Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 11. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
95
Ivrig interessert i Dagens brændende Spørsmaal,
Fædrelandets Interesser og Samfundets Ve og Vel har
Fru Berner dog aldrig forsømt sit Hjem. Tvertimod;
hun har her som faa givet alle Kvinder et Eksempel
til Efterfølgelse.
Fru Selma Berner har dog maaske ikke gjort
alt, hvad man kanske kunde vente af hendes Evner.
Uagtet hun nemlig taler ganske udmerket godt for
sig, logisk, greit og høit, har hun altid havt en vis
Sky for personlig at træde frem for Offentligheden
i Kvindemøderne. Men naar hun har optraadt,
saaledes som i Vinter i „Hjemmenes Vel"s
Diskussionsmøder om større Tarvelighed i Selskaber, har man
ogsaa faaet Vidnesbyrd om, at hun ikke mangler
hverken Tænkning eller Ord for at udtrykke sine
Tanker. Denne hendes Tilbageholdenhed som Taler
synes saa meget besynderligere, som hun er bekjendt
nok for sit frygtløse Mod. Hun kjender heller ikke
Persons Anseelse. Hun har mere end en Gang
vovet at optræde endog mod brutale Slusker, som har
mishandlet Dyr. Og hun lægger Mærke til alt, saa
hun spøgende ofte faar høre, at hun burde have
havt Ansættelse i Opdagelsespolitiet. Alskens
Uretfærdighed bringer hende i Harnisk. Hun kan
forøvrigt med sin ranke Holdning, sit tilbagekastede
Hoved give Indtryk af at være noget „brysk" i sit
Væsen. Men den som kjender hende ved, at der
ikke mangler hende paa et varmt og opofrende
Hjertelag; hun kjender ikke Hensyn til sig selv, naar
det gjælder en god Sag eller et godt Øiemed.
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
eg vil jo elske ham saa høit, havde hun fortsat sin
Tankegang og derpaa begyndt at le. — Hvor dumt
man altid udmaler sig det at være forlovet og at
elske en Mand! Da jeg var yngre, tænkte jeg
bestandig, at den Mand jeg skulde vælge mig, maatte være
som du: rolig, alvorlig, en Støtte for en ung Pige, og tillige saa
høimodig, saa venlig, saa overbærende. Og man maatte have en
forfærdelig Respekt for en saadan Ægtemand! Husker du endnu
Scenen med den rasende Tyr?
Hermann vinkede afværgende med Haanden.
— 0 jeg erindrer det endnu nøiagtig; den unge Jagthund
var Skyld i det, den opirrede Dyret. Jeg kan endnu se den
mægtige Tyr komme farende. Bruno og jeg løb skrigende afsted,
kun du blev staaende, tog Jagtflinten Ira Skuldren og skød paa
ti Skridts Afstand Ladningen i Tyrens Pande, idet du blindede
begge dens Øine. Saaledes blev vi reddet! Hvor gammel var
du dengang Hermann ?
— Omtrent femten Aar.
-7- Rigtig, dere var endnu paa Gymnasiet. Jeg har saa ofte
dvælt ved denne Begivenhed, og altid med den Tanke at min
tilkommende Mand skulde være slig en frygtløs, koldblodig
Kjæmpe. Det var Pigedrømme! Og hun rystede let paa Hodet.
— Jeg vilde ogsaa først springe min Vei, sagde Hermann,
men saa opdagede jeg, at der i vid Omkreds ikke fandtes nogen
Grav, nogen Hæk eller noget Træ, som kunde tjene os til
Beskyttelse.
— Og nu er det kommet ganske anderledes, fortsatte Lore.
Undertiden ønsker jeg at Bruno var roligere og alvorligere; men
han er for Tiden endnu nervøs efter sit Saar. Igaar lagde han
Hodet i mit Skjød og talte om alleslags besynderlige Sager: han
var ikke værd min Kjærlighed, var en Usling, jeg maatte have
Overbærenhed med ham og hjælpe ham at blive en sterkere
Mand. Jeg lo ham ud. Da saa jeg at han havde Taarer i Øinene,
og han saa saa bedende paa mig at jeg næsten selv mistede
Fatningen. Vilde du ogsaa elske mig, om jeg havde gjort noget som
var lavt, Lore? udbrød han pludselig. Det er umuligt! svarte
jeg og kyssede ham. Han rev sig løs fra mig og gik taus bort.
Han maa dog endnu være meget lidende.
— Ja, det er han. Du maa elske ham meget, Lore.
Saa spurte hun, idet hun lagde sin Haand fast paa
Hermanns Skulder.
— Ikke sandt, om han eller jeg har Brug for en Ven, en
Bror, dig finder vi altid?
— Ja bestandig! Langsomt lod Hermann et Garnnøste fra
Morens Arbeidskurv glide gjennem sine Fingre. Erindrer du
endnu, Lore, hvorledes du altid til din Fødselsdag fik et
Under-nøste? spurte han.
— Hun nikkede livlig, og det gamle, kjære Barneansigt
fortrængte Alvoret fra hendes Træk. — Aaja! Jeg kunde aldrig
vente med at faa vide hvad der var skjult under Garnet, og
viklede hemmelig hele Nøstet op.
— Ja Lore! Og fandt altid smukkere Ting indeni. Men
saaledes gaar det ikke i Livet; man vikler op og vikler op og
finder maaske tilsidst en hul Nød. Jeg vilde ønske jeg atter
engang kunde faa et saadant Undernøste.
Hun stirrede tankefuld paa ham og bevægede det fine lille
Hode frem og tilbage, saa sagde hun pludselig, idet hun strakte
begge Hænder ud mod ham: Jeg kjender dog intet Menneske
som jeg holder saa meget af som af dig.
Han var hurtig sprunget op, idet et glødende Blik gled hen
over hende, og det varme, rullende Blod bragte hans Hjerte til
at banke! Dog, det var kun et Øieblik. Han smilte, han
forstod næsten ikke selv hvorledes han formaaede det.
— Og Bruno ?
Hun rødmede. — Aa det er jo noget ganske anderledes, ved
du, ganske anderledes. Jeg skjælver ofte naar han kysser mig.
Han er saa lidenskabelig!
Hvor ugenert havde hun ikke sagt dette!
Næste Dag var Hermann reist. Bruno havde altsaa dog
ikke sagt noget! Dertil var han atter for — o nei, nei maaske
gjorde han det endnu, naar han, Broren, var borte!
Hermann kjæmpede mod sin Kjærlighed; han fandt et
grusomt Behag i at betvinge sig selv, i at undertrykke de
gjenstridige Ønsker og Tanker; men denne Kamp gjorde ham alvorlig
og gammel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
