Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 18. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
URD
hjemlige Krig var hende en stadig Kilde til Sorg;
men naar hun var ude og legte med sine
Landsbykammerater, gjennemsøgende hver Krog og hvert
Hjørne i Mark og Skog og lyttende halv vantro til
Naboskabets Sagn og Eventyr, da gjorde hendes
livlige Indbildningskraft og beundringsværdige
Helbred hende til et af de muntreste og lykkeligste af
Børnene. En Adskillelse mellem hendes Bedstemor
og hendes Mor blev tilslut uundgaaelig, og skjønt
det i og for sig var sørgeligt, blev hendes Liv fra
nu af mere fredeligt. Paa Grund af de Fordele
en slig Ordning kunde give hendes Barn,
samtykkede Madame Maurice Dupin i at overlade hende
til Bedstemorens Omsorg, og selv flyttede hun
for bestandig til Paris. Aurora lærte langsomt at
elske den gamle Dame, hvis stive Væsen længe
oprørte og saarede hende. I flere Aar var det
hendes kjæreste Haab at bevirke en Udsoning, og
hun følte med mere end barnlig Indignation
Tjenernes spottende Bemerkninger, naar de haanede
hende med at hun ønskede at reise til sin Mor og
spise Bønner paa et Kvistværelse heller end at
blive paa Slottet og lære at blive en Dame. Hendes
Opdragelse var afvekslende og besynderlig. Medens
hendes Bedstemor og hendes Bedstemors Venner
gjorde sit Bedste for at give hende den forfinede
Opdragelse og lære hende det ydmyge Væsen som
sømmer sig for en ung Pige, fuskede hun i Latin,
Historie, Literatur og klassisk Mythologi, gjorde sin
Lærer næsvise Puds og opfandt nye Lege og Danse
for sig og Landsbybørnene. Hun nød ingen
Religionsundervisning.
I Tidens Løb opfandt hun selv et Væsen, halv
Helt, halv Guddom, som hun kaldte Corambé, en
græsk Gud, som besad kristelige Dyder, for hvem
hun opreiste Altere i Skogene, og foran hvilket hun
som et modtageligt Offer pleiede at lægge Blomster
og give Fugle og Sommerfugle, som hun havde
fanget, deres Frihed. Da hun var 13 Aar blev
der en Ende paa alt dette. Hun blev sendt til et
engelsk Augustiner-Kloster i Paris. Eleverne i dette
Kloster var delt i 2 Klasser — Djævle eller de
daarlige Piger, og de flinke eller snille. Aurora
blev snart indskrevet blandt Djævlene, og hun
ud-merkede sig i en saa høi Grad ved sine lystige
Streger af forskjellig Slags, at hun snart fik
Tilnavnet „Vildkatten" af sine beundrende Venner.
Efter et Aars Forløb tabte dog dette lystige Liv
pludselig sin Tiltrækningskraft. Hun blev forvandlet
til en hengiven Katolik, og ønskede brændende at
blive Nonne. Af sine Kammerater blev hun nu
kaldet „St. Aurora".
Søstrene var altfor kloge til at opmuntre
hendes overdrevne Gudsfrygt, og hendes Skriftefar, som
misbilligede en saadan pludselig Askese, befalede
hende som Straf at fortsætte med de Lege og
For-nøielser hun ønskede at trække sig tilbage fra.
Hendes Smag for dem vendte hurtig tilbage, og
hun blev atter Fører for sine Kammerater, skjønt
hun samvittighedsfuldt undgik alt som lignede
Fortræd eller Ulydighed. Hendes Ønske om at
gaa i Kloster blev ikke helt udslettet før et Aar
eller to senere, da en Læsefeber kom over hende,
og hun slugte vekselvis Aristoteles, Bacon, Locke,
Condillac, Bossuet, Pascal, Montaigne, Montesquieu,
Leibnitz og andre. „Da jeg læste Leibnitz,"
bemerkede hun siden, „blev jeg Protestant uden at
vide det."
Lidt senere fandt hun i Jean Jacques Rousseau
en Skribent, hvis poetiske Behandling af religiøse
Gjenstande gjorde endnu dybere Indtryk paa hende.
Hun gjennemgik mange religiøse Stadier i sit Liv,
men hun kunde dog i sine senere Aar sige: „Med
Hensyn til min Religion har Grunden aldrig vaklet
under mine Fødder. De forbigangne Former er
forsvundne for mig som for mit Aarhundrede ved
Tankens og Reflektionens Lys, men de Troendes
evige Doktriner, Gud og hans Godhed, den
udødelige Sjæl og Haabet om et andet Liv, dette har
holdt Stand mod al Undersøgelse, al Diskussion,
ja, selv Perioder af nagende Tvil." Aurora Dupin
forlod Klostret og vendte tilbage til Nohant i 1820;
hun var da 15 Aar gammel. Paa Slottet tilbragte
hun Midnatstimerne med at studere og grunde over
Tilværelsens vanskeligste Problemer; men Dagene
gik paa meget forskjellig Maade. Inden Døre
an-strængte hun sig for at holde Fred med sin
Bedstemor, hvis Temperament ikke havde forbedret sig
med Aarene; hun spillede paa Harpe, tegnede,
studerte Filosofi og Anatomi og opførte smaa
Komedier for at more de Ældre. Naar hun var ude, for
større Bekvemmeligheds Skyld klædt i Gutteklæder,
Bluse og Gamasker, botaniserte hun eller jagede
Vagtler med sin exentriske Lærer, M. Deschatres.
Hun var en uforfærdet Rytterske saavelsom en god
Skytte, begge disse sidste Fuldkommenheder skyldte
hun sin Halvbror Hippolyte, som havde lært
hende dem under et kort Besøg hjemme, mens han
havde Permission fra sit Regiment. Hendes
Dristighed forbausede og rystede Naboerne, men M.
Deschatres, som kun brød sig om Vagtler og
Anatomi, besværede sig ikke med at holde hende
tilbage, og gamle Madame Dupin gik næsten i
Barndommen. Den unge Pige var fri for Tvang.
Et Aar senere døde den gamle Dame og
efterlod al sin Eiendom til Aurora. Hun vendte nu
tilbage til Paris til sin Mor, haabende paa en Lykke
som hun ikke skulde finde. Tid og Fraværelse
havde løsnet Baandet mellem dem, og Madame
Maurice Dupin var ikke velsignet med noget jevnt
Humør. Aurora adlød hende uden videre i alt,
men denne overdrevne Underkastelse opirrede kun
Moren, og det var en Lettelse for begge da den
unge Pige reiste for at besøge nogen Venner paa
deres Landgods i Nærheden af Melun. Her mødte
hun M. Casimir Dudevant, en ung Mand paa 27
Aar, som straks syntes godt om hende. Han tilbød
hende sin Haand, og hun modtog den. Hun var
da en smuk Pige paa 18 Aar Hendes Haar, rigt,
mørkt og krøllet, faldt ned over Skuldrene, hun
havde et elskværdigt Ansigt, bleg, klar, olivenbrun
Teint, hendes Øine var mørke, milde og
udtryksfulde. Dersom hun var noget lav af Vækst, havde
hun til Gjengjæld smaa, veldannede Hænder og
Fødder. Hendes Væsen var naturligt, Stemmen
blød og lav. Mellem Fremmede og Bekjendte var
hun reservert, men mellem Venner var hun livlig,
fri og fortryllende. Intet Under at M. Dudevant
blev tiltrukken af hende, men det merkelige var,
at han ikke blev forelsket i hende. De tilstod
begge, at Ægteskabet kun var grundet paa Venskab.
Uden Tvil blev det af Aurora kun betragtet som
en Tilflugt for at slippe bort fra det vanskelige
Forhold hun stod i til Moren.
Ægteskabet viste sig imidlertid at være en
sørgelig Feiltagelse. Det unge Par, som var be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
