Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 4. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
noget, betragter Ansigterne; men de fortæller mig
heller ikke hvad jeg vil vide.
Dette gav Fru Lundh meget at tænke paa. Hun
forstod, at der her maatte gjøres noget, men ogsaa,
at skulde der opnaaes noget helt, maatte man begynde
fra Begyndelsen. Hun studerte Lydmethoden og
anmodede Bestyrerinden om at faa undervise i første
Klasse. Der begyndte hun saa at studere Børnenes
Feil: Vokalerne udtaltes halvveis, Endekonsonanterne
spistes op og Akcentueringen var ofte ukorrekt; si
udtaltes som oftest sclil, e som bredt æ, a henimod
aa, tyk 1 og Læspelyd. Samtidig hermed underviste
Fru Lundh privat, først bare enkeltvis, senere
dannede hun den dramatiske Forening, hvor hun en
Tid var Inspektør, og det var af en Del af de
bedste Kræfter inden den dramatiske Forening og
en Del af hendes egne private Elever hun senere
dannede sin dramatiske Skole, hvor hun har
arbeidet de 3—4 sidste Aar.
Blandt Fru Lundhs mest talentfulde Elever kan
nævnes Oskar Sandahl, som rimeligvis kommer til
at gaa til Bergensscenen, August Oddwar, der skal
til Nationaltheatret, Ingebjørg Klafstad og Dina Nissen,
som er engagert ved Ottos Selskab, hvor Fru Lundh
er Sceneinstruktør, samt Fru Mette Berntsen, der
tilligemed sin Mand Jens Berntsen er engagert ved
Nationaltheatret, og som er en ægte Ingenue.
Mange af os har forøvrigt sikkerlig lært Fru
Lundhs Elever at kjende fra de dramatiske
Underholdninger de fra Tid til anden har givet tilbedste.
Særlig vil man mindes en Søndag i Tivoli, da en
Flerhed af dem optraadte, og da Ingebjørg Klafstad
gav „Agnes" i al den skjære, fine Farve og
kjæm-pende Smerte som vi saa vel kjender igjen i
Heltinden i „Brand".
Af Fru Lundhs Elever har Størsteparten været
Sangere, Skuespillere, Theaterelever og Lærere. Hun
har havt flere Partier af Lærerinder fra Byens høiere
og lavere Skoler, og det er hendes Agt, hvis Tiden
tillader det, i den nærmeste Fremtid at begynde et
praktisk Kursus i Skjønlæsning og Organudvikling.
Dette skulde gribes an paa den Maade, at de
Lærerinder der allerede havde gjennemgaat et Kursus hos
Fru Lundh, underviste en Del Børn — i Alderen
fra 12—16 Aar — mens Fruen hørte paa og
bagefter diskutterte Fremgangsmaaden ved
Undervisningen sammen med Lærerinderne.
Forøvrigt er det Fru Lundhs Haab at faa
Organ-udvikling ind som Fag ved Seminarerne og
Fagskolerne og derfra igjen lidt efter lidt ved Skolerne.
Lærerinder blandt hendes Elever har sagt, at Børnene
er blevet saa glade i Norsktimerne, efterat de er
begyndt at lægge mere Bret paa Skjønlæsningen og
Stemmeføringen; de kappes om hvem der kan tale
penest og er i det hele meget mere interesserte end før.
Fru Lundh lægger forøvrigt megen Bret paa at
Lærerne selv er musikalske; de hører ellers ikke
Feilene, siger hun. Ligeledes betoner hun sterkt, at
man ikke i Sangtimerne for snart bør forkaste et
Barn som umusikalsk. Hun tror, at Børn ofte ikke
er saa blottet for musikalsk Øre som man antager.
Man bør prøve dem atter og atter og i Begyndelsen
undervise dem alene, hvis de ikke kan deltage i
Sangtimen. Mangt et Skjønhedsindtryk er gaat tabt
for et efter Skjønhed længtende Barn, fordi det for
tidlig er blevet opgivet som umusikalsk.
Fru Lundh har ogsaa gjort den Opdagelse,
atHalseon-der ofte kommer af feilagtig Brug af Stemmen. Saa-
ledes sendte Dr. Daae hende nylig en af sine Patienter,
en Prest, hvis Halseonde havde tiltaget i en saa
betænkelig Grad at han havde lidet Haab om at
gjenvinde sin Stemme, og selvfølgelig da ogsaa at kunne
fortsætte sin Gjerning som Prest. Fru Lundh
forstod snart, at Ondet var en Følge af at Pastoren
havde brugt sin Stemme meget lavere end den
egentlig laa, og efter et seks Ugers Kursus hos hende,
var han fuldstændig restaurert. Han var straalende,
og det samme var Fru Lundh. Og intet Under !
Thi hvad kan gjøre en mere glad end Tanken paa,
at en har hjulpet et Menneske til at kunne blive i
det Kald han har valgt som sit Virke paa Jorden!
Ved Musikkonservatoriet har Fru Lundh det sidste
Aar undervist i Organudvikling, Renlæsning og
Deklamation. Det er Direktøren, Hr. Lindemann, som
har sat disse Kurser igang, og for en billig Betaling
sat Eleverne istand til at lære hvad der bør læres
for en god Udtale.
Og saa skal Fru Lundh formodentlig havne ved
Nationaltheatret. Hun vil faa et rigt Virkefelt, og
vi skal alle være med at nyde Frugterne af hendes
Arbeide. Hun har taget ind til sit varme Hjerte
det norske Sprog, slig som det Tiderne nedigjennem
er blevet vort, og hun forsøger at lægge det paa den
norske Kvindes og Mands Læber saa vakkert og
klangfuldt som det kan blive.
Og fra den norske Talescene skal det atter lyde
ud til os, rent og fuldtonende.
Underligt, men sandt.
(Slutning).
u? har De glemt noget? eller hvad? —
spørger Lady Palmerstone.
En Herre dukkede i det samme op i
Gadedørstrappen ved Siden af Frk. Krieger,
som en Stund blev staaende som forstenet
i Døraabningen. —
„Tør jeg spørge", sagde nu den Fremmede, idet
han tog Hatten af, „om ikke Mad. Lebloi’s Pension
er her?"
„Jo".
„Er Frøkenen maaske kjendt i Pensionen?"
„Ja, — jeg bor her". —
„Jeg formoder, at Fru og Frøken Wrangel
fremdeles er boende der?"
„Ja".
„Tak", og høfligt bukkende gjorde han derpaa
et Skridt tilside, saa Damerne med Lethed kunde
passere.
„En Landsmand, formoder jeg?" spurgte Lady
Palmerstone, da de lidt efter befandt sig nede paa
Gaden.
„Ja — det var — vist det".
„Skjønt han talte udmerket Fransk, kunde jeg
dog høre, at han ikke var nogen Indfødt".
„Jasaa — jeg lagde slet ikke saa nøie Merke
til ham".
Lady Palmerstone bemerkede en let Skjælven i
Frk. Kriegers Stemme, og idet hun nu saa paa hende,
opdagede hun, at hun var bleven lige saa hvid i
Ansigtet, som om hun skulde have set et Gjenfærd.
Frk. Krieger kunde neppe tro sine egne Øine.
— Var det ham, eller var det ikke ham? Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
