Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 4. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
87
Præmieopgauen.
En Karakteristik af vor Tids Kvinde.
vi.
dens unge Kvinde — det er kun om den unge
Kvinde jeg skriver, da det er hende jeg" tror at
kjende — er et Stridens Barn, stakkar. Det er ikke
greit at være hende. Det er kombinerede Forholde
hun har at finde sig tilrette i, en underlig
stormfuld Tid som kalder hende sin. Og Kvinden er som Tiden
eller om man vil, Tiden er som Kvinden. Som dens Liv arter
sig, mangfoldigt, indholdsfyldt, skiftende i tusind Farver og
Nuancer, saaledes ogsaa dens Kvinde. Hendes karakteristisk er
vanskelig at træffe.
Ja, saa vanskelig at man fristes til at spørge: kan man tale
om en Tidens Kvinde; blir der ikke Spørgsmaal om mange
Kvinder, om tusind Arter af Kvinder. Findes der i dette Mylder af
Variationer noget alment, fælles, karakteristisk for dem alle?
Jeg tror det. Et fælles Grunddrag synes jeg at have sporet
i de tusind Kvinders Sjæle, en Akkord som just i sene Tider er
anslaaet, og som nu klinger sterkere og fuldere end nogensinde.
Et enigt Krav fra alle de modsatte Naturer af alle Stænder og
Vilkaar, en fælles Følelse, sterk eller svag, vaagen eller sovende,
men altid tilstede. Og paa Grund af sin Almenhed mener jeg
den karakteriserer vor Tids unge Kvinde.
Jeg mener: Længselen efter at leve. Længselen efter
at leve intenst, efter at føie at man lever Livet.
Retlinjede som de er, Tidens unge Kvinder, realistiske, djerve,
spænstige, tror jeg dog de alle, bevidst eller ubevidst, gaar og
bærer paa denne Livsens Længsel. Som en vag, ubestemt Smerte
under Brystet, en pinende Tomhed, et saart sugende Savn eller
et bevidst og myndigt Krav, melder den sig naar man mindst
venter den.
Saare forskjelligartede er de Maader hvorpaa Længselen søger
sig stillet. De aller fleste driver den til Arbeide. Nogle finder
saa i selve Arbeidet Livets Optagethed, andre faar ved det
Midler til at søge den paa anden Vis. Tjenestepigen søger den
i „Byen", Bondepigen paa Høiskole eller Seminar, saare mange
i at være »fine«; nogle søger den paa Gaden, andre i Café- og
Bodegalivets intense Stemning, atter andre i Sportsstuens
Gemytlighed, De aandelig tørste i Kundskabsstudier, mange i
Foreningslivet, sørgelig faa paa det sikreste af alle Steder: hos
Kristus.
Spørger man hvad denne Livslængsel, som blir den drivende
Kraft i saa mangen en Kvindes Liv, egentlig higer efter som sit
Maal, da blir Svaret dette: I sin dybeste Grund efter Indhold,
efter Intensitet, efter Hengivelse, efter at finde indtil
Tilværelsens Dybder. Bag det kjække, frie Væsen ligger denne
Trang og suger og kræver sin Ret. Det er den dybe,
uudgrundelige Modsigelse hos Kvinden: at leve er at give Livet hen.
Saa sterk er Trangen, at Kvinder kan gi sin Ære, sin Fremtid,
sit alt for at faa den stillet, for i nogle korte Minuter at føie
Livet syde i sig og om sig, føie det med alle Livsaander, med
alle Sjælens og Legemets Sanser. Og hvilken Kvinde kan sige:
Jeg forstaar den ikke?
Saa staar hun da, vor Tids unge Kvinde, livsstraalende, rig,
raklinjet og" dristig, med lyst Haar om sin kjække Pande. Men
syndetung, stridende i trætte Timer, stridende med sig selv, sin
Længsel, sit Krav, sine unge, dæmrende Sanser, dem man
ubarmhjertig har vækket. Stridende med Smil om Mund paa den
udsatte og ubeskyttede Plads midt i Tummelen, som hun selv har
valgt og tilkjæmpet sig, og selv skal vide at holde.
Egil.
VII.
Kvindernes store xMasse var for en 40 Aar siden temmelig
ensartet sammensat. De havde liden selvstændig Udvikling
udenfor det huslige Livs snevre Kreds. Deres største ydre Fortrin
var Skjønhed og Ynde, deres største Dyd Selvopofrelse og
Beskedenhed. Den bly Fiol, der gjemte sig i Græsset, var Idealet.
Men hvormange forkrøblede Sjæle! Husk bare paa den stakkars
„Ma" i „Familien paa Gilje"!
Rigtignok har alle Tidsaldre frembragt enkelte store og
fremragende Kvinder. Men dette er mere et Bevis paa de bundne
Kræfter, Kvinden altid har siddet inde med, end noget Eksempel
paa, hvad hun kan drive det til, naar hendes Evner er udviklede.
1 vor Tid har Kvinden tilkjæmpet sig Ret til selvstændig
Udvikling Det er derfor vanskeligt at tegne et karakteristisk
Billede af Nutidskvinden, hvis man skal skildre hende som et
Enkeltvæsen.
Det maatte da være som et Trold med rigtig
mange Hoder!
De synes vel, dette er et stygt Billede, men som De ved,
har en af vore Digtere sagt, at der er Trold i os allesammen.
Og naar der er Trold i os allesammen, hvorfor skulde vi
saa ikke allesammen være Trold! Har ikke Digterne
ogsaa fortalt os om Lindelin og Hedda Gabler og Teresita og hvad
de nu hedder alle disse deilige, bedaarende kvindelige Trold, hvis
Livsopgave det er at ødelægge Mændene, saa de ikke vinder
Prinsessen og halve Riget!
Men Nutidskvinden er ikke bare Trold heller. Hun har jo
lidt af Jord og Hav og Himmel ogsaa!
Vi ser for os Sportsdamen, hvis vakreste Representant her
i Landet, Skiløbersken, med friske Kinder og broget Dragt suser
nedover de skinnende, hvide Snebakker. Hun er lidt uvørn,
ligesom Ibsens Hilde, men frisk og uimodstaaelig som
Ungdommen selv. Saa har vi de selvstændige Kvinders store Klasse.
Bevidstheden om at være selvhjulpne har givet de fleste af dem
et sikkert, lidt myndigt Væsen, der ikke netop svarer til
Fortidens Kvindeideal.
Vi har Nutidens Heltinde: „Søsteren", Sygepleiersken, der
vover sit Liv paa Slagmarken og paa Lazarettet og taalmodig
sidder ved Sygesengen Nat efter Nat. Hendes hvide Kappe
bringer lidt af Himlen ned til os, ikke sandt?
Det samme er Tilfældet med de Kvinder, der for Troens^
Skyld forlader sine lune, lykkelige Hjem og opsøger de Faldne i
Lastens Huler eller drager ud paa Missionsmarken.
Vi beundrer de kvindelige Lærde, Kunstnere, Digtere,
Journalister —
„Men", siger De utaalmodig, „hvorfor nævner de ikke —"
Jo, det er sandt, Hustruerne, Mødreue ! De er jo Slægtens
inderste Kjerne.
Men skal jeg være sandhedskjærlig, maa jeg nok tilstaa, at
Nutidens unge Pige ikke viser nogen udpræget Tilbøjelighed for
Egteskabet. Hun ved, at hun kan forsørge sig selv og har derfor
ikke saa let for at indgaa et Fornuftgiftermaal. Trælfer hun e n,
hun kommer til at holde af, saa gifter hun sig, og hun tager i
Regelen sit Kald som Hustru og Mor meget alvorlig. Hun er sin Mands
Kamerat og bedste Veninde, der i Nødsfald kan hjælpe til at forsørge
Familien. Men da hendes Sønner endnu ikke er blevet til modne
Mænd, maa det være forbeholdt Fremtiden at bedømme hendes
Arbeide som Mor. Jeg skal bare faa Lov til at mindes
Spartanerindernes stolte Svar, da en Græker gjorde Nar af dem, fordi de efter
den Tids Begreber var altfor mandhaftige: „Men saa er vi ogsaa de
eneste Kvinder i Grækenland, der føder Mænd til Verden!"
Og tiltrods for alle Troldene, som Tidsaanden har frembragt;
tiltrods for Nervøsiteten og alle Modesygdommene, siger jeg om
hend e,der er et egte Tidens Barn og ikke en af de mange Gjengangere
fra Fortiden: ,,Nutidskvinden har en fribaaren Sjæl; hun
vil sikkert føde Mænd til Verden. Og ikke bare Mænd,
men ogsaa Kvinder, „der gaar frem med Mandens Kraft’1
til at gjenreise Slægten". G. G.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
