64 (Urd / 3. Aarg. 1899)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 18. Februar 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

64

URD

Hermanns Blik fæstede sig eftertænksomt paa en Husarofficer,
der laa ved lians Side; paa Vaabenkjolens lyseblaa Klæde
bevægede et simpelt sort Kors sig op og ned ved den Sovendes
Aandedrag, x-egelmæssigt og taktmæssigt. Han kunde ikke tage
Øinene bort. Man havde fortalt, at næsten alle de saarede
Officerer skulde blive smykket med Jernkorset, med dette Ærestegn
som blev baaret paa Brystet saa prunkløst og stolt tillige, med
det Kongen tænkte at ære de Bedste. De Bedste!

(Forts.)

Tanker foran Samlagsafstemningen.

(Af Thea Ebbell).

Heftet af „Urd" for 14de Januar tilraader en Kvinde,
at Kvinderne i Kristiania bør holde sig borte fra den
forestaaende Samlagsafstemning, d. v. s. stemme imod
Samlagets Nedlægning, da man, som bekjendt, ikke kan;
forholde sig passiv, men alle inden den lovbefalede
Alder regnes at stemme enten for eller imod
dette.

Jeg tror. det burde være forbi nu med de forslidte Talemaader,
hvorvel „Afholdsfolket" fremstilles som en Flok naragtige og
fanatiske Personer, hvis Lyst det er at „agitere", og da helst
med temmelig uværdige eller ialfald latterlige Midler. Pladsen
her tillader ikke at gaa ind paa nogen Oplysning af de faktiske
Forhold, disse, der gjennem en afholdsfiendtlig Presse, i hvis
Rækker vore største Blade har stillet sig, paa det sørgeligste
forvrænges og forties. Vi skal bare pege paa den Kjendsgjerning,
at omtrent en Tiendedel af Norges Befolkning staar indskrevet
i Afholdsforeningernes Bøger, og sikkerlig er der desuden en stor
Skare af oplyste Mænd og Kvinder, der ikke har ladet sig ind.
skrive, men som af Hjertet er Sagen hengiven og anser
Afholds-arbeidet som det betydningsfuldeste et Samfund under vore
nuværende Forhold kan lægge sin Kraft i. 2 0 2,300 Medl. talte 1
afvigte Aar de norske Afholdsforeninger, deriblandt dog ganske
vist, til de saakaldte dannedes store Ansvar, kun en forsvindende
Del, tilhørende „Overklassen".

Forf. har formodentlig glemt at indskyde et Par Ord i sin
ovennævnte Artikel. Hun taler om, at Vognmændene i en By
(Drammen) streikede den Dag, det var Samlagsafstemning, af
Frj’gt for at skulle kjøre Afholdsfolk til Valgurnen. (Det
misvisende i, hvad der siges om dette Afholdsfolkenes Forhold, skal
her lades upaatalt). Thi", heder det, „Vognmændene, hvis
Kunder netop for en stor Del er fulde Folk, var bange for, at
Samlaget skulde gaa". Her er jo øiensynlig glemt at indskyde
efter „Vognmændene" de Ord: »i sin Sneversynthed og
Mis-forstaaen a{ Forholdet«. Thi Forf. og med hende hele det gode
Publikum kan jo umulig ønske at opretholde en Institution, der
bevarer fulde Folk for Byen. Hun maa jo altsaa mene, at
Vognmændene netop ved at medarbeide til Samlagets Fald,
vilde have forøget denne sin Kundekreds. Thi „Drikken øges
med Samlagets Forsvinden«, siger hun, — — »hvad der viser
sig fra Smaabyerne«.

Vi tror ikke, at kyndige Folk skal beskylde os for
Overdrivelse, naar vi siger, at denne Paastand, at Drikfældigheden er
tiltaget paa Grund af Samlagenes Nedstemning, er en
Tendensløgn, udpsredt af de paa forskjellig Maade
brændevinsinteresse-rede, støttet af en Presse, der ikke kan undvære saa mægtige
Kunder, og med sædvanlig ligeglad og magelig Autoritetstro hyldet
af Tusinder af Kvinder, der gladelig nøier sig med, at „de siger",
(dette mægtige „de"!) det er saa. Bortseet l’ra den Kjendsgjer-

ning, som ingen oplyst Mand med Ærlighed tør benegte, at en
saa indgribende Samfundsforanstaltning som Udelukkelse af
Brændevin fra en By maa have virket i Aarevis — allermindst
et Femaar — inden dens Virkninger med Retfærdighed kan
bedømmes, saa er det jo bekjendt for enhver, som bare har gidet
kige i Papirerne, at vi netop har havt Aar, hvor
Laddevins-forbrug og Arrestationer er steget i en skrækindjagende Grad,
men vel at merke, betydelig mere i de Byer, hvor Samlaget
staar end der, hvor det er nedstemt. Der er ved disse Forhold
ogsaa saamange andre Faktorer, der griber ind, at den hele
Laddevinstale som Vaaben mod Samlagsnedlæggelserne reducerer

sig til et hæsligt Opvigleri.

* *

(Nedenstaaende Betragtninger indeholder intet af Betydenhed.
Det er kun Tanker og Stemninger, der levende har paatrængt
sig mig foran en Samlagsafstemning og delvis er blevet udtalt
i en Kreds af ligesindede Mennesker).

Det gjorde et dybt Indtryk paa mig, da jeg engang i en
Skildring af de sørgelige Landboforhold i Irland hørte den
alvorlige Tanke fremhævet, at Syndens Straf vokser direkte ud
af Synden selv — en Tanke, som jo forresten hver Dags
Erfaring kan lære os, men som vi altfor ofte overser. Hvad gjør
det Menneskene deroppe paa det gamle Herresæde — saa var
Tanken i Fremstillingen — om Arbeiderne og Leilæodingerne
paa Godset lever i mørke, forfaldne Boliger paa myrlændt Grund,
hvor Sygdomsspirer har alle Betingelser for at fremstaa og
udvikles? De faar kjæmpe sin Kamp med de snigende Sygdomme
eller den herjende Feber, som de bedst kan; vi heroppe har
fuldt a.p Luft og Sol og Ventilation og alle gunstige Betingelser;
vore Børn er som Planter „høit voksne i sin Ungdom", og vort
Hus staar fast. Men der turde komme den Dag, da Feberen,
som er fostret dernede i de fugtige Boliger og de overfyldte
Rum, ikke lader sig nøie med det lette Bytte, som de usselt
nærede Børn i Hytterne frembyder for den; den higer efter
ædlere Rov. Og en Dag gaar den op ad Alléen med de herlige
gamle Trær, Porten maa springe op for den, og den træder ind
i den store Forhal, stiger op af den brede Trappe og lige ind i
den lyse Sal, hvor Husets unge Søn eller Datter sidder blandt
Blomster og Skjønhed og Toner og Kjærlighed — selv i dybeste
Forstand Blomsten og Tonen, der spreder Skjønhedsfylde over
Hjemmet, hvor Kjærlighedens Øie vogter paa dem. Og Feberen
slutter dem i sit klamme Favntag, og Kuldegysninger
gjennem-farer dem, og Kindet blegner, og Hovedet synker ned. Men i
Borgen stiger et høit Skrig; thi Pladsen, hvorfra Lyset udgik,
er blevet tom, Feberen har kastet Husets Barn paa Sygeleiet,
og den elskede Skikkelse svinder hen under dens knugende
Greb, og snart er ogsaa Leiet tomt, og over al Herligheden er
fældet den Dom: „Jord til Jord, Støv til Støv!"

Der er en anden Feber, frygteligere og mere ødelæggende
end den legemlige: Lidenskabernes, Drikkesygens livsfortærende
Feber. Tror du, du frit kan fostre den i Kneiper og Sjapper
for „simple Folk" og være tryg for, at dens besmittende Aande
aldrig trænger ind over dit fredede Hjems Tærskel? Nei,
saa-sandt som som du tror paa den Retfærdighedens Verdenslov, der
siger, at hvad et Menneske eller et Samfund saar, dette skal de
ogsaa høste, saasandt du tror paa en Gud, der ikke lader sig
spotte, saasandt maa du være vis paa, at Straffen følger i
Hælene paa enhver Foranstaltning, der yder lovlige Midler til
Syndelivets Fortsættelse, paa ethvert Samfund, der ikke benytter sin
hellige Ret til at rykke Giftplanterne op omkring sin Ungdoms
Fod. Forstaar du ikke, du Kvinde i det lykkelige og ærbare
Hjem! at du leger med Ild, naar du gaar ligegyldig forbi
Brænde-vinsflommen i din By? Den Ild kan snart fænge i dit Hus og
lægge i Ruiner dine Dages Ghede og dine Nætters Fred Og er
det ikke netop vore Dage Br æn de vi net, som vi Kvinder i de

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/urd/1899/0074.html

		Urd / 3. Aarg. 1899 / 64 (1897) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|