Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 18. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
71
Finmarken 3/i2 93.
Kjære „Bell"!
Du ber mig fortælle lidt
om Livet i Finmarken. —
Skal jeg drage frem
Skyggesiderne, eller skal jeg blot
lade de lyse komme frem?
Jeg tror, du helst vil høre
baade om det gode og det
onde, derfor vil jeg — for
at lade det bedste komme
tilslut — begynde med at
fortælle om en Stormdag
heroppe. —
Du blir vel ikke lei over, at jeg lader dette Brev komme til
dig gjennem „Urdus Spalter? — Ser du, hver Gang jeg har læst
„Urd", har jeg undret mig over, at aldrig nogen Røst fra
Finmarken har ladet sig høre. Har ikke Damerne her nord noget
at fortælle sine Søstre sydpaa? — Har de ingen Kampe, ingen
Sorger, ingen Glæder, de vil dele med Søstrene syd ? Eller vi
heroppe, fryser vi — ligesom Fjordene — saa til, at vi taber
Meddelelseslysten? Aa, hvor mangen en Gang har ikke „Urd"
bragt Lys, hvor der før var Mørke, bragt Trøst i Mismodets og
Sorgens Nat! Naar den kommer, forfærdelig krøllet og slidt
efter den lange Reise — da samler vi os glade for at faa høre,
hvad vore Søstre der syd har at fortælle, og altid finder vi
noget, som netop passer paa os, noget til Belæring, noget, som
aabner Øinene for vore Feil; og vi blir ikke fornærmede, om
„Urd" viser os dem, om de er aldrig saa sorte, for „Urd" viser
os, hvordan vi skal overvinde dem og — seire! — Nei, du venter
vel paa Stormen!
Det var Høst; men Høstkulden havde endnu ikke indfundet
sig, saa Skoven og Marken endda stod grøn. Et Par Dage havde
vi havt Taage; rqen saa en Morgen skinnede Solen, Himlen var
klar og blaa, og vi havde det deiligste Sommerveir. Udpaa Dagen
begyndte det dog at blive mere og mere lummert, og vi anede,
at vi vilde faa Flomveir.
»Idag faar vi Storm", sa mange, og de gik og saa op til
Himlen, hvor Skyerne trak op. Saa kom Vinden, først sagte,
krybende, men saa med større Heftighed, tudende og hylende.
Himlen blev mørk, og Havet blygraat. Solen skjultes bag de
mørko Skyer, og det blev ganske mørkt. Et Lyn skar gjennem
Luften, efterfulgt af et Tordenskrald, og Regnet piskede i Marken,
mens Vinden rev i Husene og satte Havet i uafbrudt Bevægelse.
Skyerne stablede sig op umaadelig høie, Lynene skar hyppigere
og 113’ppigere gjennem Luften, og Tordenen kom nærmere i
lange, buldrende Tag. — Fiskerne havde tidlig merket, at et
Uveir nærmede sig, og var komne iland. Fartøierne paa Havnen
blev fortøiede med sterke Taug og Trosser fra Land. — Stormen
tiltog og blev snart til en voldsom Orkan; den tog svære Tag
i Husene, og Vinduerne klirrede ved hvert Tordenbrag; hele
Strandbredden stod snart i Skumsprøit, og man hørte Drønnet
paa lang Afstand. Solen syntes os rødere og rødere, for hver
Gang den kom frem af de drivende Skyer, og da den var gaaet
ned, blev det næsten mørkt. Husene var aldeles mørke, da
Lugerne var satte for Vinduerne, og vi gik ned paa en overbygget
Kai for at se paa Fiskerne, som holdt paa at trække op
Baa-dene. Der var alle i fuldt Arbeide; fra den ene Baad til den
anden gik det ustanselig, da der var omkring 400 Baade i Været;
og Baadene maatte trækkes langt op paa Land, forat „Dragsuget"
ikke skulde naa dem. — Sjøen fraadede, høie Sjøskavler ligesom
kogte op af Dybet, reiste sig spidse og taarnhøie, stod et Øieblik
og faldt med et Drøn for atter at give Plads for nye.
En stor Fembøring stod høit paa Land, næsten oppe ved
Græsvolden; did op, tænkte de, kunde vel ikke Sjøen naa. Men
med engang brød „Dragsuget" indover med et Brag, og Skum-
sprøiten stod langt paa Land; Skavlen brød drønnende indover
Baaden, drog den med ud og splintrede den i mange Dele. Et
Par Minuter efter var alt, man saa af den store Baad, nogle
Bordstumper, som dreiedes og kastedes frem og tilbage af den
oprørte Sjø. Fartøi paa Fartøi blev forladt af Folkene; de gik
i Baadene, som blev halede ind ved Hjælp af en dobbelt Trosse
af de paa Land værende. Alt gik godt; den sidste Baad var
draget ind, Mandskabet var kommet iland, bare Skipperen og
hans Hund var igjen i Baaden ; da reiste der sig med engang
en Styrtsjø, dens høie Kam slog over Baaden og trak den ud;
den svingedes et Par Gange rundt og kantrede; men til alt Held
blev Skipperen og Dyret kastede tilbage op paa Stranden og —
reddedes. De slog sig nok meget, men det var nu Liv i
dem alligevel.
Ud paa Natten tog Stormen mere af; Stjernene kom frem,
og Maanen kastede sit blege Skjær over Hav og Land. Vandet
steg og sank, og Dønningerne hørtes endnu; men lidt efter lidt
blev de lavere og hørtes ligesom fjernere. Vinden tog endnu et
Par svage Tag, men det var, som om dens sidste Kræfter var
udtømte, og den ikke orkede mere; lidt efter lidt blev den svagere
og svagere, og snart var alt blikstille. Regnet var ogsaa ophørt;
nu faldt det ikke længer i Draaber, men dalede ned som en fin,
klam Taage. Næste Dags Morgen v.u* skinnende klar; der fandtes
ikke Tegn til Sky paa Himlen, og Luften var ren, renere end
den havde været paa lang Tid.
Skodden, som vi havde været plagede af, havde faaet
Reisepas; Skov og Mark havde endda et trist Udseende efter Uveiret;
men udpaa Dagen, da Solen skinnede, reiste Græsset sig, Skoven
stod grøn, endda grønnere end før Stormen. — Fuglene kom frem
fra sine Skjul og fløi om i store Flokke, for nu skulde de samles
for at drage sydover. Og paa den lyse, rolige Dag, som fulgte,
syntes den foregaaende Dag med dens Storm os saa fjern. — Hilsen!
Din Sonja.
Fra Læsekredsen.
Den 26de Januar 1899.
%
Kjære „Urd"!
Som en af dine „ældste" Venner maa ogsaa jeg faa Lov til
at bringe dig min Tak for det svundne Aar og mine bedste
Ønsker for det nye! Det er kanske lidt sent nu, men „bedre
sent end aldrig", ved du. Tak, hjertelig Tak, kjæreste „Urd",
for alt det gode og hyggelige, du bestandig fører med dig, naar
du kommer! Jeg kan ikke sige, hvor glad jeg er i dig, og
hvor jeg venter paa dig, naar jeg ved, du er i Farvandet.
Det er ikke nogen almindelig Avis eller Tidsskrift, jeg gaar
her og venter paa, ser du, men paa en kjær Ven — en af mine
kjæreste — som jeg kan snakke rigtig fortrolig med om alt
muligt, og som bestandig har lidt at sige mig ogsaa.
Bliv nu ikke vred paa mig, fordi jeg sidder her og tøver
saa meget — dette blir jo en formelig Kjærlighedserklæring,
men du ved, at »hvad Hjertet er fuldt af, det løber Munden
over med" — og Pennen undertiden ogsaa da, skjønner du. —
Ja — altsaa: Lykke paa Reisen din ind i det nye Aaret, og
gid du maa faa komme indom paa rigtig mange Steder og gjøre
det lyst og hyggeligt!
Din taknemmelige Maja.
v
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
