Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 4. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
45
en Aften en E-Moll-Adagio, hvis Værd man lovpriste uden
at ane, hvis Indflydelse den skyldte sin Tilblivelse. Alene hun
var vidende herom og gjorde ham lykkelig ved at gjengjælde
hans Kjærlighed, og da han gav |en Afskedskoncert, forinden
han skulde foretage en Reise til Udlandet for der at forsøge
sin Lykke, medvirkede hun ved at synge en Arie af Rosini.
Hin mindeværdige Aften bar hun — hvor godt erindrede han
endnu ikke den Dag idag alt indtil de’ mindste Detaljer
— en hvid Dragt med Roser stukket ind i Haaret; hun
havde været fortryllende smuk. Saa fortræffelig, som paa denne
Koncert havde hun endnu aldrig sunget.
Derpaa fulgte Afreisen; under Taarer sagde han alle sine
Kjære Farvel, men en Kreds af Venner med hans ærværdige
Lærer, Elsner, i Spidsen, ledsagede ham til Wola, den første
Landsby efter at man har forladt Warschau, og her modtog
Konservatoriets Elever ham med en for Dagen og af Elsner
komponeret Kantate. Ved Festmaaltidet overraktes ham derpaa
et Sølvbæger, hvilket var fyldt indtil Randen med Jord fra hans
Hjemsted.
„Maatte du, hvor du saa end kommer til at opholde dig,"
tilraabte Vennerne ham, „aldrig forglemme dit Fædreneland!"
Han gjemte Bæger og Jord som en Helligdom, og Kjærligheden
til Hjemmet udsluktes aldrig i hans Hjerte, den voksede stadig
og luede op til en sterkere og sterkere Flamme — men
Kon-stantia derimod glemte troløs sit Løfte og tilføiede ham den
bitreste Hjertesorg ved efter faa Aars Forløb at blive en anden
Mands Hustru.
I Wien, hvorhen han nu styrede sine Skridt, troede han
at skulle finde den samme venlige Modtagelse som i 1829, men
Forholdene var forandret. En Revolution var imidlertid
udbrudt iPolen, og denne fulgtes fra Østerrigs Side med
Ængstelse og Sorg, og som Følge heraf modtog man den unge
War-schauer koldt og tilbageholdende, hvilket snart bragte ham til
at føie sig ensom og forladt i Keiserstaden, medens en dyb
Kummer bemægtigede sig ham ved Tanken paa det elskede
Fædreland, som havde kjæmpet for et friere nationalt Liv,
men som ved Opstanden kun var sunket endnu dybere. Efter
længe forgjæves at have arbeidet for at opnaa Paaskjønnelse,
besluttede han endelig at forlade Wien og straks reise til Paris,
hvor der ikke herskede nogen Fordom mod Polen, og hvor der
saaledes var en større Mulighed for at komme frem. Men han
maatte snart, dybt nedbøiet, indrømme, at han havde gjort en
feilagtig Beregning, thi han var kommet til Verdensstaden —
uden nogen Anbefaling. Alle Anstrengelser for at kjæmpe sig
frem ved egen Kraft forblev derfor uden Held, og en Koncert^
som han kun med stor Møie bragte istand, blev saa slet besøgt,
at Udgifterne oversteg Indtægterne.
Hans Stilling blev selvfølgelig uholdbar; han kunde ikke
længer lade Forældrene betale Opholdet i den dyre
Verdensstad — han maatte begrave alle sine skjønne Forhaabninger
og reise tilbage til Warschau, men det forekom ham dog, soru
holdt en usynlig Magt ham endnu bestandig tilbage i
Seine-staden, som raabte en Stemme til ham: Bliv her, thi kun fra
Paris vil engang i Fremtiden din Berømmelse naa ud over
alle Lande.
Ogsaa i denne Stund, da han stod og lænede sig mod Pont
du Garrousels Brystværn, medens han stirrede ned i Vandet,
syntes han atter at høre det lokkende Raab. Pludselig følte
han, at en Haand blev lagt paa hans Skulder, og da han
forbauset vendte sig om, hørte han en kjendt Stemme sige : „Jeg
tog altsaa ikke feil, det er ganske rigtig Dem selv, Hr. Chopin!
Endelig møder jeg Dem altsaa dog; jeg har længe vidst, at De
opholdt Dem her, men har ikke kunnet flnde Dem."
Et glad Udtryk viste sig i den unge Mands Ansigt, idet han
udbrød: „Fyrst Valentin RadzevilM"
„Ganske rigtig", svarede den saaledes Tiltalte, „og det
glæder mig at se Dem ig,en. Det er nu fem Aar siden, at jeg
hørte Dem sidste Gang i Warshau. Men hvorledes gaar det
Dem, De ser noget melankolsk ud, min unge Ven?"
Chopin fortalte ham nu om sit Liv og sin Kamp i Paris,
om de frugtesløse Forsøg paa at arbeide sig opad mod Maalet
og tilsidst om den endelige Beslutning atter at forlade den
franske Hovedstad. Men herom vilde Fyrst Radzewill ikke
høre tale; han opfordrede derimod den unge Kunstner til endnu
et sidste Forsøg for om muligt at finde Lykken i Seinestaden
og det endog under hans egen Ledelse.
Chopin kunde imidlertid ikke paa staaende Fod beslutte
sig til at gaa ind paa Fyrstens Forslag; men han modtog
derimod en Indbydelse til endnu samme Aften sammen med
Fyrst Radzewill at deltage i et Selskab hos ingen ringere Person
end Baron Rothschild. I de prægtige Saloner fandt den unge
Tonedigter Paris’ „haute volée" samlet, og da han blev indført
af Fyrst Radzewill, modtog man ham med stor Forekommenhed.
Husets Frue anmodede ham paa den elskværdigste Maade om
at foredrage noget paa Pianoet, og han spilte og improviserede
den Aften som maaske aldrig tidligere. Alle hans Tilhørere
var henrykte; de kappedes formelig om at udtale sin Ros og
Beundring for Chopin og blev ikke træt af at lovprise hans
underbare Talent.
Som ved et Trylleslag blev Chopin pludselig den fornemme
Verdens Yndling; Fremtiden tilsmilede ham atter; Taagen,
som havde fordunklet hans Sinds Sol, maatte vige for hans
Lykkestjernes Straaler. Endnu samme Aften hos Botschild fik
han forskjellige Anmodninger om at give Klaverundervisning
hos de første Familier i Paris; hans pekuniære Stilling var
saaledes atter foreløbig sikret, og han opgav Tanken om at
vende tilbage til Warschau. Han fattede nyt Mod, hans Genius
løftede paany sine Vinger, og paa dette Tidspunkt komponerede
Chopin forskjellige brillante Polonaiser, dybt gribende
Noctur-nos samt flere yndige Masurkaer, der snart spilledes i alle
Saloner, medens de gjorde Komponisten kjendt og elsket i de
videste Kredse. En af hans Venner kunde med god Bet skrive
til Warschau: „Han er nu paa Mode, og meget snart vil den
fornemme Verden bære Hansker å la Chopin."
Kort Tid efter vovede Chopin atter engang at holde en
Koncert, hvilken blev den mest glimrende i hele Saisonen, thi
alt, hvad der hørte den fine Verden til, mødte frem for at
beundre det polske Geni, som Komponisten nu benævnedes.
Chopin glædede sig meget over dette Held, som var et
tydeligt Bevis paa, at han havde opnaaet, hvad han i saa lang
Tid havde stræbt efter, men at give Koncerter faldt imidlertid
ikke i hans Smag.
„Jeg er ikke skikket til at give Konserter," sagde han en
Dag til Frantz Liszt, „jeg betages af Frygt, naar jeg staar
ligeoverfor Publikum, jeg føler mig trykket af den Luft, som
strømmer mig imøde, lafnmes ved Synet af de talende Blik og
forbauses formelig ved at se de fremmede Ansigter." Og
vistnok blev Salonen, der hvor en snevrere Kreds af smukke
Damer, Digtere, Kunstnere og Kunstkjendere samledes, den
Arena, paa hvilken der i Fremtiden blomstrede Laurbær for
den geniale, dybt følende Kunstner; han blev meget snart en
stadig Gjæst i Grevinde Komars, Fyrstinde Beauvaus og den
ved sin store Skjønhed og fortryllende Sang berømte Delphine
Potokass Saloner.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
