- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
88

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 4. Mars 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

88

URD

George Sand.

(Oversat fra Engelsk).
(Forts.)

or at gjøre Forlæggeren, som ønskede at forbinde dette
Verk med det foregaaende, en Tjeneste, blev det
bestemt at kun Fornavnet skulde forandres, og George,
et Yndlingsnavn blandt Landmændene, skulde
vælges for at representere hendes Fødeby Berri. I
April 1832 udkom Bogen Den havde Titelen
„Indiana" af George Sand.

Den gjorde øjeblikkelig saa stor Lykke blandt Publikum at
Forfatterinden blev bekymret. „Indianas Held har forskrækket
mig", skrev hun til en gammel Ven. Indtil dette Øieblik har
jeg tænkt at min Forfattervirksomhed var uden Betydning og
ikke vilde fortjene den mindste Opmerksomhed. Skjæbnen har
villet det anderledes. Jeg maa gjøre mig berettiget til den
ufortjente Beundring jeg er bleven Gjenstand for".

Mange, selv de som roste „Indiana« mest, udtalte, at George
Sand aldrig vilde opnaa samme Held, som ved sin literære
Debut; men „Val e ntine", som offentliggjordes nogen faa Maaneder
senere, overbeviste dem om deres Feiltagelse.

Begge disse Bøger er Historier om ulykkelige Giftermaal,
ilndiana" er en romantisk, modig, ung Pige, bunden for Livet
til en kjedelig, herskesyg, men ikke slet Mand, meget ældre end
hende selv. De andre Hovedpersoner er en vakker, hjerteløs
Skurk, som beiler til hende, og en Fætter, en Slags beskyttende
Engel, hvem det endelig lykkes, efter længe i Hemmelighed at
have elsket hende, at redde hende af hendes elendige Stilling.
„Indiana" er ligesom „Valentine" Offeret for et
Fornuft-giftermaal. De høitstemte, lidenskabelige Scener og det
overdrevne Sprog, som nu kjeder Læseren, blev dengang beundret.

Madame Sands næste Arbeide - thi hendes Venner
saavelsom Publikum lærte snart at kalde hende ved dette Navn — var
»Lélia", som næsten alle har hørt tale om, skjønt de nu, i det
mindste i England og Amerika, har faa Læsere. Lélia er en
Novelle, fuld af umulige Karakterer og Hændelser, skrevet paa
en deklamatorisk Maade. Dens eneste Interesse er en psykologisk
Studie af Forfatterinden; „thi i det Arbeide«, pleiede hun at
sige, „er der mere af mig selv end i noget andet". Ikke
destomindre udtalte hun sig selv i de senere Aar om denne Bog som
et ubetydeligt Arbeide. Lélia overraskede hendes Venner paa den
Tid; — men de fleste af dem syntes godt om den — den gjorde
ogsaa stor Lykke hos Publikum. En af hendes Venner, en
Naturforsker, skrev engang til hende:

„Lélia er et Fantasifoster. Hun ligner ikke Dem. — De som
er munter, danser Bourré, elsker Lepidoptera, ikke afskyr
Ordspil, som er flink til at sy og til at S3rlte — er det muligt at
De skulde have tænkt saa meget, iølt saa meget, uden at nogen
havde Idé om det?"

Lélia blev skrevet paa en Tid da George Sand var meget
nedtrykt, og da hendes Tro syntes at skulle svigte hende. —
Skjønt den ikke paa nogen Maade er typisk for hendes sedvanlige
Forfattertalent, gav den dog det Indtryk at Forfatterinden havde
imod Egteskab og Moral, og i mange Lande har den vakt en
Fordom mod hende som først nylig er begyndt at vige. Nogen
Kritikere har beskyldt hende for at udbrede revolutionære
Doktriner i Indiana og Valentine, Det er sandt, hun erklærte
sig mod Fornuftgiftermaal, og lærte at enhver Forening skulde
baseres paa Kjærlighed, men i det mindste i vort Land og
Aarhundrede slaar dette os ikke som noget rystende eller nyt.

Fra denne Tid af var George Sands Liv et uophørligt Arbeide,
og intet Aar gik udei* at der udkom nye Verker under hendes

Navn. Dog, tiltrods for dette Arbeide, tillod hendes
Jernkonstitution hende at gjøre lange Reiser, deltage i Selskabslivet og ofte
nyde Landlivets Glæder. Hun skrev for det meste om Natten ;
om Dagen, spaserte hun, klatrede i Fjeldene og red ligesaa
hyppig som i sine Pigedage; og Brevene til hendes Venner dvælede
i Almindelighed ved disse landlige, oplivende Fornøielser. I hele
sit Liv havde hun tre Glædeskilder som aldrig svigtede hende
— hendes Børn, Naturen og Musiken. Den forunderlige
Overenskomst hun havde gjort med sin Mand, kunde naturligvis ikke
vedvare. 1835 søgte hun Skilsmisse, som efter nogle
Vanskeligheder med Hensyn til Børnene blev tilstaat hende. Mens det
endnu var tvilsomt om de skulde betroes hende eller deres Far,
tænkte hun alvorlig paa (i Tilfælde af en Afgjørelse som ikke
stemmede med hendes Ønske) at forlade Frankrige og undslippe
med dem til Amerika. Rettens Dom tilstod hende endelig at
beholde dem begge samt Godset Nohant. For Maurice og Solange
var hun en opofrende Mor. Hun beskjæftigede sig personlig med
deres Opdragelse og delte deres Fornøielser. Deres Kjærlighed
og Lykke var hende fuld Belønning, og da begge senere blev
lykkelig gifte, viste hun sig ogsaa som en udmerket Bedstemor.
Nohant og dets Omegn var hende altid en ny Kilde til Glæde.
„En Oldenborre kryber aldrig forbi uden jeg løber efter den",
siger hun, naar hun beskriver sine Spaserture i Landsbyen; og
hun fortæller, hvorledes der en Gang ved Synet af Indres kjølige
Strøm kom en uimodstaaelig Fristelse over hende til at gaa ud
i Vandet fuldt paaklædt. Hun gav efter for sin Lyst og
fortsatte saa ufortrødent sin over 2 Mil lange Spasertur, mens
Klæderne tørrede paa hende i Solen. Hendes Interesse for
Landsbyfolket svækkedes heller aldrig, og de smaa Bondebørn der
havde været hendes Legekamerater, fandt i hende en Ven paa
deres gamle Alder. ,

Da hun blev ældre, blev hendes Liv ofte formørket ved
Bekymringer for hendes Fædreland. I sine politiske Følelser var
hun Republikaner, ^og hun blev beskyldt for at være Socialist.
Mange af hendes kjære Venner var ivrige Republikanere, og da
efter Ludvig Filips Flugt i 1848 en midlertidig Regjering blev
dannet med Lamartine i Spidsen, blev hun uimodstaaelig dragen
til at deltage i Kampen.

»Mit Hjerte er fuldt, og mit Hode brænder«, skrev hun til
en Medarbeider. „Alle mine fysiske Svagheder, alle mine
personlige Sorger er glemt. Jeg lever, jeg er sterk, virksom, jeg er
ikke mere end 20 Aar gammel.«

Hun arbeidede haardt for at styrke og opretholde den nye
Regjering. Hun skrev mange heftige Artikler, og mere end et
ministerielt Manifest tilskrives med god Grund hendes Pen. Hun
slappedes ikke i sine Bestræbelser,’førend Fører efter Fører viste
sig uskikket for sin Stilling, og Kampen viste sig at være til
ingen Nytte. Da hun reiste fra Paris, hvor hun havde opholdt
sig for at kunne være paa Slagmarken, og vendte tilbage til sit
Gods for at hvile ud efter Kampen, blev hun betragtet med
Skræk af Bønderne, som kaldte hende Kommunist.

„En Samling Idioter", skrev hun indignert til en Ven, som
truer med at komme og sætte Ild paa Nohant! . . Naar de
kommer denne Vei, og jeg gaar forbi dem, tager de Hatten af,
men naar de er et Stykke borte, samler de alt sit Mod og raaber:
„Ned med Kommunisterne!"

Da den midlertidige Regjering var kastet, havde hun ikke
længer Lyst til at deltage i Politiken. Hendes Mening om
Regje-ringsformen blev urokket, men hun havde lidet Haab om at se
den heldig realisert i Frankrige, mens hun levede. Hun blandede
sig ikke mere i offentlige Anliggender, undtagen forsaavidt som
hun efter Statsomvæltningen bad Louis Napoleon, med hvem hun
engang havde korrespondert, om Tilgivelse for nogen af sine
gamle Venner, som var dømt til Forvisning. Hendes Bøn blev
ogsaa straks tilstaat hende. (Forts.)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0098.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free