var
det vi vilde ha.’ Rigt maatte vort Liv bli, selv om
saa Sorgen maatte komme — den vilde bare gjøre
Farverne rigere.
De andre trodde, Sigrid var tankeløs, kanske
enddog lidt „letsindig" — men jeg fik i slige Aftener
se, at den Mund som saa ofte og saa gjerne lo,
ogsaa kunde ha et alvorligt, eftertænksomt, ofte
enddog vemodigt Drag.
Vi skiltes, og der gik et Aar," hvori jeg
ingenting hørte fra hende.
Saa kom der et flygtigt, tilfældigt Møde en
straa-lendeSommermorgen. Endnu den samme friske Latter,
det samme lyse, barneglade Smil. Men hun var
ikke Barn nu længer, sa hun — maatte ikke være
det: Hun var blit forlovet.
Ham kjendte jeg ikke, hadde bare set ham en
Gang — en staut, vakker Mand, syntes jeg.
Senere hørte jeg nok noget om, at han var svært
gla i muntre Kamerater, især slige som ikke tog det
saa nøie hverken med det ene eller det andet.
Enkelte sa bent ud, at han drak og tured, men ellers
var han en flink Mand i sit Arbeide, og nu hadde
de hørt, at han vilde bryde med det vilde
Ungkarleliv og reise til Amerika, saa der kunde vel endda
bli noget af ham. Sigrid fortalte ogsaa, at han „vilde
reise til Amerika og tjene Penge" — de to Ting fulgtes
naturligvis. Saa vilde han snart sende Billet til
hende ogsaa, eller kanske komme tilbage selv og
hente hende.
Saa tillidsfuld og glad hun fortalte det! Saa
sikker, freidig en Tro hun hadde paa ham og paa
Fremtiden — deres Fremtid!
Saa gik der tre Aar. —
Det var igjen Sommer, og jeg kom hjem i Ferien.
Vi hadde aldrig vekslet Breve, og i den sidste Tid
hadde jeg været optat med saa meget, at Sigrid
sjeldnere var kommet mig i Tanken.
Men en Dag kom jeg til at spørge en Bekjendt,
om han vidste hvordan hun hadde det. „Ved De
ikke det da?" sa han. „Hun er jo død for et halvt
Aars Tid siden".
Sigrid død! — var hun i den sidste Tid ligesom
kommet bort for mig, saa stod hun nu med en Gang
saa ung og frisk og lykkestraalende for mig, som
jeg hadde set hende sidste Gang for 3 Aar siden.
Og nu skulde hun være død — — det var ikke
muligt — det kunde ikke være saa.
,,Aa jo", mente Manden — „det var nok saa,
og det var vist det bedste ogsaa. Hun hadde det
ikke for godt, stakkar; hendes Forlovede reiste til
Amerika, men at tjene Penge gik nok ikke saa glat,
som han hadde tænkt sig Aaret efter kom han
tilbage, fik igjen sit gamle Arbeide, og saa gifted de
sig da, trods Indtægterne var knappe. Dog, det var
ikke det værste, — værre var det, at Manden ikke
længe efter Bryllupet igjen kom sammen med de
gamle Kameraterne sine, var ude Kveld efter Kveld i
lystige Drikkelag med letsindige Venner og Veninder,
kom l’uld hjem Nat efter Nat og var raa og^brutal
mod hende.
De var gifte vel et Aar, men i det Aar blev Sigrid
gammel og brudt; hun hadde drømt saa lyst, derfor
blev ogsaa Skuffelsen for stor for hende — den dræbte
hende. En liden Datter lever igjen — hun fødtes
kort før Morens Død". —
Jeg orked ikke at høre mer, ork ed ikke at være inde
længer, jeg maatte ud i den stille, fredelige
Sommerkveld for at bli alene med mine Tanker. — Men d e
var ikke rolige og fredelige, som jeg gik der frem
og tilbage ved den mørke Fjord og saa indover til
det Sted hvor vi sammen hadde drømt saa lyse
Drømme — Vaarens Drømme om Sommer og Lykke.
Aa Sigrid, Sigrid, saa det blev dit Liv — det var den
Lykke du drømte om! Og det netop som Livet skuldç
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
