Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 18. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
URD
Præmieopgauen.
En Karakteristik af vor Tids Kvinde.
ih.
Før var hun kvindelig —
nu er hun Kvinde.
Før var hun føielig,
nu vil hun–vinde?
Fy!I — — nei, nei —,
jeg mente det ei —.
Nei, nu vil hun finde
Sandheden først og saa følge dens Vei.
Før var hun stille — blyg og mild —
nu er hun — støiende, kaad og vild? —
Nei langtfra! Blot munter og freidig og gjild.
Før holdt hun sig stille ved Arnens Skjød —
spandt og strikked og kogte Grød —.
Nu farer hun susende nedover Bakken,
mens Sneen staar som en Røgsky om Nakken.
Før — som halvt tillukket Rosenknop —,
Nu folder Knoppen sig freidig op.
Før skjulte hun ængstelig blyg sin Mening —
nu — Medlem af vor „Landskvindestemmeretsforening".
Ja — der hvor før Manden var Eneherre,
der truer hun snart med ham Veien at spærre.
Dog nei — saa galt vil det vist ikke bli —
(Ialfald vil hun overlade Manden — at fri).
— — Ja, Kvinden er dog Kvinde, og Mand er Mand —
det gjælder alle Tider og alle Land. —
Og Kvinden er — som Manden — et Barn af sin Tid,
er med i dens Tanker, dens Tvil og dens Strid.
Dog er vel dette Tilfældet mere nu end før,
da mere aabnet udad er vistnok Hjemmets Dør.
— — Men trods alt det ny og foranderlige,
saa tør jeg til Slutning alligevel sige:
— evigt bestaar dog — „det evigt kvindelige".
M. S.
IV.
Naar vor kjære „Urd" stiller os en Opgave som denne at
løse, da har jeg rigtignok været lidt bange for at gi mig ikast
med hende — Problemet? — Ja, for det er du dog, vor Tids
Kvinde, du, som jeg paa engang kan finde saa stor og saa
skjøn, livlig, let og lys, — og saa paa den anden Side slåp,
livstræt, melankolsk, interesseløs; — her aaben, livsfrisk,
forjættende en herlig Sommer — der lukket og stængt, — er du
saa ikke et Problem?–—
— — — — — Her staar du for mig frisk og fager i
Ungdoms Vaar, — der som Hustru og endelig som den aldrende
Kvinde, der har gjennemgaaet Livets Alvorsskole, staaet eller
faldt i disse mange „Examener", som Dagene byder paa. — I
disse tre møder du mig dagligdags i Hjemmet og udenfor,
alt eftersom dit Virkefelt falder.
Dette Ord Kvinde fordrer, at jeg hurtig seiler forbi den
nykonfirmerte Sværm af unge Piger, der endnu ikke er naaet
saalangt i sin Færd, — disse, som jager i Overmod, sprudlende
af Lyst og Iver efter at kaste sig ud — langt langt ud — over
de høie Fjelde — ud i Verdenstummelen — men som er uden
ringeste Karakterfasthed, og som derfor ogsaa altfor ofte seiler
sin Skude saa tidlig paa Grund. Og jeg stanser ved Kvinden
som den udsprungne Vaarblomst, ved dig, du som lover saa
usigelig meget, og som er saa rig paa alle disse gjærende
Kræfter. Som saadan er du fager, du Kvinde i Nord!! Din
unge Evne vaagner til Liv, og vor Tid har rigelig skjænket dig
Felt for den, — enten du vil ofre den paa Hjemmets, Skolens,
Forretningslivets eller de ædle Kunsters Alter, — Veien ligger
dig aaben allevegne, — bare tag fat! Det at leve kalder nu
din Pligtfølelse tillive for Selverhverv, — ja maner dig til Yrke,
alt imens du glider fremover mod — Sommeren.
Et Særpræg hos dig er ogsaa dit livsfriske, freidige Mod.
Du er rigtignok en Smule vel sangvinsk i dine Forhaabninger
til Livet, men om Illussionerne end ofte brister, er du ogsaa
praktisk, kjæk og energisk i al din Færd, lysende saa varm og
trofast i ung Kjærlighed, bærende Haabet i Favn - og tør jeg
ikke ogsaa si, at Troen er din?
Staar du der stemplet som Kvinde af din Tid, saa ser jeg
ogsaa i dig, enten du vil tilstaa det eller ei, —
Evighedslæng-slen, ulmende i din Sjæl, brydende de Stængsler, som frister.
— — — Men desværre, du har nok ogsaa dine Skyggesider;
thi er du end paa den ene Side sterk, og det udpræget, naar
det kræves af dig, saa har vi ogsaa ofte Bevis paa, at du, vor
Tids Kvinde, kan være saa alt — altfor svag og eftergivende
netop der, hvor du burde staa fri og stor. — Der skyldes paa
Tidsaanden, ja, den tør jo nok i visse Retninger ha virket
slappende, særlig paa Ungdommens Karakter; men om alle vi
Kvinder tar Kampen op mod de Fristelser, som møder os her,
— vist vil du evne at reise, hvad der er brudt. Kvindernes
Arbeide for alt, hvad der er ædelt, præger vor Dag, og her
spores jo alt rige Frugter.
Dit Væsen og din Karakter afhænger saa langt af
Opdragelsen, og derfor spiller Hjemmets og Skolens Samarbeide her en
stor Rolle i din Udvikling, indtil du selv tar Kampen op —
alene.
Saalænge Hjemmet staar værnende bag" som din gode
Skytsaand, spores ikke din Selvstændighedsfølelse, — men stilles
du saa pludselig paa egne Ben, kommer Frugten af
Hjemmets og en Moders ædle Indflydelse tilsyne.
Og er du saa endelig havnet i dit „eget lille Rige" — dit
lyse, lune Hjem, saa virker du som en „Fru Anna" ogsaa der
til Velsignelse baade for dine egne og kanske videre for os —
herude.
Et gammelt Ord siger os, at „Kvindens Magt er stor", —
vist er den stor baade til det gode og det onde, men lad os
reise os i Fylking, alle vi unge Kvinder af vor Tid og vise,
at Sjælen, du eier, Kvinde,
vil freidig mod Lyset vinde.
Dit Banner er Troskab og Haab,
mens Kjærlighed løfter dig op.
Sigfried — Chr.sand S.
V.
Hun er tækkelig, ynder ikke Forfængelighed og hopper
ikke efter alle Moder.
Hun har Lyst til at sætte sig ind i noget af hvert og
forsøger efter Evne at paavirke Manden til det bedre.
Hun ønsker ikke at leve paa andres Naade, derfor er hun
stræbsom og skammer sig ikke for at arbeide for sit Brød.
Hun har strenge moralske Begreber og er streng i sine
Fordringer til Manden, da hun fordrer ligesaameget af ham
som af sig selv, og kan hun ikke faa en Mand, som er værd
en retskaffen Kvindes Kjærlighed, saa gaar hun heller ugift.
Olda.
«Å.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
