Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 18. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
65
dannede Hjem maa frygte fremfor alle berusende Drikke? Ikke
alene, som alle andre, fordi det staar høit i Farlighed over
enhver anden Drik, men ogsaa fordi det ganske særlig er de
bræn-devinsblandede Drikke: Whisky, Likør, Punsch, Pjolter, kort
Drikke, hvor Konjak og Whisky er Hovedbestanddelen, som nu
skal høre fast til paa den „dannede" Ungdoms festlige Bord.
Jeg vilde gjerne kunne tilraabe enhver Kvinde, ung eller
gammel: „Hvormeget eller hvor lidet du end magter at gjøre for
andre, saa stil dig ialfald selv ligeoverfor Brændevinsdrikkene,
som du vilde gjøre ligeoverfor Pesten, ja, trygt kan du være
ligesaa ræd for dem som for Pesten eller — for at blive i vor
første Lignelse — som for den dræbende Feber! Eller tror du,
det ingen Fare har med dine prægtige, elskværdige Gutter? Ak,
ofte husker jeg paa, hvad en tysk Læge nylig skrev, at fra sin
Studentertid mindes han nu som ældre Mand 8 nære Kamerater,
der gik tilgrunde af Drik, og disse 8 var næsten alle „elskværdige,
høit begavede Mennesker". Det er de livlige og elskværdige unge
Mennesker, som mest søges til de Lag, hvor en fordærvet
Samfundsmoral frit tillader Brændevinsdrikkene at udsende sine
forgiftede Dunster. Om du skulde se din prægtige Gut angrebet
af Sotten, de fremkalder! Det er ikke den elskede ydre
Skikkelse, du da fik se svinde hen som ved den legemlige Febers
Angreb — ak jo, jo, det fik du ogsaa se, paa denne Sygdoms
eiendommelige, gruopvækkende Maade — men det er først og
fremst det, som er dig endnu langt dyrebarere: Sjælen,
Karakteren, som du fik se gaa tilgrunde Stykkevis.
Kunde ikke de, der ser Drikkeskikkenes Elendighed, men
mistviler om Gjennemførelsen af Totalafhold som Samfundssag,
slutte sig sammen til en Forening med Optagelse af den gamle
Tanke: Afhold fra Brændevin? Den strækker vistnok ikke
til som Redning for Samfundet i det hele og store, men inden
de dannede Klasser vilde den være af uendelig stor Velsignelse.
Gud give, dannede Kvinder her vilde optræde med Kraft og
Enighed! Og lad dem huske paa: ved Samlagsafstemningerne
er det netop Brændevinet, de kan komme tillivs.
Tre Smaatræk fra Samlagsnedstemningerne i andre Byer har
særlig fæstet sig hos mig. Det ene er fra Bergen (hvor jo
forresten Samlaget blev staaende). Paa de Møder, der holdtes foran
Afstemningen, optraadte flere Arbeiderhustruer, Mennesker, som
personlig, til dagligdags, i egne eller i Venners og Naboers Hjem,
havde seet, hvad Tilstande der virkelig er i en Drankers Hus.
Det var naturligvis Folk, der aldrig før var optraadt son Talere;
men de talte med et Alvor og en Længsel som Fangen, der øiner
en Mulighed for Fængselsdørens Opladelse og Udgang af
Elendigheden. Mange, der var kommet til Mødet som Samlagsvenner,
gik, efter at have hørt disse gribende Ord, bort med den
Beslutning at stemme for Samlagets Fald. Det er underligt med det,
naar den kan komme tilorde, som selv har Skoen paa. Giddet
kunde blive saa i alle Forhold. Ingen anden ved fuldt ud, hvor
den trykker og trykker mest.
Det andet Træk fortælles fra Skien, fra selve
Afstemnings-dagen. Meddeleren saa et Par ældre Kvinder gaa frem med sin
Stemmeseddel, og idet de lagde den ned, snarere saa end hørte
han deres Læber hviske: „I-Jesu Navn". Mon ikke det var
Kvinder, som i Brændevinet havde seet sine Kjæres værste Fiende
og nu stod der med Haab og Tak til Gud, som havde givet dem
Anledning til at lægge sit Lod med i Vegtskaalen? Disse
Mennesker gav i sin Umiddelbarhed et hørligt Udtryk for, hvad der
lykkeligvis uden Ord blev sagt i manges Hjerter. Den Slags
Stemmeberettigede — saadanne, som stemmer for Guds Ansigt
— er det, vi i de store moralske Spørgsmaal skal ønske os,
enten de nu stemmer, som vi synes er Ret, eller de mener at
handle Ret ved at unddrage Sagen sin Stemme. De skal nok
mødes med den gode Sags Forkjæmpere paa andre af dens
Omraader, om end paa et enkelt Punkt Veiene maatte skilles.
Og saa det tredie Træk. Da Samlaget var faldt i Aalesund,
istemte de Seirende Salmen: „Vor Gud, Han er saa fast en Borg".
Gid ogsaa vi kunde faa den samme Seier, og gid da den samme
Sang maatte lyde, om ikke høilydt; saa inde i taknemmelige
Hjerter.
Der er en Fortælling i det gamle Testamente, fra Profeten
Elisas Tid, som i disse Samlagskampenes Aar saa ofte er
kommet for min Tanke. Den har berørt mig velgjørende ved at
minde om, hvorledes Gud kan hjælpe, rigelig og uanet, baade
hvad Grad og Midler angaar, og smertelig ved at minde om
egen og andres Vanskelighed for at tro.
Syrerne var draget op til Kamp mod Israel. Jernhaard og
uigjennemtrængelig havde den syriske Leir sluttet sig rundt om
Hovedstaden. Forraadene slåp op, elendig Føde betaltes med
uhørte Priser, alle menneskelige Følelser traadtes under Fødder
for at tilfredsstille den vilde Hungers Krav. Da, midt under
den dybeste Haabløshed, lyder Profeten Elisas Ord om, at Herrens
Hjælp er nær; „imorgen skal der være Brød i Overflod". Og
den øverste Høvedsmand tager Ordet paa manges Vegne og
svarer spottende : „Ja, naturligvis ; Herren vil vel gjøre Sluser paa
Himmelen og lade det regne Brød ned". Men kort og gribende
lyder Profetens Svar: „Med dine Øine skal du se det og dog
ikke æde deraf!"
Og se, faa Timer senere lader Herren paa vidunderlig Maade
Rædsel og Modløshed udbrede sig blandt Syrerne. Rygter om
mægtige Bundsforvandte for Israel, hvis Fremrykken skulde være
ganske nær, opstaar og vinder Tiltro blandt dem, og i
skyndsom Flugt styrter de afsted og lader hele Leiren med dens
rige Indhold af Guld og Sølv og Levnetsmidler i Mængde falde
i de undrende og lykkelige Israeliters Hænder. Da, heder det,
blev det „et godt Budskabs Dag" for Staden. Den øverste
Høvedsmand — han, som troede, at Guds Hjælp var umulig, naar
den ikke kunde falde sammen med hans Beregninger — blev
sat til at have Opsyn i Porten, hvorfra Leiren med dens rige
Skatte laa udbredt for hans Øine, og hvorigjennem de jublende
Folkeskarer hvert Øieblik kunde ventes at komme strømmende.
Men da de saa kom, var Skarerne saa tætte og den forhungrede
Menneskemasses Begjærlighed saa stor, at Trængselen blev
overvældende, og den øverste Høvedsmand blev nedtraadt i Porten
og døde.
Maaske skal endnu længe Elendighedens righoldigste Kilde
sprudle lige sterkt iblandt os. Men ve os for Ansvaret! Dog —
saasandt vi tror paa en Gud, der trods alle Hindringer fører
Menneskeheden paa Fremgangens Vei, skal der ogsaa for
Kampen mod denne vor Fiende engang som hist for Israel komme
„et godt Budskabs Dag». Da skal Brændevinet være saa dyrt
og indestængt, at det kun skal blive os tilmaalt gjennem
Apo-thekerens Vegt, og for alle berusende Drikkes Strøm skal der
med Kraft være dæmmet gjennem Opdragelse og Love, og alle
Guds gode Gaver til Sundhed og Arbeidskraft skal findes billige
og rigelige iblandt os.
Da skal vi — eller den Efterslegt, vi ved vor Kamp har
gavnet — være med i den gamle Takkesang: „Herren har gjort
store Ting imod os; derfor er vi glade". Og gid der da
ikke-maatte være noget velsindet Menneske, som i saaret
Egenkjær-lighed eller manglende Forstaaelse maatte føie sig under denne
Dom: »Med dine Øine skal du se det store og dog ikke glædes
derved".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
