Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. Lørdag 11. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54
URD
Kommunal Stemmeret for Kuinder.
Drøm og Virkelighed.
i.
jøbmand Olsen sad i en Lænestol med den
lange Pibe i Munden. Hans runde,
godmodige Ansigt saa grættent ud, og der var
dybe Rynker mellem Øienbrynene.
Morgenbladet laa foran ham, og tunge
Bekymringer fyldte hans Sjæl.
Det var en liden Notis i Bladet, som havde
forstyrret hans Ro. Nogle faa Linjer om Kvindernes
Petition om kommunal Stemmeret. Det var et
bekymret Spørgsmaal: Er det dermed ogsaa Meningen,
at de skal være valgbare?
Men det var den Tid, da han altid pleiede at
sove Middag. Piben faldt ham ud af Munden, og
Øinene lukked sig. Hodet med det stride, graa Haar
faldt tungt til Siden, Aandedrættet blev langsomt og
regelmæssigt. —
— „Olsen, har du hørt, at jeg er valgt ind i
Herredsstyrelsen?" hørte han lige ved Siden af sig.
Han saa op, og der stod hans kraftige Egtehalvdel
foran ham med et Brev i Haanden.
„Du vil nu vel aldrig tage imod", busede
Olsen ud.
„Det maa jeg naturligvis gjøre", sa den bestemte
lille Kone og kneb Munden sammen. „Baade Hanna
og Trine er valgt. Det er af Vigtighed for vore
Interesser at faa saa mange Kvinder som mulig ind
i Herredsstyrelsen".
Olsen folded sine Hænder i stum Forfærdelse.
„Men Huset?"
„Ja det faar sandelig du tage dig af for en Gangs
Skyld. Du er slet ikke for god til det, skal jeg
sige dig".
Olsen sukked dybt. Jo, nu var „Syndfloden
kommen", som en fremragende Geistlig for mange
Aar siden havde talt om i Tinget. „Sara" vilde
ikke længer være i „Teltet"; og „lydig" havde hun
nu i Grunden aldrig været, det vidste han nok.
„Kvinderne skal tie i Forsamlingen", stod der i
Bibelen. Jo Tak ! Det var for længe siden et
tilbagelagt Stadium. Mor blev nu sikkert Ordfører, hun!
Han vidste jo af Erfaring, hvilke Talegaver hun var
i Besiddelse af. —
— Det skulde være Møde i Herredsstyrelsen.
Fru Olsen iførte sig sin bedste Stas: sort Silkekjole,
Gulduhr med tykt Guldkjæde og stor Guldbrosche i
Brystet. Hun saa imponerende ud. Hendes smaa,
lyseblaa Øine havde et strengt Udtryk, og Munden
var fast sammenkneben, som naar hun holdt
Straffe-præken for Pigerne.
Olsen, Stakkar, var ikke valgt, han.
Nu skulde han prøve, hvorledes det var at være
Enkemand.
Ingenting gik som det skulde: Maden blev svid,
det slukned i Ovnen og Kaffen blev kold, før den
kom ind. Olsen var i yderst daarligt Humør.
Det banked paa Døren, og hans Ven, Totalisten
Jensen kom ind.
„Goddag Olsen, hvorledes har du det som Enke-
mand? Glimrende Seier for os! Al Rusdrik afskaffet
her i Byen 1"
„Hvem blev Ordfører?"
„Din Kone naturligvis! Han er jo født Taler.
Nu kommer jeg for at hente dig som Æresgjest til
en bevæget Seksa bagefter". 1
Olsen bandte som rasende.
„Du vil altsaa ikke være med?"
„Aa reis til — baade du og hele Greia!" skreg
Olsen.
Jensen pakked sig afsted, det forteste han kunde.
Han trodde, hans Ven havde faat en Skrue løs.
Ja, nu var det Olsens Tur til at sidde hjemme!
Klokken blev 9, den blev 10, den blev 11, og endda
kom ikke Fru Olsen.
Han brygged sig tre Toddyglas, for noget maatte
han jo bestille. Sintere og sintere blev han. Da
Klokken slog 12, og hun endda ikke viste sig, skreg
han tilslut:
„Jeg søger Skilsmisse!"
„Var det noe, dere vilde?" spurgte Pigen, som
forskrækket kom farende ind fra Kjøkkenet, hvor
hun sad og halvsov paa en Stol.
„Gaa med dig!" skreg Olsen igjen, og hun for
ud, som om den Onde var i Hælene paa hende.
Endelig, da Viseren stod paa halv et, gik Døren
op, og Fru Olsen kom ind. Hun havde røde Kinder,
var vaagen og livlig efter al Kaffedrikningen og vilde
straks til at fortælle.
Men Olsen reiste sig og tramped i Gulvet.
„Jeg vil have Nattero!" skreg han.
„Men Olsen da!"
„Jeg trodde, jeg havde giftet mig med et
skikkeligt Menneske og ikke med en, som farer ude
hele Natten!"
„Men Olsen, du selv har jo ofte —"
„Aa ti stille med dig! Jeg vil skilles! Jeg vil
ikke være gift med en Ordfører!"
Han tog Lampen fra Ivomoden og vilde gaa ind
i Gjesteværelset og lægge sig. Men han var ustø
baade paa Haanden og Benene, og klask! faldt den
i Gulvet. Beholderen gik itu, Oljen strømmede ud,
og et Øieblik efter stod hele Værelset i Flammer.
„Brand! Brand!" skreg han.
„Brand! Brand!" lød det over hele Huset. —
— Olsen vaagned: Morgenbladet laa foran ham,
Piben var faldt paa Gulvet, og Kaffen var nok for
længe siden kold.
Men foran ham stod hans snille, sagtmodige Kone
med en ny Kop med duftende varm Kaffe. Piben
tog hun op af Gulvet, og Fyrstikæsken gav hun ham
i Haanden; Olsen følte sig som i Paradis!
Lidt efter vilde han ligesom prøve sig frem, og
saa spurgte han lunt: „Mor, har du set noe til den
Petitionen?"
,,Hvad er det du snakker om?"
„Det er bare det, at de vil vælge dig ind i
Herredsstyrelsen nu", sa Olsen.
„Aa din Tul! Tror du jeg har Stunder til at
være med paa alt det Fanteri, dere Mandfolkene har
fundet paa? Vi Kvindfolk har andet at gjøre end
at sidde paa Møder og røge Tobak hele Dagen og
ikke udrette Guds skabte Ting!" —
II.
— Det var ti Aar efter. Kvinderne havde faat
kommunal Stemmeret: Syndfloden var kommen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
