Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 5. Lørdag 4. Februar 1899
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
43
han havde jo talt — saa dennegang kunde det ialfald
ikke være bare et Syn.....
„Aa!" Nu gik det som et Lys op for Lady
Palmerstone. „Jeg forstaar; den fremmede Herre
var formodentlig den nys omtalte Doktor Wrangel
— ikke sandt?"
„Jo — nei—jeg ved ikke saa rigtig, for jeg saa
næsten ikke paa ham" — svarede Frk. Krieger,
øiensynligt forvirret.
„Saa ikke paa ham? Bruger man ikke i Norge
at se paa den man taler med? Det gjør vi altid i
England — under almindelige Omstændigheder da",
tilføiede hun med et lidet poliskt Smil. — A! nu
skal De se, mine Anelser slaar aldrig feil".
„Nei kjære, lad os tale om noget andet", svarede
Frk. Krieger, „dette Thema er mig saa pinligt,
nei, saa kjedeligt, mente jeg egentlig". — „Se, der
har vi jo Jeromes & Co. ogsaa", tilføiede liun
med paataget Ligegyldighed. — I Virkeligheden
ønskede hun sig langt bort, bort fra Lady
Pal-merstones skarpt iagttagende Blikke, bort fra
Pensionen, ja bort fra Paris!
Der var kommet noget saa forunderlig
beklemmende — ligesom en Angst — over hende, der for
Øieblikket gjorde hende ganske uskikket til det, hun
skulde gjøre.
* *
*
Naar undtages Lady Palmerstone, kom det
meget overraskende for alle i Pensionen, da der
ca. 14 Dage efter den sidste Begivenhed ved
Middagsbordet blev drukket de to Forlovedes, Dr.
Wrangels og Frk. Kriegers Skaal. — Lady Palmerstone
havde gjættet ret baade med Hensyn til det ene og
det andet, og den fremmede Herre var ingen anden
end Doktor Wrangel.
Alle havde de vel lagt Merke til, at der var
noget mer end almindelig festligt saavel ved
Dækningen som ved Beværtningen den Dag, menmanhavde
troet, at dette var i Anledning af Doktor Wrangels
nær forestaaende Afreise til en Kongres i Wien.
Helt fra det Øieblik af, da Frk. Krieger og
Doktor Wrangel blev presenteret for hinanden, havde
Lady Palmerstone lagt Merke til, at han betragtede
denne sin Landsmandinde med en særegen Interesse
og Opmerksomhed, og hun følte sig næsten
overbevist om, at hun ikke tog Feil, naar hun troede at
have merket, at han ligeledes fra første Stund kun
havde søgt efter en Anledning til at faa tale med
Frk. Krieger i Enrum.
Men i denne store Pension, hvor enhver
Fremmed altid og overalt blev betragtet med nysgjerrige
Blikke, var en saadan Anledning ikke saa let at
opdrive.
Lady Palmerstone, der var en ligesaa opofrende
som velvillig Sjæl, gjorde sig det nu til en Opgave
at søge at lette Doktoren Adkomsten til en Samtale
med Frk. Krieger, og hun udfandt snart, at hendes
Morgenture maatte være en for ikke at sige den eneste
gunstige Anledning.
Til Frøken Kriegers Forundring og Sorg holdt
nu Lady Palmerstone, der altid havde været hendes
tro Ledsagerske paa hendes Morgenture, under
forskjellige, mere og mindre rimelige Paaskud en vakker
Dag pludselig op med at følge hende.
Paa en af disse Ture — nogle Dage efter
Doktorens Ankomst til Paris,— var det saaledes ogsaa lyk-
kedes ham at indhente Frøken Krieger og faa en Samtale
med hende under fire Øine. Herunder kom det da
ogsaa til en Forklaring — Forstaaelse, bevidst eller
ubevidst, havde det jo paa en Maade længe været
mellem dem —, en Forklaring, der fra hans Side
omsider gik over til en Erklæring, en Tilstaaelse af
en Kjærlighed, om hvis Eksistense han havde havt
en Anelse allerede længe, førend lian kom sammen
med hende, ja endog før han nogensinde havde set
hende for sine Øine.
De blev dog begge mere end forundrede ved
at erfare, at de i de sidste Aar havde gjennemgaaet
og følt akkurat det samme, næsten til Punkt og
Prikke; følt den samme Dragelse, den samme, halvt
ubevidste Længsel. De to maatte dog uden Tvivl
være skabt for hinanden.
Skjønt Ubestemthed aldrig havde været hans
Feil, havde det dog undertiden gaaet saavidt med
ham, tilstod han, at han, om han f. Eks. havde
været aldeles bestemt paa at gaa paa en Kant af
Byen, ligesom ved en forunderlig, overnaturlig Magt
havde følt sig aldeles uimodstaaelig dreven til en
anden Kant, og inden han selv anede det, havde han
allerede været langt paa Vei i den helt modsatte
Retning af den, han først havde bestemt sig til at
gaa. Og da — havde han altid mødt hende.
Næsten ligesaa pludselig som uventet var hun
dukket op paa den ene eller anden Kant lige ved
ham og havde set paa ham med et Par sjælfulde,
forstaaende Øine, som han aldrig havde kunnet
glemme.
Skjønt han jo ikke vidste, hvem hun var, havde
han dog fundet noget i hendes Ansigt og hele hendes
Væsen, der forekom ham saa besynderlig kjendt,
men naar eller hvorfra Bekjendtskabet skrev sig,
havde han aldrig kunnet klargjøre sig. Det var jo
præcis, hvad hun selv havde oplevet Gang paa Gang.
Lidt efter sad Frk. Krieger alene oppe paa sit
Værelse, — hun følte Trang til en Stund i Enrum.
Sagen havde taget en overraskende Vending. —:
Vel havde der stundom i hendes allerinderste
opsteget et svagt Spørgsmaal om, hvorvidt han muligens
ogsaa havde lagt Merke til hende, eller om liun
altid havde kunnet passere ham aldeles ubemærket.
Men liun havde dog aldrig kunnet tænke sig, at det
virkelig skulde kommet hertil.
Pludselig blev der banket, og inden hun endnu
fik Tid til at svare, aabnedes Døren, og Lady
Palmerstone traadte ind i Værelset med sit mest
straalende Ansigt.
„Maa jeg saa faa Lov til at gratulere, min kjære
Frk. Krieger".
Frk. Krieger satte et meget forundret, spørgende
Ansigt op — havde hun da beluret dem? eller
hvorledes? –
„Hvad — hvorledes? — jeg forstaar ikke, hvad
De mener", stammede hun forlegent rødmende.
„Aa, tilstaa det kun for mig, min kjære", udbrød
Lady Palmerstone med en hjertelig Omfavnelse;
jeg ser det paa Dem, og jeg saa det paa Eder begge,
da I for lidt siden kom hjem sammen fra
Spadser-turen. Jeg saa, at det var kommet til en Forstaaelse
mellem Eder".
„Det nytter ikke at have Hemmeligheder for mig",
tilføiede hun spøgefuldt", og allermindst for Dem;
jeg kan læse i Deres aabne Ansigt og lige ind i
Deres Hjerte".
Lady Palmerstone havde altid optraadt saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0053.html
